Sukker har i nogle kredse næsten fået status som gift. Spørgsmålet er imidlertid: Kan man  blive afhængig af sukker? Eller er der tale om en spiseforstyrrelse? Eller måske blot en  uhensigtsmæssig vane?

”Sukkerafhængig”. ”Sukkernarkoman”. ”Sukkerjunkie”. Nye begreber florerer, og sukker  er blevet et varmt samtaleemne. Og sukker er jo ganske rigtig noget alle har et forhold til.  For vi har alle en medfødt præference for sødt. Men for nogle mennesker handler det  ikke om lyst og nydelse, men derimod om en stærk trang, som giver dem en oplevelse af  ikke at kunne styre indtaget af søde sager. De sammenligner sig med narkomaner.  Typiske holdninger er: ”Jeg kan aldrig nøjes med et par stykker slik – jeg tømmer altid  hele posen”  eller ”Når jeg først starter på en plade chokolade, kan jeg ikke stoppe igen!”.

Hypotesen om sukkerafhængighed stammer fra dyreforsøg, der viser at rotter under visse  omstændigheder ser ud til at kunne blive afhængige af sukker. Forstået sådan at de øger  deres indtag af sukker i løbet af en forsøgsperiode hvor de får adgang til sukkeropløsning, og får abstinenssymptomer når man fjerner den igen. Resultater fra dyreforsøg kan dog ikke  overføres til mennesker, blandt andet fordi en lang række sociale, kulturelle og psykologiske faktorer spiller ind når det drejer sig om mennesker. Og
ser vi på humanforskningen, er der ikke megen støtte til hypotesen om  sukkerafhængighed. En stor oversigtsartikel fra 2010 konkluderer at der ikke er videnskabeligt belæg for at sukker kan skabe fysisk afhængighed eller at  sukkerafhængighed spiller en rolle for spiseforstyrrelser. Og et videnskabeligt symposium fra 2009 konkluderer at selv meget velsmagende madvarer ikke er afhængighedsskabende i sig selv. Det er snarere måden disse madvarer bliver præsenteret på, og måden de bliver spist på (typisk i store mængder indtaget på én gang en gang imellem, kaldet binge eating), der synes at føre til en afhængighedslignende tilstand.

Hvad er afhængighed?

Men hvordan kan man så forklare at nogle mennesker oplever at være afhængige af sukker? For at svare på det, skal vi først se på hvad der egentlig menes med  afhængighed’? Afhængighed defineres ifølge det amerikanske diagnosesystem (DSM-IV) som ”tvangsmæssigt begær efter at indtage et rusmiddel, trods alvorlige negative  konsekvenser”. Er man afhængig, vil man:

• Opleve trang eller ekstremt stærkt behov
• Have svært ved at styre indtagelsen og at standse eller nedsætte forbruget
• Opleve abstinenssymptomer eller indtage rusmidlet for at ophæve eller undgå disse
• Udvikle tolerance (der skal mere til før man mærker en virkning)
• Opleve at prioritering og tidsforbrug ift. rusmidlet har en dominerende rolle i ens liv
• Fortsat indtage rusmidlet trods kropslige og psykiske skader

Der er ingen tvivl om at en række af disse punkter gælder for mennesker der oplever at være afhængige af sukker. Men sukker giver ikke fysiske abstinenssymptomer og  toleranceudvikling.

Der skelnes mellem at være afhængig af stoffer og afhængig af aktiviteter, og mellem fysisk afhængighed, som er karakteriseret ved abstinenssymptomer (som fx ved misbrug af alkohol og narko), og psykisk afhængighed, der er karakteriseret ved ukontrolleret, tvangspræget brug. Psykisk afhængighed kan udvikles ifm. aktiviteter som shopping, spil,  sex, arbejde, motion og overspisning, men psykisk afhængighed forekommer også ifm.  misbrug af stoffer som nikotin, alkohol og narko, hvilket kan gøre det svært at skelne i  praksis mellem de to former for afhængighed.

Hjernen belønner os

Hjernens belønningssystem spiller en stor rolle for psykisk afhængighed. Og det er her vi  skal finde svaret på det spørgsmål som mange stiller sig selv igen og igen: ”Hvorfor bliver  jeg ved når jeg nu godt ved at det er dumt?” Når vi spiser velsmagende mad, udløses der  nogle stoffer i hjernen der får os til at slappe af, opleve nydelse, ro og velvære. Disse  stoffer kaldes neurotransmittere og omfatter bl.a. opioider (der er knyttet til lyst) og dopamin (der er knyttet til trang). Det område af hjernen der aktiveres af velsmagende mad, er det samme som aktiveres af rusmidler som alkohol, nikotin og narkotiske stoffer.  Rusmidler medfører dog en betydeligt større frigivelse af neurotransmittere end mad.

De positive psykiske følger vi opnår ved at spise, virker som en form for belønning. Vi  bliver med andre ord belønnet for at spise – især mad med meget energi (fedt og sukker). Og vi skal tilbage til urmennesket i os selv for at finde forklaringen på dette  belønningssystem. For set ud fra et evolutionært synspunkt er det smart af naturen at  udstyre os med mekanismer der giver tilfredsstillelse når vi ’arbejder’ for noget der er  afgørende for vores overlevelse. Der er tale om en funktion i hjernen der har holdt  mennesker i live generation efter generation. Men som i dag er årsag til at mange af os  spiser mere end godt er.

Afhængighed eller spiseforstyrrelse?

Selv om der er almindelig enighed om at velsmagende mad ikke i sig selv er  afhængighedsskabende, så antyder dyreforsøg at måden hvorpå vi spiser velsmagende  mad kan tænkes at have betydning, især hvis det indtages i form af binge eating.  Spørgsmålet er dog om overspisning er den egentlige årsag til afhængighed, eller om der  er tale om psykologiske problemer der søges ’løst’ ved at overspise, således at  overspisning snarere er et symptom på et problem end årsagen til problemet. Og at den  effekt overspisning har på neurotransmitterne, er med til at vedligeholde hele  problemkomplekset.

Slave af søde sager for altid – eller?

Vi har altid et valg. Vi er helt klart påvirket af gener, kemi og vaner, men vi er ikke  stavnsbundne af dem. Men det er stærke kræfter vi er oppe imod, så en forandring  kræver at man virkelig vil den. At man får taget en forpligtende beslutning om at gøre det  store og nødvendige arbejde det er at ændre en uhensigtsmæssig adfærd. Og opgiver  tanken om en mirakelkur – uanset om det at spise søde sager er en form for  trøstespisning, en spiseforstyrrelse (og dermed en copingstrategi der handler om at flygte fra problemer og negative følelser) eller ’blot’ en uhensigtsmæssig vane.

Måske kræver det hjælp at mestre den store udfordring som en adfærdsændring er. Det kan være via fællesskaber med andre eller via vejledning fra en diætist eller psykolog. Der er ingen simple måder. Men der er mange mulige veje.

Referencer:
Benton D (2010). The plausibility of sugar addiction and its role in obesity and eating disorders. Clinical Nutrition, 29: 288-303.

Corwin, RL, Grigson PS (2009). Symposium overview – food addiction: Fact or fiction? Journal of Nutrition, 139: 617-619.