Åh nej, for … da! STOP skaden med det samme!

Af: Marianne Nørup, fysioterapeut

Akutte idrætsskader kræver hurtig behandling. Så mindsker du smerte og hævelse – og er på banen igen meget hurtigere!

En forstuvning på løbeturen, en fibersprængning midt i fodboldkampen, en finger der kommer i klemme på skituren. Det er ekstremt ærgerligt at få en idrætsskade, men det er en uundgåelig risiko; og er du forberedt på det værste, har du de bedste muligheder for at komme dig hurtigt igen.

Akutte skader – dvs. skader som opstår pludseligt (i modsætning til overbelastningsskader) – skal behandles så hurtigt som muligt. Så kan man nemlig begrænse skadens omfang og komme sig hurtigere. En akut skade medfører smerte, hævelse og dermed forsinket heling, bl.a. fordi blodcirkulationen i området nedsættes. Jo større hævelse, jo længere tager det at komme tilbage til idræt og arbejde.

Ro er meget vigtigt (men kun i den akutte fase), for hvis du bevæger dig, får vævet ikke ro til at hele ordentligt. Særligt de første 24 timer efter skaden er ro af afgørende betydning. Efter nogle døgn er inaktivitet direkte skadeligt.

Beskyt det skadede sted. Hvis eksempelvis et ben er brækket eller et korsbånd sprængt, kan det lægges i en skinne for at reducere risikoen for yderligere skade.

Kompression Et elastikbind er den mest effektive metode at stoppe en hævelse på. Mindst 90 pct. af blødningen stopper inden for få sekunder, men hævelsen kan tiltage over det første cirka halve døgn hvis man ikke anvender kompression. Forbindingen skal være elastisk, påføres så hurtigt som muligt, og give et pres uden at det føles direkte ubehageligt. Efter et kvarter er blødningsrisikoen mindsket så meget at man kan løsne bindet lidt. Bindet bør være på fast de første to døgn for at hindre hævelse, og derefter yderligere et par dage – eller så længe området er hævet.

Is Nedkøling kan begrænse blødningen, men forskning tyder på at afkølingen først for alvor slår igennem efter ca. 45 minutter, hvilket i princippet er for sent ift. blødningen. Til gengæld giver isen en god smertestillende effekt og er stadig en vigtig del af førstehjælpen. Idrætsfysioterapeuter anbefaler at man ikke iser længere end 20 min. 2-4 gange i den akutte fase? for at undgå øget blodgennemstrømning som respons på nedkølingen.

Elevation
Det modvirker hævelse at placere den skadede legemsdel over hjertehøjde – men faktisk ikke så meget i den helt akutte fase, idet hævelsen ikke primært skyldes blod, men vævsvæske. Eftersom hævelsen ofte udvikler sig gradvist i løbet af et par døgn efter skaden, er det en fordel at holde den skadede kropsdel højt så ofte som muligt i perioden efter skaden.

Aktivitet Hvis man helt undlader at bruge et ben eller en arm der er hævet, bliver hævelsen blot større. Så snart den akutte fase er overstået – og allersenest et døgn efter – er anbefalingen derfor aktivitet frem for hvile ved langt de fleste skader.

SÅDAN GØR DU 

1. Stop aktiviteten og forhold dig helt stille. Beskyt evt. skadestedet.

2. Bind et elastikbind om det skadede sted

3. Heri kan lægges en ispose. Læg den efter de første lag af bindet og vikl bindet udenom.

4. Hold det skadede område over hjertehøjde så ofte du kan

5. Efter senest et døgn skal du holde dig så aktiv som du plejer, men undgå aktiviteter der fremprovokerer smerte eller hævelse. Tilstræb at bevægelserne er så normale som muligt – brug f.eks. gerne stokke, så du kan gå korrekt frem for at halte.

6. Sørg for at genoptræne det skadede område, så det er 100 pct. lige så stærkt, smidigt og stabilt som før, ellers øger du risikoen for endnu en skade.. En af de største risikofaktorer for en skade er mangelfuld genoptræning! Få evt. hjælp af en fysioterapeut. 

Kilde: Faggruppen for Idrætsfysioterapi, Skadad.se m.fl.

Vær beredt!

Hav altid flg. i nærheden når du dyrker idræt:

  • elastisk forbinding
  • isposer (på frost, hvis muligt, eller selvudløsende)
  • panodil eller lign. (hvis isbehandlingen ikke er nok)
  • vand

Den bedste beskyttelse mod idrætsskader er at undgå dem.

Hvorfor bliver huden blå og gul?

Forskning viser at blødningen efter en skade stopper inden for 6-8 minutter. Alligevel kan en skade føre til misfarvning af huden flere dage efter skaden. Det skyldes at de røde blodlegemer, som er lækket fra blodkarrene, på grund af tyngdekraften synker til de nederstliggende dele. En sådan misfarvning bliver som regel synlig efter 2-4 dage og er altså ikke et tegn på at blødningen fortsætter.

  

Artikler fra Krop+fysiks arkiv opdateres ikke.