Du kender Anders Agger fra skærmen på DR, men vidste du at han har en karriere som fodboldspiller bag sig? Desværre måtte han slippe adrenalin-kickene på grund knæskader. Vi har talt med ham om den dybtliggende passion, hans nye tilværelse i Jyllands hovedstad, og hvad inklusion i virkeligheden handler om.

“Fandtes der noget hvor jeg kunne få en sprøjte eller en pille hver dag, så jeg kunne spille fodbold, så tog jeg det”.

Øjnene klistret til skærmen. Jubelskrig eller ærgrelsens suk. Og timevis på en græsplæne, hvor der bliver sparket til, driblet og løbet efter en bold. For Anders Agger har fodbold fyldt størstedelen af hans liv. Med syv sportsglade onkler – og et par landsholdsspillere imellem – blev fodbolden den primære sport for de tre Agger-brødre. Fodboldopvæksten fandt sted i Ringkøbing IF, hvor Anders hurtigt følte sig hjemme i den klare dramaturgi på fodboldbanen, hvor han spillede danmarksserie-fodbold. Han elskede det. Uanset om det var kampene, der startede håbløse – og pludselig blev holdet the underdog som tog sejren med hjem. Eller kampene, hvor holdet stod som favorit og i stedet endte tomhændede og slukørede i en bus hjem fra Aalborg.

– Fodbold er livet kogt ned til nederlag og sejre. Der er noget primat over det. Følelsen af at
træde ind på et diskotek eller værtshus, hvor man nærmest ikke kan gå fordi man har mælkesyre
helt ud i ørerne – men man skal stadig fejre sejren med drengene. Den følelse er helt unik og kan
ikke fås andre steder, siger Anders.

– Jeg har haft sejrsvilje siden jeg var lille. Nogle år betød det adrenalin-kick meget for mig, og det har da også kostet en brækket næse tre gange, som kan ses i dag, griner han.

Knæet sat ud af spil

Selvom Anders altid har vidst at livet som danmarksserie-spiller ikke ville vare for evigt, var det alligevel en hård kamel at sluge da knæene sagde fra. Allerede som juniorspiller fik Anders en meniskskade, der fik fodboldkarrieren til at hænge i en tynd tråd. Dengang var operation ofte første valg ved skader, og det blev også den løsning man valgte for Anders. Nogle år efter poppede der en meniskskade op i det andet knæ, som også blev opereret. Og senere slog brusken i knæene sig løs og skabte inflammationer, så knæet igen skulle opereres.

– I dag tror jeg at det var en stor fejl at jeg blev opereret dengang. Jeg skulle have været i et genoptræningsforløb af knæet i stedet, men man vidste ikke bedre, fortæller Anders.

Anders’ storebror er fysioterapeut med egen klinik i Skjern, og allerede dengang forsøgte han at smide det ene træningsforløb efter det andet i Anders’ retning. Det gjorde desværre ingen forskel. Ikke fordi det ikke virkede. Men fordi Anders ikke fik lavet sine øvelser.

– Jeg lærte det på den hårde måde, at jeg skulle igennem træningen og styrke muskulaturen omkring mit knæ, hvis det skulle blive bedre. Jeg spillede fodbold trefire gange om ugen, men man havde generelt ikke fokus på styrketræning og træning dengang. Min storebror Henrik rystede altid på hovedet ad mig. Der er jeg heldigvis blevet klogere i dag, fortæller han.

“Hvis man skal spille fodbold i et lille samfund, er man nødt til at have en højre back der er en idiot og hedder Ole. For uden ham kan man ikke stille et hold. Det er virkelighedens inklusion”.

Jagten på en ny sport

Til sidst måtte Anders se realiteterne i øjnene. Han måtte slippe fodbolden og spillede sin sidste danmarksserie-kamp da han var 35 år.

– Mit knæ var til at lukke op og skide i, og kroppen kunne ikke mere. Det gik op for mig at jeg ikke kunne blive ved at tage mit yndlingsdrug.

Anders forsøgte sig med andre sportsdiscipliner. Squash. Tennis. Løbeture omkring Ringkøbing Fjord. Men uanset hvad han prøvede, kunne knæet ikke holde til det. Nu er han blevet mini-crossfit-typen, som han selv kalder det. Han ror og styrketræner i kortere pas. Først foregik det i et center i Ringkøbing, men corona-lockdowns fik ham til at investere i en romaskine, og nu foregår træningen hjemme med kettlebells og vægte sammen med kæresten Lissa. Gerne en halv time hver dag, hvis han kan komme til det.

– Jeg har altid syntes at kærestepar i fitness var latterligt. Men vi har fundet ud af at vi godt kan træne sammen. Lissa træner i et center for kvinder, og så tager hun øvelser med hjem som vi kan lave sammen, siger han.

Og selvom Anders har accepteret at fodboldkarrieren for længst er slut, er han alligevel begyndt at dyrke sin sidste livline til den elskede sport.

