For børn med ADHD og sanseforstyrrelser bliver verden hurtigt kaotisk og uoverskuelig – og børnene ender ofte med at virke irriterende, selvom de så gerne vil gøre det godt og være som alle andre. Specialiseret sansetræning kan dæmpe symptomerne og øge livskvaliteten for både barnet og dets familie.

ADHD er en hyppig lidelse, som rammer 3-7 % af alle børn. I børne- og ungdomspsykiatrien i Danmark udgør børn og unge med diagnosen ADHD cirka 12 % af alle diagnosticerede.

Kort fortalt er børn med ADHD er i mere eller mindre grad præget af at

• de kan have svært ved at fastholde opmærksomheden
• de kan være hyperaktive
• de kan være impulsive

Vi kan alle til tider være hyperaktive, impulsive og have svært ved at fokusere. Men diagnosen ADHD bliver kun brugt hvis en person har de ovennævnte træk så ofte og så gennemgribende at det er forstyrrende i livet.

Børn med ADHD har typisk svært ved at regulere deres adfærd i forhold til den situation de er i. De kan være frygtløse, og farer fra én opgave til næste uden at gøre noget færdigt. Bøger kan være svære at forstå, og det de har lært, er svært at huske. Alting har det med at blive væk.

De ender ofte som klassens klovn. De andre børn inviterer dem måske slet ikke med i legen. De kan virke grovere end de havde tænkt sig. Folk siger ”Det kan du gøre bedre hvis du gør dig umage”.

De bliver distraheret af ting som andre slet ikke ser. De bliver let kede af det, fordi de så gerne vil være som alle andre.

Hvad er sanseintegration?

Hele tiden modtager vi stimuli til vores forskellige sanser, og disse stimuli skal integreres og lægges på plads i de rigtige kasser inde i hjernen. Hjernens evne til at bearbejde, filtrere og sortere sanseindtryk kaldes sanseintegration. Børn med ADHD kan, ud over deres vanskeligheder med opmærksomhed og koncentration, have en sanseintegrationsforstyrrelse.

Kroppens sanseapparat består af 7 forskellige sanser: følesans, muskel-led-sans, balancesans, synssans, høresans, smagssans og lugtesans. Sansecellerne sender konstant impulser til hjernen, som sorterer og fortolker de mange input til et sammenhængende billede af virkeligheden.

Mange sanser vil være i spil på samme tid. Nogle af dem er ligegyldige (fx larm fra kammeraterne) og skal sorteres fra, mens andre skal få os til at reagere (fx en besked fra læreren). Hjernen lærer at sortere i sanseindtrykkene, så det uvæsentlige sorteres fra, og man kan koncentrere sig om den aktivitet man er i gang med.

Hvis man er forstyrret i denne proces, er hjernen på overarbejde, og det er svært at finde ro og tryghed. Nervesystemet bliver overstimuleret, og man får ikke fjernet sig fra de stimuli man burde trække sig fra, fordi man ikke kan mærke at det er for meget. Eller man får ikke tilført de stimuli man har brug for, til at opretholde opmærksomheden på en opgave. Man afledes konstant fra det man er i gang med, fordi tingene ikke bliver integreret korrekt i første omgang. Og når først nervesystemet er overstimuleret, er det svært at få ro på igen. Barnet bliver uroligt, kravler rundt på væggene, taler uafbrudt, og der opstår ofte konflikter.

Nervesystemet er måske fyldt op kl. 10 om formiddagen, men dagen byder på mange flere stimuli, og fordi man er forstyrret i at regulere sig ned, får man ikke taget de pauser alle har brug for. Bægeret er fyldt op og flyder over.

Man kan være forstyrret på en enkelt sans eller dem alle sammen. Man kan have en underreagerende, en overreagerende eller en søgende adfærd. Eller alle tre på samme tid.

Hvad er sanseintegrationstræning?

Sanseintegrationstræning stimulerer sanserne og hjælper hjernen til at bearbejde og filtrere sanseindtrykkene og derved sænke stressniveauet. Hjernen opdateres om kroppens grænser, og det giver tryghed og ro i hoved og krop. Sanseintegrationstræning tager udgangspunkt i barnets sanseprofil: Har det brug for at få tilført stimuli eller for strategier til at undgå dem? I hvilke situationer og på hvilke sanser generes det? Behandlingen kan fx være forskellige former for taktil stimulering (fx fysisk tryk på kroppens led), massage, at gynge, hoppe, lave balanceøvelser, koordineringsøvelser, styrketræning, bruge sansestimulerende redskaber som tyngdedyner, akupressurringe, veste og meget mere. Vigtigt er også strukturerede, stimuli-fattige pauser for at undgå overstimulering. I pausen tømmes bægeret for indtryk, så man undgår at det flyder over, og så der bliver plads til nye indtryk.

Særlig vigtigt er stimulering af muskel-led-sansen, følesansen og balancesansen, som tilsammen udgør vores kropsbillede, dvs. opdaterer hjernen om kroppens grænser, fortæller os hvor i rummet vi befinder os, og sørger for at vi fx ikke falder ned af stolen eller snubler over dørtrinnet.

Det er svært at sidde stille i skolen og skrive sit navn, når man skal bruge mange kræfter på bare at undgå at falde ned af stolen, og man ikke kan mærke hvor mange kræfter man skal lægge i at holde på en blyant.

Det føles utrygt ikke at kunne mærke sig selv.

Det er svært at tage tøj på hvis man ikke kan mærke sig selv godt nok til at koordinere de to kropshalvdele. Det er svært ikke at skændes med sine søskende når deres støj føles som knive i ørene. Det er svært at deltage i et måltid hvor mange sanser udfordres på én gang. Især når bægeret er fyldt, og der ikke er plads til flere indtryk

Sanseintegrationstræningen øger barnets kropsbevidsthed og giver ro til nervesystemet. Forældre fortæller typisk at barnets øgede kropsbevidsthed først og fremmest giver ro. Barnet bliver bedre i stand til at sætte ord på det der er svært, og derved bliver det lettere for omgivelserne at hjælpe. Barnet deltager mere hensigtsmæssigt i familien, fx i måltider, spil, sociale arrangementer. Familien beskriver færre frustrationer og konflikter og bedre sociale relationer. Barnet finder ro til at færdiggøre opgaver, hvilket øger indlæringen. Den motoriske uro ved sengetid aftager væsentligt, og puttesituationen bliver hyggelig og rolig. Også morgenerne er mere rolige, og barnet kommer ud ad døren på en mere hensigtsmæssig måde.

---

Patrick er blevet en helt ny dreng Læs om Patrick, som har ADHD og har fundet en måde at håndtere sin diagnose på.