Tekst: Kristine Buske, journalist

Foto: Nicolas Koch Futtrup, Mona Samir Frost

Det handler om det mindset man sætter sig når man får en udfordring

”Jeg har det som om jeg er blevet kørt over af en lastbil”. Den talemåde er trommeslager Søren Frost en af de få der for alvor forstår. Stædighed, delmål og motiverende læger og fysioterapeuter fik ham tilbage til trommesættet – og tilbage i løbeskoene.

Søren Frost ligger på en båre på Rigshospitalet omringet af læger og sygeplejersker. Alle spiller en vigtig rolle, for de ved at små detaljer og få sekunder kan være afgørende. Søren er blevet kørt ned af en lastbil. Skaderne på højre ben svarer til at blive ramt af en vejsidebombe. Sådan lyder meldingen. Han skulle bare lige hen til sin fysioterapeut og have tjekket foden inden VM i maraton 2014 i weekenden. Nu kan han ikke mærke sit ben.

“Du skal give tilladelse til at vi må amputere dit ben hvis det bliver livstruende”, lyder det fra overlægen idet han lægger Søren i narkose.

“Nej nej, det går ikke!”, stønner Søren gennem iltmasken. “Jeg er trommeslager!”

Ni timer senere vågner han op fra operationen. Med begge ben og fødder.
“Jeg skal nok klare den”, tænker han.

Et nemt valg

Søren Frost er trommeslager i DR Big Bandet og i flere år også i jazztrioen Esben Just Trio. For ham er det ikke en mulighed at lægge karrieren på hylden efter ulykken. Så han starter et benhårdt genoptræningsforløb. Da lægen siger at der går cirka 6-8 måneder inden han er nogenlunde frisk igen, svarer han: ”Fint, så siger vi seks måneder”. Det passer nemlig med at Big Bandet skal på turné.

– For mig var der to valgmuligheder. Jeg kunne tælle huller i loftpladen over hospitalssengen og have ondt af mig selv. Eller jeg kunne minde mig selv om at jeg lever og har begge ben – og få det bedste ud af det. Valget var ikke svært, fortæller Søren.

Søren gennemgår omkring otte operationer i fuld narkose. Blandt andet bliver den store rygmuskel fjernet og derefter fæstnet på højre underben. Langfredag får han et langt marvsøm i højre lårben for at holde det sammen. Han kan ikke lade være at tænke på Jesus’ korsfæstelse og minde sig selv om at han da er en del mere heldig.

Lektier, lektier, lektier

Topmotiveret laver Søren Frost de ”lektier” som fysioterapeuterne har givet ham for. Han har sat sig flere delmål. Et af dem er at deltage som gæst på Roskilde Festival den kommende sommer – på krykker, ikke i kørestol. Han har nemlig modtaget en kæmpe buket blomster fra Rolling Stones-trommeslageren Charlie Watts, som har inviteret ham og fruen backstage. Et andet mål er at gennemføre et halvmaraton i 2016. Et mål som Sørens plastikkirurger stiller sig lidt skeptiske over for.

En af fysioterapeuterne hedder Christian. Han stikker Søren et par håndvægte i hånden. ”De arme er ikke særligt stærke i forvejen, så hvis de skal bære dig på krykker, er du nødt til at træne dem,” siger han med et glimt i øjet. Ud over styrketræning fra sengen bliver venepumpeøvelser også en del af programmet for at sætte gang i blodtilførslen til det dårlige ben. Søren har også et sæt trommestikker, så han kan ligge og luftøve sig til den kommende turné

Hver gang Søren får nye lektier for, skriver Christian dem op på et stort whiteboard.

“Det motiverede mig meget at fysioterapeuterne tog mine mål seriøst og gav mig det spark jeg havde brug for.”

– Jeg havde en træningsdagbog, hvor jeg skrev alle de øvelser og gentagelser op jeg lavede hver dag. På de hårde dage, hvor smerterne fyldte meget, kunne jeg kigge i dagbogen og se mine fremskridt. Det betød at jeg aldrig gav op, siger Søren Frost og fortæller at stædigheden nok altid har ligget dybt i ham:

– Jeg har løbet en del maratonløb og spillet udfordrende koncerter. Selvom det fysisk ikke kan sammenlignes, så handler det om det mindset man sætter sig når man får en udfordring. Derfor har jeg hele tiden vidst at jeg nok skulle klare den. Det er nok min livsindstilling.

