Sommerferie på idrætshøjskole eller camp

Tekst: Carsten G. Johansen, journalist

Foto: Louise Haldbo Balslev/OURE, Sportscamp

Mange danske idrætshøjskoler tilbyder hver sommer familiekurser. En ferie der både gavner fysikken og familien. Men I kan også tage en tur på højskole eller camp hver for sig.

Kombinationen af ferie, fællesskab og fysisk aktivitet – lyder det forjættende? Tilsæt sommer, så har du et sommerkursus på en idrætshøjskole, som indeholder en perfekt blanding af de ting mange af os savner allermest i dagligdagen: Tid til og mulighed for motion, leg og samvær. Oven i hatten får man så en dosis kultur og mulighed for at møde nye mennesker.

Mange danske idrætshøjskoler byder på sommerkurser af en uges varighed, og en halv snes af dem har særlige familietilbud, hvor man har lejlighed til at kaste sig ud i alskens forskellige sportsgrene, både sammen med sin familie og sammen med andre børn eller voksne.

Frie børn og forældre med god samvittighed

Denne skribent har flere gange haft familien med på en af de større idræts-sommerskoler, og mine indskolingsbørn er allerede begyndt at glæde sig til deres næste højskoleophold. På det afgrænsede højskole-område kan de løbe rundt som det passer dem. Lege eller spille spil med de andre børn. Nyde friheden fra dagligdagens pligter – men samtidig have mor og far til rådighed hele tiden.

Forældrene kan til gengæld få sved på panden med god samvittighed, og desuden hygge sig med hinanden eller med de andre forældre man træffer på højskolen. Min egen familie har også været på sommerkursus sammen med tre andre familier vi kender i forvejen. På den måde fik vores børn mulighed for at lege sammen, mens vi voksne kunne bruge frie stunder til at samle op på alle de ting vi ikke har tid til i det daglige.

Højskoler er også aktiv single-ferie

Familiens sammenhold styrkes af en ferie sammen. Men det kan også være effektivt at tage nogle fridage hver for sig.

Også for voksne uden børn kan højskolerne tilbyde en god mulighed for at møde ligesindede. Sommerophold, der giver mulighed for både at dyrke sin hobby og tilbringe friaftenerne i selskab med andre, omfatter kurser i så forskellige aktiviteter som golf, linedance, adventuresport, tennis, fitness, parkour, ridning, dans, havkajak, judo og kitesurfing.

SportsCamp for selvstændige unge

Et tilbud som også kan friste familier med aktive børn, er novo nordisk SportsCamp, der afvikles forskellige steder i Danmark hen over sommeren for de 11-15-årige (plus en enkelt for de 15-18-årige). Der udbydes i alt 20 forskellige sportsgrene, og lejrene har plads til mellem 150 og 200 deltagere hver. I løbet af en uge er der 10 træningspas i den idrætsgren man har valgt. Resten af dagen har de unge mulighed for at kaste sig ud i andre idrætstilbud, og ideen er at man ikke kun er sammen med dem der dyrker samme sportsgren som en selv.

Afveksling fra elitetræning

SportsCamp er bygget op omkring lokale idrætsforeninger, der står for de praktiske aspekter af lejren, mens træningen overvejende varetages af studerende fra idrætsuddannelserne. Der er altså god idrætsfaglig kompetence på sidelinjen, uanset børnenes niveau.

– Vi oplever tit at de unge melder sig til en anden sport end den de dyrker til daglig. Måske overvejer de at skifte sport, eller måske vil de bare have lidt afveksling, forklarer administrerende direktør på SportsCamp Morten Christensen.

Ved siden af træningen har hver SportsCamp også et tema, som danner basis for teoretisk undervisning – fx “skadesforebyggende træning” eller “teamwork”.

Mor og far kan også være aktive

Sportcampen er oplagt til de uger hvor børnene, men ikke forældrene, har ferie – eller hvor mor og far tager af sted i sejlbåden eller på golfferie. Og hvis familien savner hinanden, kan de tage revanche i efterårsferien.

– Vi har fået en del forespørgsler på familiecamps, så det arbejder vi på for tiden. Vi håber at vi har et tilbud oppe at køre til efterårsferien, siger Morten Christensen.

Også nogle få højskoler har aktive tilbud i efterårsferien, hvis det passer jer bedre end sommeren.
I kan starte turen på internettet, hvor sommertilbuddene ligger klar. Men flere er allerede udsolgt, så vent ikke for længe.

Nemt at få overblik

På hjemmesiden hojskolerne.dk er det nemt at skaffe sig et overblik over de kurser der udbydes.

Familiekurser har fx deres egen kategori under “korte kurser”, og du kan udskille de kurser som har idræts-indhold.

På samme måde kan singler søge efter emnekurser, der er inddelt i de forskellige sportsgrene højskoleopholdene har fokus på.

Hvad angår sportscamps, kan du blive klogere om datoer, steder, sportsgrene mm. på www.sportscamp.dk

Marcus vender tilbage på grund af sammenholdet

17-årige Marcus Larsen er en dygtig badmintonspiller, som i flere år har deltaget på SportsCamp.

– Jeg meldte mig til første gang fordi jeg elsker min sport og gerne ville have en uges ekstra træning. Men når jeg fortsat kommer på lejren, er det på grund af sammenholdet, siger Marcus Larsen.

Hans debut på SportsCamp var som 14-årig, og derefter har han været med hver gang – nogle år på to forskellige camps.

Artikler fra Krop+fysiks arkiv opdateres ikke.