Beliggende i et af Egtveds naturskønne områder ligger den hyggelige hvidkalkede gård, Skærgården. I stalden bor blandt andre Aija, der sammen med 12 andre heste udgør et hold der dagligt gør en stor forskel for mennesker med handicap.
I samarbejde med ridefysioterapeuter, handicaprideinstruktører og gode hjælpere sørger hestene for at både voksne og børn med forskellige handicap kan få trænet balance, koordination og muskelstyrke – og samtidigt mærke glæden ved at komme ubesværet frem.
– For mange er det en fantastisk fornemmelse at kunne sætte sig højt til hest og
færdes i skoven uden kørestol eller stok – en følelse af frihed. Man bliver desuden bevæget igennem fra centrum af kroppen, og det giver mulighed for at mærke kroppen på en helt anden måde, siger Birgitte Gøtske, leder af Skærgården og autoriseret ridefysioterapeut. Hun fortsætter:
– Alle vores heste er indkøbt specielt til ridefysioterapien, og vi har helt specifikt valgt dem ud fra temperamentet. De skal være fleksible, rolige og indstillede på at arbejde og samarbejde positivt med os og rytterne.
Skærgården, Center for Ridefysioterapi, er et lille, hyggeligt og handicapvenligt ridecenter, hvor der både er mulighed for at ride ture ude i terrænet, på den indhegnede udendørs ridebane eller i det store, nye ridehus.
På ridecentret spænder aldersgruppen hos rytterne fra 11 måneder til 90 år. Lige så bredt spænder diagnoserne: Her er folk med arvelige sygdomme og erhvervede neurologiske sygdomme; andre har fysiske handicap som følge af ulykke, eller nedsat led- og/eller muskelfunktion som følge af inflammatoriske gigtsygdomme.
Sidstnævnte diagnose ramte Tenna for tre år siden. Det lå dengang ikke i kortene at hun skulle blive hestepige i en alder af 51 – og slet ikke på grund af mistet førlighed i benene.
– Jeg har aldrig fejlet noget førhen. Som i aldrig. Så blev jeg pludselig syg med diarré og opkast i fire dage. Rigtig hundedårlig. Der gik én dag hvor jeg var frisk – men næste morgen havde jeg en prikken i mine underben, og jeg kunne mærke at der var et eller andet helt galt, siger Tenna.
Hun kom til lægen, og det viste sig at hun havde fået en form for nervebetændelse. Den spredte sig fra benene og op. Den autoimmune sygdom blev tricket af maveondet og gjorde at Tennas krop begyndte at angribe sig selv indefra. Hun røg derfor direkte på intensivafdelingen i Odense. Her lå hun i 70 dage.
– Da jeg vågner fra intensiv, kan jeg ikke gå og stå. Mine fingre var blevet fuldstændigt stive, og jeg havde fået nedsat kraft i hænderne og lammelse omkring min mund, siger Tenna. Hun stopper op og trækker vejret dybt.
–Det er helt ad helvede til, det er det. Men det kan jo ikke hjælpe noget. Jeg nægter at sidde i et eller andet hjørne og være en sur gammel dame. Så op på hesten igen, og få det bedste ud af det, smiler Tenna bag tårerne.
Det er en kold december morgen da jeg møder nu 52-årige Tenna. Hun skal snart ind og ride sin ugentlige tur på fjordhesten Aija, der med sin runde facon er varm og dejlig blød at sidde på.
Tenna er bogstaveligt talt oppe på hesten igen – og hun nyder den kølige duft af halm imens hun traver afsted på Aija. Ganske vist med lidt hjælp på sidelinjen. Men som hun sidder der på hesten, ser man ikke at hun lider af fysiske skavanker og sidder i kørestol til daglig.
Tenna læner sig frem på hesten mens ridefysioterapeuten Camilla vejleder. Hun skubber bag på Tennas ryg for at styrke hendes følelse i musklerne. En anden øvelse går ud på at Tenna fører en såkaldt ’succesbold’ rundt om sig selv imens hun samtidigt skal holde balancen for ikke at falde af Aija. Her får hun trænet sin balance samt stabilitet i mave, ryg og bækken.
– Det føles farligt at slippe med begge hænder – især når man er udfordret på balancen, som jeg er. Det er helt vildt. Man skal huske at jeg ikke har været hestepige før, så de er altså kæmpe store, de der heste. Men jeg føler heldigvis at jeg er i gode hænder hos både hest og ridefysioterapeut Camilla, smiler Tenna.
Selvom alle de positive resultater og reaktioner fra rytterne taler for sig selv, mangler ridefysioterapien i Danmark stadigvæk noget evidensbaseret forskning. I Danmark findes der en masse projekter og undersøgelser – men det er ikke på det høje niveau som Sundhedsstyrelsen kræver. Hvis det skal være forskning som Sundhedsstyrelsen vil godkende, skal der blandt andet være en kontrolgruppe. Og det er ofte en mangelvare i undersøgelserne.
– Jeg ville jo ønske at der var nogle der interesserede sig lidt mere for at forske i ridefysioterapien – men samtidigt kan jeg også godt forstå at det er et vanskeligt område at forske i. Det er jo to levende væsener der skal spille sammen, og det kan godt være svært at sammenligne, hvis hesten fx ikke er den samme. Så der er mange faldgruber og problemer. Men det er frustrerende når vi som praktikere ved at det virker, og at der sker fremskridt hos patienterne, siger Birgitte Gøtske.
Heldigvis er der en enkelt person, Mette Thomasberg Kobborg, cand. scient. i fysioterapi, der som den første har skrevet en kandidat om ridefysioterapi. Kandidatafhandlingen viser at ridefysioterapi giver en større forbedring af ganghastighed, balance og koordination blandt sclerosepatienter sammenlignet med træning på bold.
Tilbage i ridehallen er Tenna snart færdig med den ugentlige ridetræning. For hende er ridningen blevet en uundværlig del af hendes liv og en vigtig behandlingsmetode. Faktisk har hun oplevet så meget fremskridt at hun nu er begyndt at arbejde – hun er i praktik i administrationen på et plejecenter.
– Jeg kan mærke på min balance og smidighed i ryg og lænd at det er blevet markant bedre efter jeg begyndte til ridefysioterapi. Min fysioterapeut siger også at han kan se på min holdning at den er blevet bedre, siger Tenna, og fortsætter:
– Ud over at det giver resultater, giver det også enormt meget livsglæde at komme her, så det er helt sikkert noget jeg vil blive ved med!
Artikler fra Krop+fysiks arkiv opdateres ikke.