Hanne har i mange år lagt låg på sine følelser og sin fortid. I dag har hun fire psykiatriske diagnoser. Ved at arbejde med kroppen kan hun dulme symptomerne, både fysisk og psykisk.

Selvom hun blot var 25 år gammel, kunne der dårligt klemmes mere ind på CV’et: Igangværende job inden for virksomhedskommunikation, tre gennemførte bachelorgrader, kandidatstudie, bestyrelsesposter i adskillige udvalg, frivilligt arbejde. Plus det løse.

Hanne spændte buen til det yderste. Hun var begavet og engageret – men det var ikke hovedårsagen til de mange gøremål:
– Jeg var konstant i gang, døgnet rundt, syv dage om ugen. For så undgik jeg at mærke hvordan jeg havde det, fortæller hun.
I 2007 gik det ikke længere. Hanne vågnede en morgen og var lam fra halsen og ned – en tilstand som varede i 12 timer. Efter grundige somatiske undersøgelser blev hun ledt videre til det psykiatriske system, hvor hun blev diagnosticeret med angst og depression. Diagnoserne har Hanne stadig, og de er siden suppleret med PTSD og OCD (posttraumatisk stresssyndrom og obsessive-compulsive disorder (tvangshandlinger), red.).

– Jeg havde overhørt de tusindvis af signaler min krop havde sendt mig. Men jeg kunne ikke længere lægge låg på,konstaterer hun.

Hanne er venlig, åben og indladende. Hun sidder med rank ryg, lidt ude på stolen, mens hun fortæller. Ordene kommer hurtigt efter hinanden.

Vi er på psykiatrisk afdeling på Aarhus’ nye supersygehus. Vægge, døre, møbler – praktisk taget alt er lyserødt i forskellige nuancer, designet og indrettet af kunstneren Tal R.

Hanne er ikke vild med det lyserøde – det er ikke godt for folk der har angst, siger hun.

Det højloftede rum i afdelingens venteområde er stort og åbent, men opdelt af lette skillevægge, der er dekoreret med farvestrålende kunst, fremstillet af patienterne. Folk passerer forbi os, der høres brudstykker af en samtale fra den anden side af skillevæggen, en forbipasserende patient afbryder os kort. Og det er alt sammen okay for Hanne i dag. Hun sidder med ryggen op ad væggen, så hun kan overskue lokalet. Sådan fungerer det bedst.

Få skridt fra de rosarøde Arne Jacobsen-stole vi sidder på, markerer en stor laksefarvet dør indgangen til ’Afdeling for angst og depression’. Er man først gået ind ad døren, kræver det en nøgle at komme ud igen…

Hanne udskrev sig selv fra den lukkede afdeling for få dage siden, hvilket var et par dage tidligere end personalet havde foreslået, men ”når man ved man skal hjem, så kan man lige så godt komme det med det samme”, siger hun.

– Ja, undskyld mig, men det er altså ikke sjovt at være indlagt, tilføjer hun.

Første gang Hanne blev indlagt på ’psyk’, var i 2009, to år efter sit første sammenbrud. Hun var ”helt fra den og havde akutte selvmordstanker”, forklarer hun.

Under indlæggelsen stifter Hanne for første gang bekendtskab med sygehusets fysioterapeuter, og hun erfarer at særligt den kropslige behandlingsform BAT hjælper hende. Men træningen er begrænset til få gange under hendes indlæggelse, og da hun kommer hjem, kan hun hverken finde tilbud om BAT- eller den superviserede træning hun også har haft gavn af på sygehuset.

Hanne ryger ind og ud af psykiatrisk afdeling flere gange. Job og studier afløses af en førtidspension, og hun bliver fast tilknyttet distriktspsykiatrien.

Efter en pause på otte år bliver Hanne sidste år indlagt igen, denne gang i fem uger. Og her bliver den fysioterapeutiske behandling hendes holdepunkt.

– Jeg kan godt blive frustreret over det psykiatriske systems kassetænkning. Jeg har adskillige diagnoser, og de har det med at blokere for hinanden, fx hvad angår medicinsk behandling. Men når det gælder kroppen, er diagnoserne underordnet. Det fysiske spænder over alle diagnoser. Hvis jeg lytter til kroppen, kan jeg gøre noget for at få det bedre, siger hun.

Hanne har konstant høj arousal, fortæller hun. Arousal omhandler hjernens vågenhed – ved høj arousal kan man fx være ekstremt modtagelig over for sanseindtryk og have svært ved at finde ro. Hanne har også svært ved at mærke sig selv.

– Jeg har perioder hvor jeg helt bogstaveligt ikke kan mærke min krop. Jeg lever fra halsen og opefter, det har jeg altid gjort – det har været en del af min overlevelsesstrategi, fortæller hun.

– Men når jeg så fx laver afspænding med en ballstick (lille nupret bold, der anvendes til afspændingsøvelser, red.), kan det lykkes mig at slappe af og komme ned i kroppen og mærke mig selv. Eller jeg kan lave nogle BAT-øvelser der skaber balance i kroppen. Det hjælper mig.

Hanne understreger at hun er taknemlig over at ’systemet’ passer på hende, og hun anerkender at medicinen har været nødvendig. Men et af hendes store ønsker er at trappe helt ud af den. I sin tid afstedkom den antidepressive medicin blandt andet at hun på kort tid tog 40 kilo på. De fleste sidder stadig på kroppen i dag, siger hun. Heldigvis føler hun sig i god fysisk form – hun cykler hver dag 13 km, og er en høj, rank kvinde der bærer sin vægt flot.

For Hanne har den kropslige vinkel været et konkret redskab til at kunne tackle de psykiske udfordringer. Når hun fx har angst-anfald, oplever hun typisk kvælningsfornemmelser og problemer med at trække vejret. Her kan fysiske øvelser hjælpe hende til en roligere vejrtrækning – og dermed også lindre angsten, fortæller hun.

Hanne, der i dag er 37 år, har haft en opvækst præget af fysisk og psykisk vold, fortæller hun; og mange gange dagligt oplever hun flashbacks til traumatiske oplevelser i sin fortid. Også i de tilfælde har hun fundet en kropslig metode der kan dæmpe det psykiske ubehag: Når hun får flashbacks, niver hun sig selv i øreflippen.

– Det hjælper, fordi det får mig tilbage til virkeligheden. Jeg mærker kroppen og kan lade tankerne passere, forklarer hun.
Hanne har gennem årene afprøvet adskillige typer behandling, herunder medicin, masser af samtaleterapi og kognitiv terapi, som der er god erfaring med hos nogle patienter. Desværre er der ikke noget af det der for alvor har ændret noget for hende, synes hun.

– Men heldigvis hjælper de kropslige øvelser. Det er det mest effektive jeg har prøvet, opsummerer Hanne idet vi siger farvel.

Og med endnu et venligt smil forlader hun det lyserøde univers for at træde ud i støvregnen og den mangefarvede verden der venter udenfor.

Læs også artiklen: Psyken afspejles i kroppen