Jannie var fuld af energi. Altid mange jern i ilden, nysgerrig og engageret. En af de kvinder der tilsyneladende kan overkomme det hele. Men for år tilbage trængte en udfordring i privatlivet sig mere og mere på. Jannie, som altid har haft et stort ønske om at få børn, havde problemer med at blive gravid, og det førte til en langvarig fertilitetsbehandling, samtidig med at hendes parforhold blev slidt op og gik i stykker. Jannie valgte at fortsætte kampen for at blive gravid alene, indtil hun fire år og fire aborter senere måtte give op.
– Det var en ekstremt belastende periode, men jeg fortsatte mit liv i det høje tempo, ja faktisk satte jeg farten op, selvom jeg havde masser af tegn på stress. Min krop larmede rigtig højt – blandt andet fik jeg migræne, og jeg havde næsten konstant influenzalignende symptomer, fortæller Jannie Jacobsen, som er uddannet fysioterapeut.
Midt i det hele skiftede Jannie til et krævende lederjob, og samtidig skruede hun mærkbart op for sin løbetræning, for det overdøvede kortvarigt stresssignalerne fra hoved og krop.
Men symptomerne blev ved, og de blev flere og værre.
– Det gik ud over mit humør og min hukommelse. Min menstruation udeblev, jeg havde kvalme, hovedpine, konstante muskelspændinger i halsen og vejrtrækningsproblemer. Med min fornuft vidste jeg selvfølgelig godt at den var helt gal, men jeg kunne ikke finde ud af stoppe op eller bede om hjælp. Jeg tror måske jeg bare accepterede at ”sådan var det nok bare”. Jeg kunne ikke stoppe mig selv, siger Jannie.
Jannie gik jævnligt til lægen med sine fysiske symptomer, og hun fik medicin for de forskellige symptomer. Det stod på i flere år. Men en dag drikker hun kaffe med en veninde, og midt i Jannies talestrøm afbryder veninden og siger: ’Der er ikke hoved og hale i det du siger, og du roder rundt. Har du overvejet at du er stresset og er nødt til at gøre noget ved det?’
Det bliver et vendepunkt for Jannie, for veninden har selv været igennem et opslidende stressforløb og ved hvad hun taler om. Kort efter taler Jannie igen med lægen. Jannie har nu udviklet helvedesild i hovedbund, øje og pande, og lægen bekræfter venindens mistanke om alvorlig stress.
’Ja, det er da klart’, siger lægen, ’det burde jeg have set noget før’.
Jannie har så mange smerter at hun er nødt til at ligge i sofaen. Og da hun først er landet der, kan hun ingenting længere.
– Det var som at have 40 i feber. Jeg orkede ingenting. Bare at handle eller lave mad var en overvindelse, og var jeg i gang i en time, måtte jeg sove i tre.
Efter noget tid kommer Jannie med i et kommunalt projekt for stress-ramte.
– Det var en kombination af stress-coaching og mindfulness, og i første omgang var det især stress-coachingen som fik mig videre. Det hjalp mig rigtig meget at forstå den biologiske proces der var på spil i kroppen.
Lige så stille får Jannie det bedre. Med meget små skridt. I dag er det godt seks år siden hun blev syg, og det er først nu hun kan lave fysisk træning uden at kroppen går i baglås. For selvom Jannie altid har løbet, cyklet og svømmet meget, så var det umuligt for hende da hendes stress for alvor brød ud.
– Det skyldes at kroppen stadig forbinder den fysiske anstrengelse med stressreaktionen. Så snart min puls kom op, fik jeg det fysisk dårligt, fortæller Jannie, som fandt frem til at yoga var en mulighed for at dyrke bevægelse – og desuden opnå grounding – uden at øge pulsen. Og det var med til at give hende heling, som hun betegner det.
Det lange forløb har lært Jannie på egen krop hvad hun dybest set vidste i forvejen:
– Faktisk gjorde min faglige baggrund som fysioterapeut at jeg følte skam over mit sygdomsforløb. For jeg havde jo alle forudsætninger for at kende til kroppens signaler og handle på dem. Men det er også tankevækkende, og i dag siger jeg ofte:
Hvis det kunne ramme mig, kan det ramme alle.