– Jeg var ved at glemme det enkle ved at jonglere, som for mig er ligesom at cykle. Så nu er jeg begyndt at jonglere med en bold som afslutning på min træning, fortæller han og tilføjer:

– Men fandtes der noget hvor jeg kunne få en sprøjte eller en pille hver dag, så jeg kunne spille fodbold, så tog jeg det. Jeg kan spille nok så mange padlekampe, men det bliver aldrig det samme som fodbold. Der sker noget helt særligt i omklædningsrummet med hierarki og venskaber. Jeg har selv haft min yngste med i omklædningen siden han var lille, og til han selv begyndte at spille
2. division i samme klub, lyder det nostalgisk fra Anders.

“I dag tror jeg at det var en stor fejl at jeg blev opereret dengang. Jeg skulle have været i et genoptræningsforløb af knæet i stedet, men man vidste ikke bedre”.

Væk fra Ringkøbing, men ikke fra havet

Kender man Anders Agger, ved man også godt at kærligheden til det vestjyske er stor. Derfor kan det virke overraskende at han nu efter 24 år er flyttet fra huset i Ringkøbing for slå sig ned i bylivet i Aarhus. Men nu hvor alle børn for længst er flyttet hjemmefra, var det en fin anledning til at komme tættere på arbejdspladsen Danmarks Radio.

– Jeg er stadig ringkøbingenser og forestiller mig også at jeg skal tilbage til området igen. Men fordi min familie og venner bor der, og vi har købt sommerhus i området, føler jeg at jeg har den helt rigtige vekselvirkning mellem de to landsdele. Lige nu er det Højbjerg, og det kan også noget. Der er et uendeligt udvalg af muligheder i Aarhus og en særlig nærhed, fortæller han.

I Højbjerg har Anders både den århusianske klub AGF’s stadion og Aarhus Bugten næsten i baghaven.

– Det er vigtigt for mig at bo tæt på vandet, jeg ville ikke kunne bo inde i landet. Jeg har en ven som bor i Herning, og det er nok derfor han er en lille smule mærkelig, griner Anders og tilføjer:

– Jeg er født ved Vesterhavet, vokset op tæt på vandet i Juelsminde og har også haft vandet tæt på da jeg selv stiftede familie i Ringkøbing. Det er ikke en fiskekutterlængsel, og der bor ikke en Mikkel Beha inden i mig, men vand har altid betydet noget. Jeg har også nogle venner som jeg har badet med i mange år. Vi kalder det ikke noget med vinter og poster det ikke på Instagram. Vi har bare altid gjort det.

Virkelighedens inklusion

Anders Agger er kendt som den jordbundne vestjyde, der træder ind i skæve, komplekse og svære menneskeliv i DR’s dokumentarserie ”Indefra med Anders Agger”. Han går til hver historie med en enkelthed og naturlighed, som var han født til det. Og måske er han også det. Som søn af en skoleinspektør og en sygeplejerske og med en opvækst i et åbent middelklassehjem har han lært at omfavne forskelligheder.

– Længe inden inklusion kom på tale, har det været et begreb jeg har lært at forstå. Hvis man for eksempel skal spille fodbold i et lille samfund, er man nødt til at have en højre back der er en idiot og hedder Ole. For uden ham, kan man ikke stille et hold. Det er virkelighedens inklusion. Vi skal acceptere at vi alle er som vi er, og skal vi lave noget sammen, skal alle være med. Det er det de små samfund kan. De kan bryde de barrierer ned, forklarer han.

Alligevel ser Anders ikke sig selv som en person der hele tiden opsøger og analyserer mennesker.

– Det kan være et lidt fortegnet billede at jeg evigt er på jagt efter at forstå mennesker. Jeg bor et sted med naboer som altid står klar til at hjælpe og spørge, og hvor man mødes over en skovl på vejen, men hvor man også giver plads til fred og frihed. Jeg elsker selv at være alene og er enormt god til ikke at lave noget. Der kan gå lang tid alene på sofaen med fodbold på skærmen, siger han.

Debut som skuespiller

Måske af samme grund trives Anders heller ikke som manden i centrum. Han vil hellere være midlet til at bringe eksistensers stærke historier frem. Derfor er det også helt nyt for ham pludselig at optræde som skuespiller i filmen Meter i Sekundet, som udkommer til februar.

– Jeg har aldrig været drevet af en lyst til at spille skuespil. Så havde det været alle andre film, havde jeg ikke sagt ja. Men nu har Stine Pilgaard skrevet mig ind i en helt genial bog, og så er det klart at det er nødt til at være mig. Vi joker godt nok med at det både er mig og slet ikke er mig. Men det gør det nemmere at jeg ikke skal have noget andet tøj på eller opføre mig på en anderledes måde, og jeg hedder det jeg hedder, fortæller han.

Anders har netop været inde og dubbe – det vil sige lægge stemme til – det sidste i filmen sammen med Hella Joof.

– Det har været sjovt at være med. Lige nu ved jeg slet ikke hvad det bliver til, men er filmen bare halvt så god som bogen, skal det nok gå.