Den brede nylon-manchet strammer til rundt om den unge mands underben og forsvinder foruroligende langt ind i lægmusklen, så blodet forsvinder, og huden bliver blåhvid. Efter nogle sekunder giver manchetten slip, men kun for atter at strammes, denne gang endnu kraftigere.
Det burde virke voldsomt, her i det lille laboratorium, hvor en ung ph.d.-forsker, Megan McPhee, styrer maskinen der skal få den unge studerende på briksen foran hende til at føle smerte. Men stemningen er helt afslappet, og manden fortrækker ikke en mine, om end han bliver tiltagende hurtig til at trykke på den stop-knap han har fået i hånden, og som han skal bruge når han synes smerten er ”tilpas”.
Megan er fra Australien og forsøgspersonen, David, er spansk, for Center for Neuroplasticity and Pain (CNAP) på Aalborg Universitet bliver regnet blandt verdens allerbedste og tiltrækker stjerne-studerende fra hele verden. Den fornemme status har centret blandt andet opnået fordi dets forskere hele tiden vil være bedre, forklarer centerleder Thomas Graven-Nielsen. Og vil man blive klogere på smerter, er man nødt til at eksperimentere. Det betyder at nogen er nødt til at lægge krop til smerteforsøg.
At udsætte sig selv for smerte, frivilligt, virker ikke umiddelbart som en attraktiv opgave. Men Thomas Graven-Nielsen har arbejdet med smerteforskning i 25 år, og han har aldrig haft problemer med at finde forsøgspersoner. Heller ikke selvom jobbet er underbetalt, som han selv udtrykker det.
– Mange studerende har interesse i at deltage, fordi det er meningsfuldt bidrag til videnskaben, fortæller han på sin vej fra sit beskedne kontor til et af laboratorierne på Aalborg Universitet.
CNAP er et grundforskningscenter der modtager store bevillinger fra Danmarks Grundforskningsfond, øremærket til at studere smertemekanismer. Og centret kan tage en stor del af æren for at verden de seneste år er blevet meget klogere på smerter. Et fremskridt som er understøttet af ny teknologi, der er i stand til at afdække helt nye områder. Smertecentret i Aalborg udvikler selv nyt udstyr, og at centret hører til blandt verdens bedste, mener Thomas Graven-Nielsen, skyldes ikke mindst at man kobler flere faglige discipliner; blandt andet arbejder læger, fysioterapeuter og ingeniører tæt sammen.
Den helt store udfordring ved at forske i smerter er at smerter ikke kan måles kvantitativt, og at smerteopfattelse er individuel. Smerter bearbejdes mange steder i kroppen, både på rygmarvsniveau og i hjernen, og smertetærskler afhænger af mange ting, herunder psykiske og sociale faktorer. Vi opfatter altså smerter forskelligt, ligesom vi hver især vil opfatte samme smerte forskelligt alt efter hvilken situation vi står i.
– Problemet når vi arbejder med smertepatienter, er også at vi ikke ved hvordan de var FØR smerterne. Vi kan sammenligne dem med andre voksne uden smerter, men det er svært fordi smerte jo er individuel, forklarer Thomas.
Derfor måler forskerne smerten på forsøgspersonerne i forhold til sig selv. Man sætter en såkaldt baseline, hvor der ikke mærkes smerte, og vurderer så derudfra.
En væsentlig del af målingen er forsøgspersonens egen bedømmelse af smerten. Og eftersom der ikke findes en konkret faktuel målemetode, må man benytte forskellige indikationer og reaktioner:
– Vi kan fx bede folk om at tegne deres smerter – hvor på kroppen de opleves, og hvilken farve der bedst beskriver dem. De kan også vurdere smerternes intensitet på en skala fra 0-10.
En anden mulighed er at beskrive smerterne med ord som varm, borende, dyb, skarp…
– Det giver faktisk et godt fingerpeg om hvilken type smerte der er tale om. Eksempelvis kan vi afkode at ”dyb” som regel er udtryk for en diffus smerte, fortæller Thomas. Dybe smerter er ofte muskuloskeletale smerter, dvs. smerter fra led, muskler, knogler mv., og det er den type smerter flest smertepatienter lider af.
