Juice og smoothie: Flydende vitaminer eller blot ekstra kalorier?

Tekst: Lisa Christiansen, cand.scient. i human ernæring, Sundhedscenter Tårnby

Foto: Shutterstock

De er smukke, de er lækre, og de smager fantastisk! Men er de populære juicer og smoothies overhovedet sunde? Og hvordan er det lige med kalorierne?

Det er blevet populært at drikke friskpressede juices og smoothies. Juicebarer skyder frem i bybilledet, caféer tilbyder lækre juices og smoothies, og blendere står fremme i danskernes køkkener. Produkterne signalerer sundhed og vitaminboost – men er det nu også sådan det forholder sig? Bliver vitaminerne fx bevaret når frugten og grøntsagerne blendes eller presses, eller bliver de ødelagt i processen?

Bliver vitaminerne bevaret i juice og smoothies?

Vitaminer og mineraler er næringsstoffer som du får gennem kosten. Du kan ikke selv danne stofferne, og det er derfor vigtigt at du får dem gennem kosten ved at spise sundt og varieret. Hvor stor en virkning vitaminerne i maden har, afhænger af flere faktorer, som fx hvordan og hvor længe de opbevares, temperatur, tilberedning, om de udsættes for lys, og hvilket vitamin der er tale om. Alt dette har derfor betydning for effekten af vitaminerne når frugt og grøntsager bliver blendet. Især det berømte

C-vitamin er et vitamin som lader sig påvirke af at blive blendet.

Når C-vitamin ryger en tur i blenderen, nedbrydes det nemlig fra at være en aktiv vitaminform til en vitaminform som ikke har nogen virkning. Du kan derfor ikke lave en smoothie med et højt indhold af C-vitamin i håb om at booste dit immunforsvar.

Når frugt og grøntsager blendes, bliver de skåret i mindre stykker, hvilket gør at de i højere grad bliver udsat for oxidation (iltning), som nedsætter virkningen af vitaminerne. Det er derfor en god idé at drikke din smoothie når den er frisklavet, og ikke lade den stå i flere timer i køleskabet, for det vil føre til et større tab af vitaminer.

Selvom nogle vitaminer bliver ødelagt af at komme en tur i blenderen, så er der til gengæld andre vitaminer som bliver lettere for kroppen at optage efter de er blevet ”knust” i blenderen. Dette gælder fx de fedtopløselige vitaminer: K, E, D og A vitamin, som efter en tur i blenderen optages allerede i mundhulen. Der er altså både fordele og ulemper ved at blende frugt og grøntsager.

Kaloriebomber?

Selvom smoothies indeholder vitaminer og derfor kan være et godt supplement til en sund og varieret kost, er det vigtigt at være opmærksom på hvor mange kalorier der er i disse drikke, især hvis du har problemer med at bevare normalvægten eller gerne vil tabe dig. En stor friskpresset juice/smoothie på 300-400 ml indeholder mellem 200 og 300 kcal. (til sammenligning er der ca. 42 kalorier i 100 ml cola/sodavand).

Derudover mætter juice og smoothies som regel ikke så godt som hvis du spiser frugten og grøntsagerne hele. Dels kan du hurtigt drikke en juice/smoothie, hvorimod du bruger længere tid på at tygge dig igennem hele frugter og grøntsager, hvilket giver en bedre mæthedsfølelse. Dels fylder det lidt mere i mavesækken når det er hele stykker frem for blendede. Du kan godt tage en juice eller smoothie som et mellemmåltid, men læg mærke til om det giver dig en god mæthed, eller om det ender med at blive et ekstra mellemmåltid fordi du også spiser noget fast føde.

Den gode smoothie

Hvis du drikker smoothies for sundhedens skyld, er du nødt til at have fokus på hvad du kommer i din smoothie. For det første er det godt at tænke grøntsager ind i smoothien, da de indeholder færre kalorier end frugt og dertil indeholder en del kostfibre, som giver en god mæthed og er godt for tarmene – og som bevares ved blendning, såfremt ’kødet’ ikke sorteres fra. Hvis du er vant til at lave smoothies kun på frugt, kan du starte med lave en smoothie på 60 % frugt og 40 % grøntsager, og så langsomt trappe op for mængden af grøntsager når du har vænnet dig til den mindre søde smoothie. Det er også en god idé at tilføje en tsk. god olie, fx valnøddeolie eller hørfrøolie, da de fedtopløselige vitaminer kræver fedt for at kunne optages i kroppen.

Eksperimentér gerne til du finder netop de ingredienser som du bedst kan lide – og NYD din farverige, velsmagende drik!

Find opskrifter på sunde juice og smoothies her.

Fødevarestyrelsen anbefaler: Spis frugt og mange grøntsager

Danskerne anbefales at spise 600 gram frugt og grøntsager om dagen, hvoraf minimum halvdelen skal være grøntsager.

100 g frugt eller grønt svarer til at du spiser et æble eller en stor gulerod.

Et glas juice kan tælle med som et stykke frugt. Men kun et enkelt glas.


Pas på tænderne!

Din emalje på tænderne er blødgjort efter du har drukket eller spist noget der indeholder meget sukker eller syre – som fx juice – og du vil derfor skade din emalje hvis du børster tænder med det samme.

Du må gerne skylle munden i vand lige efter, men vent en time til halvanden med at børste tænderne, så du ikke ødelægger emaljen.


Sådan gør du din smoothie og juice sundere

Juice og smoothie kan være en god måde af få grønsager på – det er velsmagende, indbydende og nemt at tage med sig. Vær dog opmærksom på at nogle vitaminer og mineraler, herunder vitamin C, ødelægges af at blive blendet. Til gengæld bliver andre lettere optagelige.

Her er et par tips hvis du drikker juice og smoothie for sundhedens skyld:

– Tilsæt så mange grønsager som muligt

– Drik din saft/smoothie med det samme – vitaminernes virkning forsvinder hurtigt

– Bevar frugtkødet – ellers sorteres mange vitaminer og fibre fra

– Tilsæt evt. en tsk. god olie, fx valnøddeolie eller hørfrøolie, som øger optageligheden af de såkaldt fedtopløselige vitaminer.

– Vær opmærksom på at juice og smoothie er kalorietunge! Indholdet af frugtsukker i en gennemsnitlig smoothie er omkring halvanden gange større end sukkerindholdet i en sodavand.

Artikler fra Krop+fysiks arkiv opdateres ikke.