70-årige Mogens Andersen har brugt 36 år af sit liv på at levere post til beboerne i den nordjyske by Thisted. Men da nordjyden i 2014 bliver ramt af den hyppigste kræftform hos mænd – prostatakræft – må han indrette sig på et liv med følgevirkninger af operationen, heriblandt inkontinens.
Prostatakræft er arveligt. Så da Mogens Andersens storebror bliver syg med sygdommen, skal Mogens naturligvis også tjekkes.
Alligevel kan Mogens kan ikke rigtig forstå det, da lægen siger at han skal opereres. Han argumenterer og fortæller at han ikke har ondt nogle steder. Lægen svarer at når det først gør ondt, er det for sent.
– Jeg var meget skeptisk i forhold til operationen. Jeg havde læst om velfungerende og raske mænd som blev opereret for prostatakræft, ofte uden at opnå andet end bivirkninger som impotens, ufrivillig vandladning og forringet livskvalitet, fortæller Mogens Andersen.
Men den 1. september 2014 ligger Mogens på operationsstuen på Aalborg Sygehus.
Lige efter operationen er Mogens inkontinent og må bruge ble. Han får løbende taget blodprøver for at holde øje med sine PSA-tal, som lægen bruger til at vurdere hvor god en effekt operationen har haft på Mogens. Efter bortoperation af prostata bør PSA-værdien i blodet blive så lav at den ikke kan måles – dvs. under 0,1 ng/ml. Når prostata fjernes, kan kroppen nemlig ikke længere producere PSA.
– Men det kneb en lille smule med mine tal. Hvis lægen kan måle PSA-værdien i blodet tre måneder efter operationen, tyder det på at der på tidspunktet for operation har været mere udbredt sygdom end først antaget, siger Mogens.
“Du må hellere prøve en hormonkur – så skulle vi gerne få styr på dine tal.”
Lægens ord bliver til virkelighed, og Mogens starter på en hormonbehandling der skal stoppe virkningen af hormonet testosteron på prostatacellerne, herunder prostatakræftcellerne.
– Jeg svedte helt vildt på grund af hormonerne – og jeg er altså typen hvor der i forvejen ikke skal vildt meget til for at jeg får varmen. Men det var til at leve med, og efter et år med behandlingen var der styr på mine tal. Jeg blev erklæret rask.
Selvom Mogens nu officielt er rask, døjer han stadig med følgevirkninger fra operationen. Han melder sig derfor til et kursus, ’Mænd og bækkenbundstræning’, som han opdager i en lille notits i den lokale avis.
– Jeg blev faktisk rigtig flov da jeg skulle fortælle de andre fremmødte om mine problemer. Men mest af alt fordi mine gener var minimale i forhold til de bivirkninger de andre mænd på kurset kunne berette om.
De andre mænd fortæller om gennemblødte bukser i offentligheden, og problemer der dominerer deres sociale liv og hverdag massivt. Mogens drypper kun en smule, og tænker på om han overhovedet er berettiget til at være på kurset.
Han bliver, og tænker i dag tilbage på det som noget af det bedste han har gjort. Til kurset får han en masse øvelser af fysioterapeut Gunnvor Nickolajsen, men ikke mindst også masser af opløftende samtaler med de andre ligemænd til kurset.
– Jeg var forundret over hvorfor man ikke får tilbudt et kursus eller hæfte med instruktioner til træning af bækkenbundet efter en operation. Min livsstil er blevet markant forbedret efter det her kursus, og fremtiden ser lys ud.
– også efter prostataindgreb
Kræftens Bekæmpelses lokalafdeling i Thisted tilbyder en gratis kursusrække, som kaldes ”Mænd og bækkenbundstræning”. Underviser er Gunnvor Nicolajsen, fysio- og uroterapeut, og Mogens Andersen og mange andre mænd har via dette kursus fået afhjulpet deres vandladningsproblemer og opnået en bedre bækkenbundsfunktion.
Indsats med få, enkle, effektive og billige midler
Ni ud af ti deltagere på kurserne minimerer eller eliminerer deres vandladningsproblemer efter deltagelse i kurset, som strækker sig over 4 gange 2 undervisnings- og træningstimer.
Det er en enkel og meget lidt indgribende indsats, der kan afhjælpe problemer som ellers tit gør mændene fysisk inaktive, socialt isolerede og som medfører nedsat livskvalitet for dem. Mændene har desuden et stort forbrug af inkontinenshjælpemidler – bleer og bind, siger fysioterapeut Gunnvor Nicolajsen.
Kurserne er gået over al forventning, fortæller hun. Mændene har været meget åbne om deres problemer, de har været meget videbegærlige og spørgende i undervisningen, og de har været meget motiverede for træningen. Det har resulteret i de positive resultater de har opnået: Færre til ingen symptomer, nedsat brug af inkontinenshjælpemidler og mere aktive borgere, såvel fysisk som socialt.
– Borgerne går med problemerne selv i år til årtier før de henvender sig, så vi fagfolk skal være mere opmærksomme på at spørge ind til disse problemer, normalisere det at tale om det, og hjælpe disse borgere. Man kunne ønske sig at området generelt fik en meget større bevågenhed fra beslutningstagernes side, siger Gunnvor Nicolajsen.
Hun finder det besynderligt at man fra beslutningstageres side ikke har et større fokus på urininkontinens og andre vandladningsforstyrrelser, da der mindst er en halv million danskere der lider af inkontinens alene – og så har vi ikke nævnt andre vandladningforstyrrelser, som kommer derudover.
Det er en meget omkostningstung post for det offentlige, alene med tanke på de store beløb der bruges til inkontinens-hjælpemidler. Dertil kommer medicinudgifter til borgere med gentagne blærebetændelser og udgifter i forbindelse med benbrud efter faldulykker, som tit opstår når der er tale om unormalt mange natlige vandladninger.
– Fagligt set kan vi gøre meget på dette område, både i forebyggelses- og behandlings-øjemed. Etisk skylder vi vore borgere at italesætte og tage hånd om deres problem, så de kan leve, som aktive borgere med den bedst mulige livskvalitet. Og sundhedsøkonomisk er der kun gevinster ved at tænke i målrettede indsatser på området, fastslår Gunnvor Nicolajsen.
Artikler fra Krop+fysiks arkiv opdateres ikke.