Forskerne kan samtidig via elektroder se hvor og hvilke ændringer der sker i hjernen når smerten påføres, og sammenholde de målinger med udmeldingerne fra forsøgspersonerne.
I smerteforsøgene kan forskerne vælge at påføre smerte på forskellig vis, alt efter hvad forsøget skal bruges til. Eksempler på smertetyper kan være:
Som regel er smerteforsøgene kortvarige, men man kan faktisk også påføre raske personer smerter der varer i dagevis – en observationsmulighed der er guld værd for forskerne, fortæller Thomas.
David fortæller at varme-smerte er det værste han personligt har prøvet, mens han roligt lægger sig på maven på briksen. Megan presser en metalpind på størrelse med en stor kuglepen ned ved siden af hans rygsøjle. Pinden, som selv måler hvor hårdt den trykker, forsvinder ned i rygmusklerne. Langt ned. Hun bliver ved med at presse, og der bliver helt stille i rummet – indtil, endelig, den lille biplyd fra stopknappen lader sig høre, og hun slipper grebet.
Hvis jeg har forventet at se rædsel eller tårer i øjnene, eller at David hiver udstyret af sig og hopper ned fra briksen i et desperat flugtforsøg – så bliver jeg skuffet. Smerteforsøg handler sjældent om hvor meget smerte man kan klare, men mere om hvor man mærker smerten, eller hvornår et input går fra at være en berøring eller sansning til at blive opfattet som smerte.
Der er en påviselig kønsforskel når det angår smerte. Og modsat hvad mange måske tror, er det kvinder som er mest smerte-sensitive. Måske fordi smerte er en beskyttende funktion, og kvinder har bedre beskyttelse, siger Thomas. Uanset hvad kan biologi forklare en del af kønsforskellen.
Det er meget indgribende for livskvaliteten at have ondt, og det er der rigtig mange der har. Hver femte voksne europæer har kroniske smerter af en slags, fortæller Thomas Graven-Nielsen.
– Og nu har man behandlet smerter på samme måde i mange årtier, nemlig med medicin, og medicin kan være fint, men det virker ikke altid, og det er uhensigtsmæssigt på grund af risikoen for afhængighed, bivirkninger osv. Så der er et stort rationale i at afdække andre måder at bekæmpe smerterne på, fortsætter han.
– Jo bedre vi forstår mekanismerne, des mere sandsynligt er det at vi på et tidspunkt kan udvikle en bedre behandling.
Takket være smerteforskningen og moderne teknologi ved vi i dag at centralnervesystemet er i stand til at forandre sig. Fx ved vi at det område i hjernen der svarer til hænderne, vokser sig større hos pianister end hos andre; og på samme måde ændrer hjernen sig også hvis man har smerter igennem længere tid, siger Thomas Graven-Nielsen.
Kroniske smerter går nemlig fra at være lokale smerter til at blive overordnede, generelle smerter – området i hjernen bliver større og mere diffust. Når vi har haft ondt længe, bliver vi derfor mere smertesensitive, dvs. modtagelige over for smerter. Kroppen begynder at opfatte fredelige, normale input, som fx berøring, som smerte. Den viden har haft stor betydning for behandlingen af kroniske smerter.
Et af de spørgsmål Thomas og hans kolleger rigtig gerne vil have svar på nu, er naturligvis hvordan kan man ændre hjerneaktiviteten, så sensitiviteten forsvinder og smerteopfattelsen normaliseres?
– Vi arbejder med en teori om at man måske kan stimulere magnetisk på hjernen, afslører Thomas, som dog, sammen med resten af verden, må vente lidt endnu på et svar.
Læs mere om vores nuværende viden om smerter, i artiklen ”Du kan lære at tackle smerterne”
Artikler fra Krop+fysiks arkiv opdateres ikke.