Jannie har i dag uddannet sig til stress coach, yoga- og mindfulnesslærer; kompetencer som hun i kombination med sin fysioterapeutuddannelse bruger i sin virksomhed, hvor hun hjælper andre der befinder sig i situationer som den hun selv har været i. Blandt andet hjælper hun sine klienter til at blive bedre til at opdage deres stresssignaler og til at handle på dem. Og så drømmer hun om at vi alle kan blive meget bedre til at tale om det der er svært.
– Set i bakspejlet kan jeg se at jeg undervejs i mit fertilitetsforløb ikke gav mig selv tid til at hele. Jeg lod ikke de svære følelser få plads. Vi er mange der ikke har lært at forholde os til når følelser bliver svære – vi stikker hovedet i busken og taler ikke om dem. Det gælder i alle livskriser, uanset om det handler om psykisk sygdom, misbrug i familien, spædbørnsdød eller andet. Vi magter ikke at tale om det, og hvis vi gør, oplever vi ofte at omgivelserne ikke ved hvad de skal sige. Folk går over på den anden side af vejen. Eller man bliver mødt af velmenende venner og kolleger, der har travlt med at fortælle at ’det skal nok gå’, eller som selv reagerer så voldsomt at man som sorg- eller stressramt næsten føler at man skal tage sig af dem, siger Jannie.
“I dag er det godt seks år siden Jannie blev syg, og det er først nu hun kan lave fysisk træning uden at kroppen går i baglås”.
Jannie foreslår at man som kollega, ven eller pårørende i stedet for at prøve at fixe problemet bare rummer og lytter til den person som er i krise, og at man spørger:
’Hvad kan jeg gøre for at hjælpe dig?’. For er man ramt af alvorlig stress eller sorg, kan man ikke overskue at tage initiativer. Man kan evt. også hjælpe personen med at søge professionel hjælp til at tackle sin situation.
Men først og fremmest handler det om at tale åbent om tingene:
– For mig blev det et vendepunkt at blive mødt af en der vidste hvordan det er at få stress. En som sagde til mig at noget var galt, og at jeg måtte gøre noget. Jeg ville ønske at en eller anden, fx på min gamle arbejdsplads, havde trukket mig til side på et tidligere tidspunkt, for jeg var ikke selv i stand til at ændre kurs, siger Jannie, som mener at det perfekte billede på at udvikle stress er historien om frøen der sidder i en gryde vand, der langsomt opvarmes til det koger.
Der er nogen der skal fortælle frøen at vandet altså bliver varmere og varmere, siger Jannie:
– Vi skal kunne spotte tegnene hos hinanden og turde tale om dem!
ER DIN KOLLEGA STRESS-RAMT?
Typiske signaler kan være at din kollega:
• giver et generelt indtryk af underskud
• er længere tid om at løse opgaver og/eller udfører dem dårligere
• ikke længere orker fredagsbaren og den fælles frokost i kantinen
• ændrer personlighed – bliver fx glemsom, mindre omsorgsfuld og får en kortere lunte
Oplever du stresssymptomer hos din kollega eller andre:
• Spørg direkte om din kollega/ven føler sig stresset?
• Sig direkte til vedkommende at du er bekymret, fordi du oplever at han eller hun opfører sig anderledes – og forklar hvad du oplever er anderledes.
• Spørg om du kan hjælpe vedkommende med at få hjælp.
• Går det ud over arbejdsopgaver/ kvalitet, så sig det direkte til din kollega, og hjælp vedkommende med at få talt med jeres leder.
• Vær opmærksom på at stressen ikke nødvendigvis stammer fra arbejdet.
Føler du dig selv stresset eller presset over evne, så vid at du kan få hjælp fra dygtige stresscoaches og andre fagpersoner. Og få hellere hjælp før end senere, for det går ikke altid over af sig selv.
Artikler fra Krop+fysiks arkiv opdateres ikke.