Tag blot for dig af julens lækkerier. De kan nemlig også være sunde, hvis man altså holder sig til ”alt med måde”-princippet.
December. Glögg, konfekt og andesteg lokker med velsmag, hygge og traditioner. Og hvert år går der skår i juleglæden, når vi møder løftede pegefingre og bombarderes med tips til en mere mager version af den klassiske julemad. Derfor må det være tid til at huske os selv på at mange af julens lækkerier ikke er entydigt usunde. Så hører du til dem der på trods af de velmenende råd har tænkt dig at sætte tænderne i julegodterne, så læs med her, og nyd at julesul også kan være sundt, hvis man spiser efter devisen “alt med måde”.
Marcipan består hovedsageligt af mandler, som indeholder masser af det sunde enkeltumættede fedt, kostfibre, E-vitamin samt en lang række mineraler. Mandler er med disse næringsstoffer gode for kredsløbet, og derfor er marcipan med ca. 60 % mandler også en af julens sundere spiser. Købeversionen indeholder dog store mængder sukker, men er du fyldt med juleoverskud, kan du lave din helt egen marcipan med mindre sukker og flere af de gode mandler. (Se opskrift.)
Mørk chokolade indeholder en stor del oliesyre, som er en enkeltumættet fedtsyre med gunstig virkning på blodets kolesterolindhold. Også hjertebeskyttende antioxidanter i form af polyphenoler findes i mørk chokolade, i en sådan grad at mørk chokolade nærmest har fået status af grøntsag.
Øl, snaps og rødvin hører til i julemåneden. Alkohol har vist sig at have en gunstig virkning på det gode HDL-kolesterol, hvis det drikkes med måde. 1 genstand om dagen for kvinder – 2 for mænd – tyder på at kunne beskytte mod hjertekarsygdomme, sandsynligvis pga. den positive effekt på kolesteroltallet. Rødvin er i mange sammenhænge blevet fremhævet som særlig gunstig i forebyggelsen af hjertekarsygdomme, men dette er endnu ikke bevist. Rødvin indeholder dog, ligesom chokolade, polyphenoler, der med deres antioxidative virkning har en mulig effekt på hjertekarsygdomme .
Andesteg er den type kød flest danskere spiser juleaften. And er kendt for ikke at være blandt de magreste spiser, men da det meste af fedtet sidder i skindet, kan man spise selve kødet med god samvittighed. Og spiser man alligevel det sprøde skind, kan man glæde sig over at en stor del af fedtet er umættet og dermed gavnligt for hjerte og kredsløb.
Rødkål giver et C-vitamin-boost og masser af vandopløselige fibre, der er gode for fordøjelsen og blodsukkeret.
Sild og fiskefilet involverer muligvis andefedt, karrydressing og panering. Men fisken i sig selv er fantastisk sund. Fyldt med omega-3 fedtsyrer, D-vitamin og selen, næringsstoffer vi generelt ikke får for meget af i forvejen.
For at nyde julens lækkerier efter princippet “alt med måde”, så spis sanseligt. Det betyder at hver mundfuld sanses for duft, smag og konsistens, og du vil mærke mæthed langt hurtigere end hvis du spiser mens fokus er rettet mod andet end maden. Og udnyt i øvrigt at du har nogle fridage til at hive familien i skoven eller løbe dig en tur i fred og ro. Motion gør dig glad og giver plads til julens lækkerier. Helt uden dårlig samvittighed.
God jul!
Hjemmelavet marcipan Det er hyggeligt og sjovt at prøve at lave sin egen marcipan. Og så sparer man altså meget på sukkeret og skruer op for mængden af de gode og sunde mandler. 500 g mandler lægges i blød i ca. 12 t. Herefter smuttes mandlerne og kværnes i en kaffemølle eller foodprocessor til du har mandelmel. Ibland ca. 5 spsk. agavesirup eller honning til du har den rette konsistens. Opbevar på køl. Nogle vælger også at putte bittermandler eller abrikoskerner i for at få en mere “rigtig” marcipansmag. Det er ikke nødvendigt, men hvis du vil forsøge, skal der ca. 2 bittermandler eller 3 abrikoskerner i til denne opskrift. |
Vælg den rette købemarcipan Ren rå marcipan indeholder min. 2/3 mandler, og der må ikke være ikke tilsat abrikoskerner. Konfektmarcipan. Der er ikke noget minimumskrav til indholdet af mandler. Der kan være en stor andel abrikoskerner i. Konfektmasse har som sådan ikke noget med marcipan at gøre, idet den kan bestå af abrikoskerner, sukker, vand – og ikke en eneste mandel. |
Artikler fra Krop+fysiks arkiv opdateres ikke.