Stine Weis døjer med træthed, nedsat lungekapacitet og koncentrationsbesvær, efter hun i marts var syg med covid-19. Nu går hun til genoptræning, for selv et lille stræk er anstrengende.

Hun ligner en adræt gymnast i sit sorte træningstøj, men da Stine Weis skal strække armene over hovedet og føre dem ned bag kroppen, bliver hun svimmel.

– Jeg kan mærke det helt ud i fingrene, siger hun, bøjer sig forover og gnider hænderne. Øvelsen er den hårdeste træning Stine Weis har lavet i måneder. Hun var syg med covid-19 i marts, og siden har hun ikke kunnet lugte eller smage, hun har svært ved at huske og koncentrere sig, og hun har en lammende træthed, som styrer hendes liv. Derfor er hun henvist til genoptræning på Aarhus Kommunes Neurocenter, hvor hun og to andre kvinder i 20’erne i træningstøj og strømpesokker laver blide strækøvelser med fysioterapeut Malene Brink. Alle døjer de med senfølger i forskellig form.

– Rul forover, siger Malene Brink og viser hvordan de skal lade hovedet bøje forover, så de ruller ned mod gulvet ryghvirvel for ryghvirvel.

– Bare lad tyngden trække jer ned. Lad armene føre an, og træk vejret ind, siger Malene Brink, som iført visir kommer rundt til dem på skift og holder om deres brystkasse, så de kan mærke den udvide sig mod hendes hænder.

En bliver utilpas af at have hovedet nedad og må stoppe.

– Jeg ved godt at den kan I bare ikke lide, siger Malene Brink afvæbnende.

Umuligt at tage sig sammen

Stine Weis er 25 år, læser statskundskab og blev smittet med coronavirus da hun var på et udvekslingsophold på universitetet i Barcelona. Hun fløj hjem med et af de sidste fly lige omkring nedlukningen. Dagene før havde hun haft hovedpine, men da hun kom hjem, mistede hun smags- og lugtesansen. Hun havde næsten ikke feber, men afsindige muskel-smerter, hovedpine og en utrolig træthed. Hun sov og sov. Hun havde trykken for brystet og problemer med at trække vejret. Efter 3 1/2 uge, hvor hendes kæreste havde passet hende, blev hun testet. Da havde hun stadig virus i kroppen.

– Jeg tror jeg havde et moderat forløb. Jeg var ikke ved at dø eller noget.

Siden er det som om hun aldrig rigtig er blevet rask. Hun sover stadig meget, og alligevel fylder den mentale træthed alt. Hun, som ellers altid har kunnet give den en ekstra skalle. Arbejdet sig igennem en knæskade fra håndbolden, slidt sig igennem eksamensperioder eller hanket op i sig selv når hun ville være sammen med venner.

“Jeg tænkte at jeg bare skulle tage mig sammen, men det kunne jeg ikke.”

Fysioterapeut Malene Brink har bedt kvinderne om at lægge sig ned på siden på de sorte måtter. Centeret har ikke en færdigafprøvet behandling, men de har taget dele af det rehabiliteringsforløb de bruger til personer med eksempelvis følger af meningitis, for symptomerne ligner hinanden.

Kvinderne er unge, smidige og har stærke kroppe, men samtidig er de sårbare og skrøbelige. Nu skal kvinderne liggende på siden tegne store cirkler i luften med den øverste arm. De skal strække de muskler de bruger til at trække vejret.

Store tårer drypper ned på Stine Weis’ måtte.

– Jeg bliver forskrækket når jeg ikke kan styre min vejrtrækning, siger hun og tørrer øjnene med ærmet.

En fløjte med modstand

Stine Weis klarede sig igennem sommeren. Det var ferie, og hun skulle ikke noget. Efter sommerferien havde hun fået lige den praktikplads hun havde drømt om. Det var arbejde på fuldtid. Men hun havde svært ved at læse en mail eller huske et klokkeslæt.

– Jeg arbejdede, og så sov jeg. Det var alt jeg kunne. Og så var jeg rigtig ked af det og græd meget.

Hun blev bange for om hun nogensinde ville få det bedre. Hos sin læge blev hun henvist til Lunge- og Infektionsmedicinsk Afdeling på Skejby. Her blev hendes lungekapacitet testet. Den var i den lave ende i forhold hvad der er normalt for hendes alder. Der blev også lavet en hukommelsestest. Eller det vil sige: De begyndte kun. Stine Weis skulle gentage nogle tal og en adresse. Ting som før ville have været lette. Men hun kunne ikke. Hun fik en henvisning til neurocenteret.

Her har hun gået hos fysioterapeuten, som har forklaret at hun rent fysisk har ændret måden hun trækker vejret på. Den store muskel man bruger, er blevet stiv efter det lange sygdomsforløb. Ud over træningen har Stine Weis fået en såkaldt pep-fløjte. Det er et rør af gennemsigtig plastik. Fløjten bruges eksempelvis til patienter med lungesygdommen KOL. Der er modstand når man trækker vejret i den, og det træner lunger og muskler. ”Fyyyyiu”, hvisler det svagt når hun blæser i den.

Stine Weis går også hos en ergoterapeut. Hun har forklaret at Stine Weis’ hjerne er overbelastet, og at den skal have ro. Sammen har de lagt et dagsskema, som beskriver præcis hvad Stine Weis skal. Måltider er skemalagt, og der er lagt hyppige pauser ind, hvor hun skal ligge stille og give sin hjerne ro.

Praktikken er sat ned til halv tid, så hun har fri klokken 13. Derefter sover hun halvanden time. Om eftermiddagen må hun gå en tur, gerne med en veninde, men kun én time. Derefter skal hun hvile.

– Jeg har kørt på mine reserver, og nu er der ikke mere at give af, siger Stine Weis.

Hvis hun holder sig til skemaet, går det bedre. Overholder hun det ikke, får hun hovedpine eller pletter for øjnene. Målet er at hun aldrig presser sig så meget at hun får symptomer.

– Når jeg bliver rigtig træt, flimrer det for mine øjne, og jeg begynder at snøvle… Hedder det det, spørger hun træt, mens hun gnider sig over øjnene.

Stine Weis må ligge på maven på måtten og mærke sin vejrtrækning mens de andre laver de sidste øvelser.

– Vi laver noget nyt i dag, men det er vigtigt for mig at jeg får skubbet jer videre ud i livet, siger fysioterapeut Malene Brink.

Dårlig samvittighed

De unge kvinder spritter hænderne efter træning. Spritten river i næsen, men Stine Weis ænser det ikke. Hun fortæller at det dræner hende at være sammen med andre mennesker, og derfor må hun vælge en stor del af sit sociale liv fra. Det er svært at fortælle andre, hvordan hun har det. Hun godt kan tage sig sammen en time når hun er sammen med andre, men så ser folk ikke hvordan hun har det når hun kommer hjem og er træt, uden initiativ og har let til tårer.

– Jeg har dårlig samvittighed. Jeg har altid lært at det er godt at arbejde, jeg har altid kunnet komme igennem ting ved at knokle. Men jeg er nødt til at tage det her seriøst, ellers får jeg det aldrig bedre. Det her er noget jeg ikke kan arbejde mig ud af.

Læs mere om behandling af corona-senfølger i artiklen: Godt videre efter covid-19