Under indlæggelsen bruger Søren også sit eget gåpåmod og positive energi på at hjælpe sin stuekammerat ud ad sengen. Ironisk nok virker Sørens egne ben endnu ikke på det tidspunkt. Så han løfter håndvægte når kammeraten går en tur rundt på stuen eller ud på gangen.

Frihed på krykker

Da Søren begynder at komme på benene, viser Christian ham hvordan han kan bruge sine krykker til at gå op og ned ad to etager. Det er nemlig så langt der er op til Sørens lejlighed. Efter første forsøg med Christian er Søren helt udmattet. Men et par dages øvelse, og han har pludselig gået ti etager. To uger efter bliver Søren udskrevet, og hans egen fysioterapeut, Kim, tager hjem til ham med en gave. En motionscykel. Han har slæbt den på skulderen hele vejen op ad trapperne.

Kim giver Søren nogle øvelser han skal kunne udføre før han må begynde at cykle. Derudover går Søren til træning på Riget hos en anden fysioterapeut, Jacob, som også giver mange lektier for.

Søren får også en kørestol med hjem. Men den bliver kun brugt et par gange. Blandt andet som skammel til en fest i Fælledparken.

– Jeg brød mig ikke om at sidde i en kørestol. Jeg ville have min frihed til selv at bevæge mig hen hvor jeg ville. Jeg ville ikke føle mig som en patient. Så hellere bruge ekstra tid på krykkerne og tage mig de pauser det krævede, fortæller han.

Meditation gennem benene

I 2016, mindre end to år efter ulykken, opnår Søren sammen med fysioterapeut Kim målet om sit halvmaraton. Og det er blevet til en syv stykker siden. Om han nogensinde formår at løbe maraton igen, ved han ikke. Før ulykken løb han et maraton om året, men han har altid vidst at alderen på et tidspunkt ville sætte en stopper for det. Så nu, hvor han er fyldt 57 år, går det ham ikke så meget på. Det vigtigste er at han stadig kan løbe.

– Det er en frihed for mig at løbe. Det er kun mig, mine ben og mit hoved. Det fungerer som meditation for mig, siger Søren.

Ud over løbetræningen går Søren mange ture, laver bevægelighedsøvelser, holder sig i form og spiser sundt. Men balancen er der stadig lidt udfordringer med. Derfor står han ofte hjemme i stuen og løfter først det ene ben, så det andet. Målet er at han skal kunne gøre det med lukkede øjne i ét minut.

– Jeg er nogle gange kommet hjem fra mine løbeture med skrammer på armene fordi jeg er faldet. Jeg skal koncentrere mig ekstra og kigge ned hvor jeg løber, fordi min balance er blevet dårlig, forklarer Søren.

Indre styrke

Man hører ofte om de traumer der sætter sig efter en stor ulykke. Når døden pludselig sniger sig lidt for tæt på. Sådan har Søren aldrig haft det. Ingen mareridt eller angst. I stedet har han fået sig nye venner for livet. Lægen som opererede ham, spiser han nogle gange middag med. Han og en af sygeplejerskerne tager sammen i Parken og ser FCK-kampe. Og soldaten der ydede førstehjælp i de første afgørende minutter efter uheldet… Søren kan næsten ikke tale om ham uden at blive rørt.

“Det er så vildt at tænke på hvor meget de dygtige mennesker har hjulpet mig.”

– Samtidig har mine venner også været en stor støtte, og min kone, Mona, har været min bedste terapeut gennem hele forløbet.

I dag, godt otte år efter ulykken, er det stadig lidt besværligt at binde sko og tage strømper på. Og noget så banalt som at trække i et par bukser om morgenen bliver også gjort på en alternativ måde. Men Søren kan spille fodbold med sine drenge, spille koncerter med Big Bandet og gøre næsten alt det han kunne før. Han må dog sidde lidt anderledes når han spiller trommer, og kan ikke spille lige så hurtigt. Nogen mener det har givet hans spil en ny dimension. Om det passer, har han ikke selv tænkt over. Men udvikling kan han nikke genkendende til.

“Man kan sagtens komme videre og få et godt liv efter en alvorlig ulykke. Jeg fandt selv ud af at jeg har en indre styrke som kan tage mig meget længere end jeg vidste.”

– Det budskab vil jeg gerne give videre.