Tilbage til hverdagen: En frisk start

Tekst: Marianne Nørup, journalist

Foto: Shutterstock

Normaliteten er ved at indfinde sig, men det kan virke udfordrende at vende tilbage til hverdagen og de gamle rutiner efter en ekstraordinært stille periode. Kan vi gøre noget for at undgå stress i den forbindelse? Og hvordan tager vi de gode erfaringer fra nedlukningen med os?

Det kræver altid lidt tilvænning at starte job efter en lang, afslappet sommerferie. Men i år er situationen for mange af os ekstraordinær, fordi vi også skal vænne os til at “gå almindeligt på arbejde” igen. Nogle skal tilbage til arbejdspladsen efter næsten halvandet års fravær, andre fik lige snuset til det normale arbejdsliv før sommerferien satte ind.

Det kan være meget forskelligt hvordan vi har oplevet arbejdsdagen under det sidste år. Sandsynligvis har vi opdaget både gode og mindre gode ting ved at arbejde hjemmefra og undvære kollegerne og det fysiske arbejdsmiljø.

7 aktive veje til at

Undgå stress når du genoptager dit arbejde

  • Prioritér tid til at lade dine batterier op gennem motion, søvn, afslapning, fridage – og vær bevidst om hvilke faktorer som bidrager til at stresse dig.
  • Prioritér dine opgaver: 1, 2 og 3.
  • Vær bevidst om dine valg – når du siger JA til noget, siger du NEJ til noget andet.
  • Vær bevidst om at gøre ting du har lyst til.
  • Du KAN udføre en given opgave, et socialt arrangement eller lignende – men du SKAL ikke.
  • Tag ansvar for DIG og gør noget ved det du kan gøre noget ved.
  • Brug PYT-knappen dér hvor du ikke kan eller vil gøre noget ved problemet.

Tag det gode med

Uanset hvilke erfaringer der vejer tungest, kan erfaringerne blive et godt udgangspunkt for at starte på en frisk. Brug dem til at ændre din situation til det bedre. Det lyder måske ikke umiddelbart så nemt, men det vigtige er din bevidsthed om at hvis du vil ændre på noget, skal du gøre noget andet end du plejer, fortæller stress-coach og fysioterapeut Helle Stryger Rasmussen

– Hvis du har arbejdet hjemmefra, har du sandsynligvis oplevet at det hele har været lidt mere roligt end sædvanligt. Hold fast i det som har gjort dig godt. Styr uden om automatpiloten og den hastighed din gamle hverdag var gearet til. Lav dig eventuelt en liste med ting du kunne ønske var anderledes, og gå efter at få det implementeret i din nye hverdag, lyder rådet fra Helle Stryger Rasmussen, som her deler en række konkrete redskaber til at komme godt i gang med den proces.

Refleksioner kan starte en positiv forandring

Stil dig selv et par spørgsmål: 

Forestil dig at du har 3 bolde i luften du skal jonglere med:

  1. Familie
  1. Arbejde
  1. Dig

Nu taber du én af boldene – hvilken taber du først? Og hvilken taber bold taber du som nummer to? Hvilken er mon tilbage? Hvordan burde det være?

Hvilke konkrete ændringer var gode for dig og din familie under nedlukningen?

Hvordan kan du holde fast i de ændringer der gjorde dig og din familie godt?

Eksempler kunne være gåture, natur, ro, nærhed, mindre tid på indkøb, mindre tid på web-surfing, mindre fokus på materielle ting, fælles fysisk aktivitet, tid til brætspil og lydbøger, madplaner mv. Eller omvendt mere bevidst og helhjertet at nyde friheden til at kunne tage på restaurant, til fester, på rejser osv.

Artikler fra Krop+fysiks arkiv opdateres ikke.