Johanne Louise Schmidt: Jeg bliver hele tiden klogere på min krop

Af Kristine Buske, journalist

Foto: Lars H. Laursen

Hofte, knæ, tå, bækken. Skuespiller Johanne Louise Schmidt har oplevet mange skader og fået mange lærestreger. Hver og en har de gjort hende bedre til at passe på sin krop. Til at styrke den, beskytte den og lytte til den

Johanne Louise Schmidt var aldrig et af de børn som brillerede på fodboldbanen eller i håndboldhallen. Hun var nok nærmere det man med glimt i øjet kalder boldmongol. Sport lod hun helst de andre om. Lige indtil hun startede på skuespilskolen. Her var der kropstræning hver morgen, og fægtetimer, ballet, dans og anden fysisk træning var en fast del af skemaet. Og nu fik Johanne lige pludselig en viden om kroppen, der gav hende en helt ny forståelse for disciplinen motion.

Det var ikke længere noget man skulle være god til eller være født med evner for. Men noget man hele tiden kunne forbedre. Noget der gjorde hende stærkere. Og et redskab til at præstere endnu bedre som skuespiller.

– Jeg fik en selvtillid omkring træning, som jeg ikke har haft før. Og pludselig blev jeg bidt af konkurrenceelementet og løb gerne 10-15 kilometer et par gange om ugen

Træning begyndte pludselig at fylde meget i mine tanker, fortæller Johanne.

Skuespiller eller atlet?

Desværre er det som om Johannes krop har en forbandelse over sig. Måske med lige dele uheld og lige dele konsekvenser af fysisk krævende arbejde. Det hele startede lige i den periode hvor teater blev nyt og moderne, og skuespillerne skulle præstere på et niveau der lignede eliteatleter. Og sammen med den udvikling kom skaderne.

– Som skuespiller er du ikke uddannet i at passe på din krop på samme måde som sportsudøvere. Du tænker: ”jeg kan da sagtens springe som en hjort i flere timer”, men det er ikke altid at kroppen er enig, griner hun.

Første lærestreg meldte sin ankomst da Johannes bækken forskubbede sig under en forestilling og plantede smerter ud i hofterne. Dengang var hun i slutningen af tyverne. Hun kunne ikke køre bil, og måtte sige nej til en af sine forestillinger.

– Smerterne var næsten invaliderende. Jeg fik nogle behandlinger, blandt andet blokader i hoften, men de virkede ikke. Det eneste der hjalp, var at drosle lidt ned på træningen, og så blev det bedre over tid, siger Johanne.


Johanne har aldrig været til sport. Men kropstræningen på skuespilskolen ændrede
hendes syn på træning og motion

Nem graviditet, hård fødsel

Anden lærestreg fik Johanne da hun fødte sin datter. Ikke fordi hun ikke styrkede sin krop under graviditeten. Hun holdt sig i form og spise sundt. Men hun lærte på den hårde måde at en fødsel og amning kræver ekstra polstring. Under graviditeten viste badevægten at det primært var foster, fostervand og moderkage der havde lagt sig til kroppen. Der var ikke nok at stå imod med, og en nem graviditet skiftede til en hård fødsel.

– Jeg lærte igen at min krop er mit hylster, og jeg er nødt til at passe på den

Amningen drænede så meget at Johanne valgte at stoppe efter fire måneder. Hun skulle spise store mængder mad for at der var nok næring til at producere mælk til Allie, og det tog hårdt på kræfterne.

– Jeg tog en beslutning om at lytte til mig selv. Selvom det er en af de største klicheer der findes, er der altså noget om det med at tage vejrtrækningsmasken på sig selv først, siger Johanne.

En flækket meniskJohanne har også brækket tåen og er gledet i et stykke stof så hun fik en fibersprængning.

– ’Amen det er helt utroligt, siger hun, mens hun griner lidt af sig selv.

Sidste år fik hun endnu en skade til samlingen. Det var Johannes sidste forestilling som skuespiller på Det Kongelige Teater, og samtidig teatrets 300-års jubilæum. Og det blev fejret med et brag. Næsten bogstaveligt talt. Eller rettere med et smæld. Hun spillede Den Vægelsindede og skulle øve en scene fire dage før præmieren, hvor tre kolleger skulle løfte hende op i en form for trekant. Knæet gav sig, og hun kunne pludselig ikke bevæge det.

– Jeg havde længe mærket at mit knæ havde en tendens til at låse sig. Nu viste det sig at min menisk var flækket og sad fast i knæet. Så nu er jeg blevet opereret og har fået fjernet den ene menisk, forklarer Johanne og hiver op i buksebenet, så man kan se to små, fine ar på hver side af det dårlige knæ.

– Det sætter en stor fed streg under at jeg skal styrketræne resten af mit liv, siger hun.

Menisken mangler

Mens Johanne fortæller, kigger hun engang imellem ud i stuen, som spiller der en film bag hendes øjne, der bliver formidlet ud gennem hendes læber mens hænderne understreger pointerne. Benene ligger stabilt i skrædderstilling. Men da hun bliver spurgt om hun kan mærke at hun mangler den ene menisk, rejser hun sig op og begynder at gå i cirkler.

– Når jeg bare går, mærker jeg det ikke. Jeg kan godt mærke at det er som om der mangler noget i det ene knæ. Men det er først når der kommer belastning på, at det generer mig, forklarer Johanne, mens hun sætter sig på hug for at vise.

– Jeg er gået i gang med at genoptræne knæet med hjælp fra min fysioterapeut, og har også fået øvelser jeg kan lave på hotelværelset når jeg er på arbejde. Men jeg synes godt nok det er svært at finde overskuddet til det. Åh, det er irriterende, udbryder hun.

Slut med krumspring

Lige nu er Johanne i gang med indspilningerne til filmen Synkefri. Det er instruktør Christian Andersens første film, som forventes at udkomme i 2024. Den handler om en båd i Hirtshals, som skulle være den første fiskekutter der ikke kunne synke. Alligevel synker båden med besætningen ombord, og man følger de efterladte og deres sorg. Johannes passion for fortællinger slår gnister i hendes øjne når hun fortæller om filmen. Der er ingen tvivl om at hun har nørdet stoffet helt ud i alle afkroge.

Og hun har taget en beslutning. Hun skal ikke sætte kroppen på spil på samme måde som hun gjorde i starten af sin karriere.

– Jeg tænker mig meget mere om når jeg skal kaste mig ud i noget fysisk på et filmset. Og da jeg fik min hofteskade, skruede jeg ned for mine forventninger til træning.

Jeg nyder mine seks kilometers løb nu. Og jeg har lært at stærke knæ og hofter er alfa og omega – Jeg vil jo gerne arbejde mange år endnu

OM JOHANNE LOUISE SCHMIDT

39 år og opvokset i Skanderborg.

Johanne var fastansat som skuespiller på Det Kongelige Teater fra 2011 til 2022 og er lige gået freelance.

Hun er kendt fra en lang række teaterforestillinger – blandt andet den Reumert-vindende forestilling Metamorfoser. Derudover spiller hun Rose i de tre første filmatiseringer af Jussi Adler-Olsens romanserie om Afdeling Q,  Käte Jørgensen i filmen Bamse og Rolfs ekskone Maria i TV2-serien DNA.

Ud over skuespillet arbejder hun også på forskellige andre projekter – blandt andet skriver hun musik.

Johanne bor på Amager sammen med sin kæreste skuespiller Thomas Hwan og deres datter Allie på 6 år, som starter i skole til sommer.