Skal vi danse sammen?

Sonja Sørensen, fysioterapeut hos Arkadens Fysioterapi og Digifys.com

Et behandlings- eller vejledningsforløb er som en pardans: Man skal være enige om stilart og rytme, og man skal lytte til hinanden, hvis man vil undgå at snuble.

Av. Vågner op med ondt i ryggen eller skulderen eller foden. Det har vi vist alle prøvet i en mere eller mindre alvorlig grad. Af en mere eller mindre sober årsag. Lægen sender dig videre til en fysioterapeut. Du kommer haltende ind i klinikken – værsågod at ta´ plads og vent. Får møjsommeligt sat dig på forbavsende fjendtligt indstillede stole, og netop som du får plantet dig, råbes dit navn op. Du rejser dig efter bedst mulige evne – allerede nu er du en smule mere nede på energi – og sætter i spring efter den person der forventeligt skal afhjælpe dig dine gener. Gerne hurtigt, for du er jo begrænset i din hverdag af det her!

Det er så her dansen starter. Den dans jeg gerne vil dykke lidt ned i. Den dans der har så mange navne: forventningsafstemning, afklaring af rammer, målsætningssamtale…vi ku´ også kalde den enighed-om-hvad-vi-vil-og-gør-valsen. For begge parter, patient og fysioterapeut, skal fra hvert sit ståsted og forståelsesramme og viden forsøge at finde melodien, så at sige. Patientens forventninger og ønsker skal mødes med fysioterapeutens ditto. Det er her man byder hinanden op til dans. Og her man skal have fundet en rytme som begge kan finde ud af, og ikke mindst har lyst til at deltage i!
I vellykkede pardanse er der typisk en der fører, men det duer ikke hvis ikke vedkommende tager hensyn til de ”tilbagemeldinger” og signaler der kommer fra partneren. Som alle ved, kan en tur på dansegulvet være af yderst varierende kvalitet! Der er danse hvor man får startet i hver sin rytme, ja hver sin vej nærmest. Ideen om graciøst at svæve ubesværet hen over dansegulvet, hjulpet og støttet af sin dansepartner, bliver nogen gange til et frontalt sammenstød, hvor det graciøse består i at man tilgivende holder sig fra at sparke sin partner over benet. Der findes oplevelser på dansegulvet hvor der grundlæggende hersker uenighed om hvad definitionen af en bestemt dans er: Den ene står klar til at tage den anden i hænderne og roligt danse lidt fra side til side, den anden står helt solo og laver vilde moves som “at plukke æbler” eller “haveslangen”, helt i sync med musikken – men helt ude af sync med partneren.
Tilbage til klinikken. Når man går til fysioterapeut, så er det formodentlig med en forventning om at denne har opskriften på at forbedre ens nuværende situation. Han eller hun må gerne ’føre’. Men skal ’dansen’ give mening, skal man både inden og under være enige om hvilken dans man danser, hvordan, i hvilken takt og hvor længe. For der kan grundlæggende være en stor forskel på opfattelsen af både hvad der vil gavne, men også hvordan det vil gavne – også selvom man begge bruger de samme ord – ligesom ambitionsniveauet kan være vidt forskelligt: Man kom egentlig bare for at slippe for at have ondt, og ser så pludselig sig selv indrullet i et forløb der ifølge den meget ambitiøse fysioterapeut vil vare resten af ens liv!
Hvad er min pointe? At vi, uanset hvilken part vi er i en relation, måske nogle gange kan blive lidt bedre til at gøre os umage med at forstå den andens danserytme. For helt at forstå hinanden er vi nødt til at forklare os for hinanden – hvad mener jeg når jeg siger jeg ’har ondt’, og i mit liv hvor meget betyder det så? Ondt i ryggen er én ting, men ondt i ryggen plus problemer med at klare sit arbejde, vrisse af partneren derhjemme og ikke kunne klare så meget som man har været vant til, er formentlig en ganske anden, meget mere kompleks sag. Hvad kræver det at komme ud af den situation, og hvordan kan ’dansepartneren’ hjælpe?

Måske skal vi fremover ikke bare spørge hinanden om vi skal danse, men om vi skal danse sammen?
Sonja Sørensen er fysioterapeut hos Arkadens Fysioterapi og Digifys.com og studerer kandidat på Bergen Universitet

Artikler fra Krop+fysiks arkiv opdateres ikke.

Del på: