<

Allergi er ikke kun et enkelt nys!

Tekst: Stine Ramlyng, Astma-Allergi Danmark og Marianne Nørup, redaktør

Pollen, mad, parfume, blomster… Der er mange kilder til allergi-anfald på jobbet, og man kan føle sig både pinlig og besværlig når man prøver at undgå eller tackle reaktioner som løbende næse, opsvulmede læber og ubeskrivelig træthed.

“Hej, jeg hedder Annegrethe, og jeg er allergiker…”

Det er bestemt ikke sådan Annegrethe Knudsen ynder at præsentere sig selv når hun møder nye mennesker. Især ikke dem på arbejdet. Der vil hun hellere gå langt inden hun siger noget om sin allergi. Men som multi-allergiker har hun været nødt til at være åben om sin situation.

Mange tror fejlagtigt at allergi bare er lidt løbende næse og et par nys, men ifølge Annegrethe Knudsen er den største gene faktisk at man i flere måneder kan opleve symptomer der minder om at have influenza. Det gør at man bliver så træt at man næsten ikke kan holde sig vågen.

– Det er så pinligt at sidde og falde i søvn når jeg er til møde med chefen eller nogle kunder – og jo faktisk også ret upassende, griner Annegrethe, der er 53 år og business analyst i en stor virksomhed.

Hendes strategi er derfor inden mødet at melde ud til både kolleger og kunder at pollenallergien gør hende ekstremt træt, og at det bestemt ikke skyldes ond vilje eller kedsomhed hvis hun falder i søvn. Hun har også fået lov til at blive væk fra nogle større obligatoriske møder i virksomheden, og hun har sendt fællesmail ud og bedt kollegerne om ikke at tage forårsblomster med ind på kontoret. I kantinen skal hun se sig godt for da stort set al frugt får munden til at klø og læberne til at hæve til dobbelt størrelse. Og selv om det lyder legende let at være åben om sin allergi, så har det krævet mod.

– Det er meget grænseoverskridende for mig at tale om. Jeg er business analyst, ikke allergiker, og jeg bryder mig ikke om at se mig selv som syg. Men at falde i søvn under møderne på arbejdet er værre end at tage samtalen, fortæller Annegrethe Knudsen, der har haft sin pollenallergi med på arbejde igennem de sidste tyve år.

Kan man sige: “Du lugter”?

Alligevel er der stadig situationer hvor hun bander sin allergi langt væk. For eksempel da hun var på kursus med syv mennesker hun ikke kendte i forvejen. Her registrerede hun nemlig straks parfumen hos en af de andre kvinder.

Som så mange gange før forsøgte Annegrethe dels at ignorere sit besværede åndedræt, dels at rykke sig lidt væk fra kvinden og undgå at komme i gruppearbejde med hende. Dog uden held.

– Jeg tog det op i gruppen, og forklarede det som det var. At det ikke var personligt, men at parfumen triggede min allergi. Kvinden tog det pænt og havde fuld forståelse for mit problem. Til gengæld forstod hun og de andre kursister ikke hvorfor jeg havde været så nervøs for at sige det.

Den samtale var helt klart værst for mig. Men det er da tabu at sige til et andet menneske: “Du lugter”, siger Annegrethe.

Allergi-fakta

Allergi skyldes at immunsystemet reagerer hyperaktivt, dvs. unormalt eller for kraftigt. Normalt er immunsystemet indrettet til at producere antistoffer, som skal beskytte os mod mikroorganismer. Hos allergiske personer vil antistofferne gå til angreb på harmløse stoffer, kaldet allergener.

Allergener kan findes i luften, fx mel, træstøv (pollen), ekskrementer fra husstøvmider, organisk støv og partiker der indeholder svampe eller bakterier, parfume eller dyrehår. De kan forårsage luftvejsallergier som astma, høfeber og betændelsestilstand i lungerne.

Allergener kan også findes i kemiske stoffer, fx konserveringsmidler, gummikemikalier og metaller som krom og nikkel. De kan give kontaktallergi, dvs. hudlidelser eller eksem der opstår når huden kommer i kontakt med kemiske stoffer.
Desuden kan visse fødevarer give allergi.

