Mindfulness: Styrk din mentale sundhed

Tekst: Pauline Voss Romme, MSc. og cert. Mindfulness-instruktør, fysioterapeut og freelance konsulent

Foto: Shutterstock

Mindfulness træner din evne til at være nærværende, afslappet og velovervejet. En evne som er under stigende pres i vores moderne (digitale) hverdag.

Vores digitale tidsalder har skabt enorme fremskridt for menneskeheden, men den har også skabt en hverdag som er fyldt med store mængder af informationer og distraktioner – og som kaprer vores nærvær.

Vores smartphones, Apple-ure, computere, motions-trackere etc. gør os opmærksomme på de seneste nyheder, påmindelser, e-mails og notifikationer med lokkende biplyde, som vi har svært ved at modstå.

Denne konstante strøm af informationer og afbrydelser er med årene blevet af en sådan størrelse og intensitet at de, hvis vi ikke forholder os aktivt til dem, udfordrer vores fysiske og psykiske sundhed.

·      Er din gennemsnitlige skærmtid også stille og roligt øget til flere timer om dagen?
·      Oplever du en indre uro når din mobil ikke er i nærheden?
·      Tjekker du helt automatisk din mobil flere gange om dagen?
·      Er din mobil tændt når du sover?
·      Er det svært for dig at være nærværende – også når du er sammen med andre?

Du er ikke alene!

Der ses i vores samfund en stigende tendens til denne form for digital stress og afhængighed.
Tidligere generationer har ikke skulle forholde sig til den stigende mængde af informationer, men det skal vi!

Vi skal finde balancen igen

Vores krop og hjerne, som ikke har udviklet sig synderligt siden vores tidlige forfædre, udfordres af ovenstående krav. Den trives nemlig bedst når der er balance mellem perioder af aktivitet og ro og hvile. Når vi nu mentalt kan være ”på” døgnet rundt, bliver denne balance forskubbet, og vi ser symptomer som koncentrationsbesvær, motorisk og psykisk uro, søvnforstyrrelser, ligesom vores manglende nærvær påvirker vores samvær med andre.

Derfor er det vigtigt at vi lærer at komme tilbage i balance igen.

Det kan vi gøre ved at sørge for at vi har flere aktiviteter og perioder hvor vi er afslappede og i ro, fordi her regenererer – reparerer – vores krop og hjerne sig og samler ny energi.

Netop dét gør Mindfulness. Den lærer os at komme tilbage i balance.

I Mindfulness lærer du at være fuldt ud og afslappet til stede i det du gør: Du træner nærvær.

Du kan blandt andet lære mindfulness på kurser via øvelser i meditation og yoga og ved psykoedukation.

Både national og international forskning har vist at Mindfulness-baserede metoder er særdeles velegnede til behandling af stress, angst, depressioner og stressrelaterede sygdomme, men også til dig som “bare” vil have mere overskud og nærvær i dagligdagen!

Du kan finde kilder til artiklen på www.krop-fysik.dk

Pauline Voss Rommer er fysioterapeut, MSc., certificeret Mindfulness-instruktør fra Universitet i Wales, England og freelance konsulent.
Læs mere om Pauline, Mindfulness, kurser, foredrag, workshops mm. på www.vossromme.dk

Kilder

Mental sundhed blandt unge. Resultater fra Ungdomsprofilen 2014 · Statens Institut for Folkesundhed, SDU.
Stillesiddende adfærd – en helbredsrisiko?Overgaard K, et al. København: Vidensråd for Forebyggelse; 2015.
Sluk, kunsten af overleve I en digital verden: Imram Rashid.
Technoference: longitudinal associations between parent technology use, parenting stress, and child behavior problems.McDaniel BT1, Radesky JS2. Pediatr Res. 2018 Aug;84(2):210-218. Conceptualizing Digital Stress in Adolescents and Young Adults: Toward the Development of an Empirically Based Model. Steele RG1, Hall JA, Christofferson JL. Clin Child Fam Psychol Rev. 2019 Aug 7.

M.fl.


Download en mindfulness-meditation – helt gratis!


Fakta

88,6 % af danskere bruger en smartphone

En undersøgelse fra Ericsson i Sverige viser at brugere tjekker mobilen ca. 100-150 gange om dagen

”Technoference” er en ny term som forskere bruger for at undersøge hvordan digital teknologi påvirker samspil og relationer mellem forældre og børn.

Hvad kan du gøre her og nu?

Mindfulness kan praktiseres overalt. Det handler jo om at gøre det du allerede gør, men med fuld opmærksomhed.

* Sluk mobil, computer og alt andet som kan forstyrre dig, flere gange om dagen og senest en time før du skal sove!
Indfør mobilfrie zoner og aktiviteter i hjemmet og på arbejde.

* Tag mentale pauser: Sæt dig i korte øjeblikke og mærk hvordan det føles at sidde på en stol: Føddernes placering, tyngden af kroppen mod sædet, tøjets berøring mod huden osv.
Bemærk dit åndedræt – følg nogle vejrtrækninger uden at kontrollere dem, bare vær til stede, lad tankerne komme og gå; observer uden at kontrollere.

* Vær nærværende og opmærksomt lyttende i en samtale: Stil uddybende og undersøgende spørgsmål, læg mærke til samtalepartneren: hvordan personen taler, bruger stemmen, kropssprog, ansigtsudtryk m.m. Sluk mobilen!

* Kør bil med fuld opmærksomhed: Sluk for radioen, nyd trafikken, se på landskabet, læg mærke til hvordan du sidder, holder på rattet osv.

* Spis din mad så langsomt og opmærksomt som du kan. Læg mærke til hvordan maden ser ud, dens lugt, smag, konsistens, kæbens bevægelser…

* Se på dine kære som om det er første gang du ser dem – uden at dømme eller vurdere. Læg mærke til deres kropssprog, bevægelser, farven på deres øjne, linjerne i ansigtet, smilehullerne osv.

* Når du skal sove, kan du lægge dig behageligt til rette og lægge mærke til hvordan din krop trækker vejret – lad vejrtrækningerne passer uforstyrret igennem dig. På samme måde kan du lade dine tanker og sindsstemninger strømme igennem dig – observer uden at kontrollere. Jo mindre du kæmper imod dem, jo mindre opmærksomhed får de OG jo lettere kommer søvnen, helt af sig selv.

Artikler fra Krop+fysiks arkiv opdateres ikke.