18 cm smallere om livet – med mere energi og overskud

Af: Marianne Nørup, journalist

Foto: Marianne Nørup

Irene Poulsen har været på utallige slankekure. Men nu har hun tabt 12 kilo og er blevet 18 cm slankere om livet. Denne gang som følge af en livsstilsændring, og det er noget helt andet, mener hun.

Suppekuren. Juicekuren. 5-2-kuren. Vægtvogterne.

Og så alle de forskellige kure fra ugebladene, som hun for længst har glemt navnet på.

Det er ikke første gang Irene Poulsen har tabt sig. Faktisk langt fra. Men hun har – som så mange andre – altid taget det tabte på igen. Denne gang har hun tabt sig hele 12 kilo. Uden at være på kur. Og denne gang er det anderledes, det er hun overbevist om.

Flere indgange

Aktuelt var det da nu 67-årige Irene gik på pension for et par år siden, at kiloene kom snigende. Irene arbejdede på et plejecenter og bevægede sig meget i hverdagen, men pludselig kom den fysiske aktivitet ikke af sig selv. Det gjorde de ekstra kilo på sidebenene til gengæld.

– Jeg havde det dårligt med at være overvægtig. Både fordi det decideret er ubehageligt at slæbe rundt på ekstra vægt, men også fordi jeg jo godt ved at det bestemt ikke er godt for sundheden, fortæller hun.

Irene meldte sig derfor til tilbuddet UTurn, (inspireret af forskningsprojektet og tv-udsendelsen af samme navn) i FysioDanmark Roskilde. Her kobles en fysioterapeuts faglige tilgang til kroppen med en autoriseret diætists kostvejledning i en individuelt skræddersyet støtte til livsstilsændring.

– Forløbet gav mig lige det skub der skulle til for at komme i gang. Men ikke mindst hjælp til at kunne holde vægten efter vægttabet. Jeg har været på utallige mærkelige kure, men denne gang har jeg gennemført en livsstilsændring – og det er noget andet, siger Irene.

Diætisten gav Irene gode råd, der alle tog udgangspunkt i Irenes hverdag og præferencer:

– Vi talte om hvad jeg kunne lide, og hvordan mulighederne er i min hverdag. Og jeg fik hjælp til kostplaner med mad jeg kan lide, og som jeg bliver mæt af.

Irene opdagede at hun ikke havde spist sundt nok. Der kom blandt andet flere grønsager, fisk og kylling og lidt mindre kød på tallerkenen.

– Men først og fremmest fandt jeg ud af at jeg har spist for meget og rørt mig for lidt, siger hun.

Varieret træning

Irene har ellers altid været glad for at gå ture og cykle. Før i tiden har hun også svømmet regelmæssigt, men det satte en kræftsygdom for år tilbage en stopper for.

– Jeg brød mig simpelthen ikke om at vise mig i badetøj, fortæller Irene. Så svømningen blev droppet, og lige så stille blev cykel- og gåturene også færre.

Da Irene startede op med UTurn-træningen, skete der hurtigt ”en enorm forskel”, som hun udtrykker det:

– Jeg begyndte at få det meget bedre. Jeg fik mere energi, var ikke så træt og følte mig mere ovenpå.

Irene startede sit forløb efter sommerferien sidste år, og er nu igennem. De planlagte 12 kilo lettere og ikke mindst 18 cm smallere omkring livet.

– Jeg vil ikke tabe mere, jeg synes jeg er som jeg skal være nu, siger den høje flotte kvinde. I dag træner hun i FysioDanmarks fitnesscenter to gange om ugen. Derudover dyrker hun spinning to gange om ugen, hun har genoptaget sin svømning og er i svømmehallen en gang om ugen.

En række lange gåture bliver der også plads til.

Forløbet er gået helt efter planen, men der har selvfølgelig været op- og nedture:

– Det har været en uvurderlig hjælp at jeg undervejs har kunnet rådføre mig med Nikolaj eller centrets diætist hvis jeg har haft svært ved at holde fast, eller hvis jeg har været i tvivl om noget. For eksempel hvordan jeg skulle få styr på proteinbehovet, eller hvor meget jeg skulle øge min belastning i styrketræningen. Det har givet mig systematik og gjort det hele meget konkret og overskueligt.

Hjertemedicinen er droppet

Selvom Irene er færdig med UTurn, benytter hun sig stadig regelmæssigt af kontrolsamtaler med både fysioterapeuten og diætisten. Det gør det lettere at fastholde den nye livsstil.

– Det har været nemmere end forventet. Hvis jeg kan se at jeg har taget et kilo på, så tager jeg lige et par uger på smalkost, så der aldrig når at sætte sig noget, siger Irene.

Vægten er på plads, humøret og energien er i top. Og oven i gevinsterne har Irene kunnet tilføje en uventet ekstra bonus. Efter sin kræftsygdom for fire et halvt år siden fik Irene dårligt hjerte, og blev sat på livslang hjertemedicin.

– Den har jeg trappet helt ud af. Jeg har været medicinfri i fire måneder nu, og testene hos lægen ser rigtig fine ud. Det er fantastisk.

Hvad ved vi egentlig om overvægt?

10 gode råd: Motion for dig der er overvægtig