Den bedste medicin mod allergi er at undgå det man er allergisk over for. For nogle vil det dog indebære betydelige ændringer i livsstil og arbejdssammenhænge. Der findes også medicin som kan afhjælpe symptomerne. Mest brugt er antihistaminer.

Kilde: Patienthåndbogen.dk, arbejdsmiljoviden.dk
Læs mere om allergi på Astma-Allergi Danmark, www.astma-allergi.dk

Arbejde og sove

Allerede når de første pollen blæser i vinden i februar, bliver Annegrethe Knudsen syg på den der influenza-agtige måde. Det eneste hun stort set kan foretage sig i pollensæsonen, er at gå på arbejde og sove. Arbejde og sove. Og livskvaliteten daler i takt med at luften bliver tæt af pollen – som endda langt fra er det eneste der volder Annegrethe besvær.

– Min seneste begrænsning i forhold til min allergi er at jeg har måttet finde et nyt hjem til min kat, som jeg ellers har haft i seks år. Det har været en hård og trist oplevelse, som har trukket søm ud hos både mig selv og min datter, fortæller hun.

Men Annegrethe Knudsen kan mærke at hun bliver respekteret for at melde ud i tide og at være åben om hvornår og hvordan allergien påvirker hende.

– Jeg føler bestemt ikke at folk er fordømmende; de er mere overraskede over hvor skidt jeg kan få det af min allergi, fastslår hun.

Allergi på jobbet

Allergisk astma er den mest almindelige arbejdsbetingede lungesygdom i den vestlige verden. Hver tyvende voksne dansker har astma. Man regner med at 10-20 % af astmatilfældene skyldes arbejdsmiljøet.

Udsatte jobs
Luftvejsallergi rammer især medarbejdere i brancher der er udsat for luftbårne allergener. Det gælder fx bagere (melallergi), sundhedspersonale (latexallergi) og ansatte der arbejder med enzymer i fødemiddel-, vaskemiddel- og medicinalindustrien.

Hudproblemer, som fx håndeksem, er ret udbredt blandt danske arbejdstagere.
Ifølge tal fra Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø har 13 procent af de danske arbejdstagere haft hudproblemer på hænder eller underarme inden for de sidste tre måneder – knap halv-delen i forbindelse med deres arbejde. Hudproblemer er især udbredt i brancher med vådt arbejde, som rengøring, arbejde i storkøkkener,
inden for plejesektoren og andre jobs med krav om hyppig håndvask, samt frisørarbejde.

Kilde: Arbejdsmiljøviden.dk

Indret arbejdspladsen allergivenligt

Rengøring: Hyppig og ordentlig rengøring kan afhjælpe høfebersymptomer og astmaanfald. Bruges der for kradse midler, kan det dog også irritere følsomme luftveje.
Toilettet: Ud med duftfrisker og ind med deklareret håndsæbe.
Har nogen kontaktallergi, så husk at genbrugstoiletpapir indeholder kolofonium, der kan give kontakt-allergi.
Printer: bør aldrig stå i samme rum som medarbejderne. Den afgasser, og det kan fx give astmasymptomer.
Rygning: Din arbejdsplads har pligt til at have en rygepolitik, siger loven. Rygning er forbudt på jobbet, dog ikke på enkeltmandskontorer hvis der er særlig ventilation.
Parfume: Nogle virksomheder laver deres egen parfumepolitik – måske var det en ide for jeres arbejdsplads?
Pollen: Luft ud morgen og sen eftermiddag, så I får frisk luft uden pollen. Har I ventilationsanlæg, så få monteret et pollenfilter (husk at det skal vedligeholdes for at virke optimalt).
Gulvtæppe: Væg-til-væg-udgaverne er udbredte i mange virksomheder, men de er allergibomber og samler støv, pollen og hundehår. Vælg i stedet glatte gulve, som er nemme at rengøre.
Fællesfrokosten: Lad køkkenpersonalet vide hvad nogen ikke kan tåle, og aftal at de
skriver hvad retterne indeholder.

Kilde: Astma-Allergi Danmark, www.astma-allergi.dk

Artikler fra Krop+fysiks arkiv opdateres ikke.