Klap, klap, klap, klap.
Det lyder som når jeg løber efter bussen. Og føles også sådan. Bortset fra at det er mere behageligt, for en af overraskelserne ved at løbe i ”barfods-sko” er at jeg ikke oplever de forventede hårde stød op gennem kroppen, på trods af den manglende affjedring.
Jeg er på min første løbetur i Fivefingers. Det er nemlig blevet moderne at løbe barfodet, men da vi jo som regel har brug for at beskytte fodsålerne, er der udviklet særlige barfods-sko, så man kan bevare fornemmelsen af – og biomekanikken i – at løbe uden sko, og samtidig opnå beskyttelse mod skarpe genstande osv. Skoen er konstrueret sådan at fødderne kan arbejde så naturligt og uhæmmet som muligt.
Jeg havde nok aldrig selv presset tæerne ned i et par Fivefingers hvis jeg ikke var blevet bedt om at teste dem. For jeg er sådan set glad nok for mine almindelige løbesko, og så er der jo det med forfængeligheden: Fivefinger har ikke fået deres navn uden grund. Man ligner altså en der har taget handsker på fødderne!
Det tog tid at få skoene på. For de sidder tæt (det er bl.a. derfor man kan have dem på uden sokker; der er ingen friktion der slider på huden). Og så skal man få tæerne til at ramme de rigtige ”lommer”. Det lyder måske helt simpelt, men det er det ikke – der kan godt snige sig to tæer ind i ét tå-hul uden at man opdager det lige med det samme! (Foruroligende i hvor høj grad ens tæer tilsyneladende lever deres helt eget liv!)
Kroppen skal vænne sig til den nye måde at løbe på, så jeg løber blot en forsigtig kilometer første dag. Alligevel får jeg ømme lægmuskler dagen efter. Og det er ikke underligt, fortæller Steen Christensen mig. Han er fysioterapeut, medejer af butikken LØBEREN i Vejle og har i mange år solgt løbesko og udført løbestilsanalyser. En af forskellene på at løbe i sko og på bare fødder er nemlig at hvor man i løbesko lander på hælen, vil man med bare fødder eller barfodssko lande mere på forfoden eller mellemfoden. Dermed vil fod, akillessene og lægmuskler komme til at virke som støddæmpere.
– Målinger har faktisk vist at de såkaldte impact-forces – den kraft der opstår når foden rammer underlaget – på underben og knæ bliver mindre end når man løber traditionelt. Men om det medfører mindre risiko for overbelastninger, ved man ikke, forklarer han.
Aktiviteten i lægmusklerne, akillessenen og fodens lokale muskler, der er med til at holde fodbuen (svangen) oppe, bliver større.
– Det betyder at disse strukturer sandsynligvis bliver stærkere. Men det kan samtidig også øge risikoen for overbelastning, siger Steen Christensen.
– Det diskuteres meget hvordan det er mest ”rigtigt” af lande. Og nogle debatindlæg bærer præg af en nærmest religiøs holdning mere end af videnskabelige fakta. Men selv blandt professorer i bevægevidenskab er der delte meninger – med andre ord findes der ikke et klart ’rigtigt’ eller ’forkert’, fortsætter Steen Christensen.
Han påpeger dog at det er meget vigtigt at vænne kroppen til barfodsløbet. Det kan tage fra uger til måneder – måske et helt år, hvis man er meget platfodet. Man skal gå langsomt og forsigtigt frem, lytte til kroppen og være meget opmærksom på evt. overbelastning. Og det er næppe alle der vil have gavn af – eller kunne vænne sig til – at løbe i Fivefingers. Særligt hvis man har problemer med forfod, akillessene og lægmuskler, anbefaler Steen Christensen at man tager en fysioterapeut med på råd.
Efter fire uger med småture i fingerskoene er jeg selv blevet rigtig glad for dem (og faktisk synes jeg efterhånden også at de er lidt søde at se på!). De er rare at have på, når den ”ægte vare” ikke kan lade sig gøre, og det føles som en god og relevant træning af fodens muskler. Men jeg tror ikke jeg kommer til at bruge dem i større stil til løbeture. Det handler muligvis om vane (eller dovenskab), men jeg savner fornemmelsen af at ”rulle” hen over foden når jeg løber, og ikke mindst savner jeg det bløde motiverende afsæt fra løbeskoens hæl. Til gengæld må jeg indrømme at mine traditionelle løbesko pludselig føles klodsede, og jeg oplever at jeg bruger kræfter på at holde dem fast.
Konklusionen jeg drager, er at barfodslignende løb er et helt individuelt valg, som man på nuværende tidspunkt hverken kan give videnskabeligt eller erfaringsmæssigt klare anvisninger omkring. Om det er noget for en selv, kan kun afgøres ved at prøve det.
Steen Christensen, som sælger Fivefingers fra sin forretning, anbefaler skoene til dem der ønsker at prøve noget nyt; som supplement til den erfarne løber der gerne vil optimere løbeteknik og styrke i underbenene – altså som et decideret træningsredskab – og til dem der ofte har overbelastninger i hælen eller i knæet, selv om de har de ”rigtige” sko og har trænet fornuftigt.
For egen regning kan jeg tilføje at det faktisk burde være påbudt at tage en kilometer eller to i handskeskoene hvis man har gået meget i spidse eller høje sko. Vores fødder ville elske os for det!
Vibram Fivefingers findes i flere udgaver. Vi testede løbeskoen Speed, som koster kr. 999,- vejl. Se mere på www.alun.dk.
YES!:
OBS!:
Barfodsløb
Meget er uklart i forhold til hvad der er for og imod at løbe på bare fødder. Men følgende er der videnskabelig baggrund for at sige:
Kilde: Fysioterapeut Steen Christensen, LØBEREN VEJLE, www.loeberen.dk
Artikler fra Krop+fysiks arkiv opdateres ikke.