Pilates giver mig kropsligt mod

Af: Malene Hedegaard, journalist

Foto: Lars H. Laursen og Christian Geisnæs/TV 2

Da Neel Rønholt opdagede pilates, var det det helt rigtige match. Skuespilleren har hypermobile led, og træningsformen har hjulpet hende af med hofteproblemer og givet hende en større tillid til sin krop. Lige nu er hun aktuel som karrierekvinden Anne-Marie i TV Charlies nye dramaserie Mercur – en rolle som på flere måder ligner hende selv.

– Pilates er den første træningsform som kun er forbundet med lyst for mig, ikke med pligt. Jeg er vild med at den starter indefra frem for i spejlet, og at den er lidt nørdet i sin tilgang til kroppen.

Sådan siger Neel Rønholt om sin anden passion ved siden af skuespillet. Hun kan godt lide at pilates ikke handler om at leve op til et bestemt skønhedsideal, men om at lære sin krop at kende:

– Det tiltaler mig virkelig ved pilates at den fokuserer på den individuelle krop frem for på at få en flad mave og alle sammen blive ens. Jeg har lært muskler at kende som jeg knap nok vidste jeg havde, siger den 32-årige skuespiller, som i disse uger kan opleves i TV Charlies dramaserie Mercur.

Stoler på kroppen nu

At Neel Rønholt overhovedet stiftede bekendtskab med pilates, skyldtes hendes kropslærer på Statens Teaterskole. På teaterskolen har man daglig træning som en del af uddannelsen, så da hun nærmede sig uddannelsens afslutning, spurgte hun sin lærerinde om hun kunne anbefale en træningsform til fremtiden. Lærerinden foreslog pilates, og det er Neel Rønholt glad for i dag:

– Pilates har været god for mig på flere planer: Dels har den helt konkret hjulpet mig af med noget hoftebøvl, dels har den mere generelt givet mig en større tillid til min krop. Jeg har hypermobile led og altid været lidt forsigtig, men efter jeg startede på pilates, tager jeg mig selv i bare at springe ud i ting uden at tænke over det, som fx: ’Ork, jeg kan da sagtens springe op på den der høje kasse!’ Og så kan jeg godt lide det der lidt nørdede fokus på hver enkelt lille muskel i kroppen, fortæller skuespillerinden, der blev så glad for træningsformen at hun på et tidspunkt tog en instruktøruddannelse. Så når der er hul mellem optagelser og sceneprøver, laver hun indimellem undervisningshold i sit lokale pilatescenter, Pilates Cph.

Koordinerer hverdagen i farver

Hul i kalenderen har der nu ikke været meget af på det seneste. Indtil for nylig har Neel Rønholt haft travlt med optagelser til TV Charlies nye dramasatsning Mercur, om den navnkundige piratstation Radio Mercur, der sendte fra Øresund i 1950’erne. I serien spiller Rønholt den ambitiøse arbejdsbi Anne-Marie Jensen, der får chancen for at gøre karriere på den monopolundergravende radiostation:

– Anne-Marie er en ung, selvstændig kvinde der vil frem i verden. Vi ligner hinanden på den måde at vi begge er både ambitiøse og pligtopfyldende. Hun er en ret skøn karakter at spille, fordi hun har lidt spidse albuer og nogle maskuline kvaliteter som er spændende at prøve kræfter med. Og så er hun min første store rigtige voksenrolle, hvilket nok altid er noget særligt, fortæller Neel Rønholt.

Lige som sin Mercur-karakter er Rønholt selv mor til et barn, Ellen på knap tre år. Og selvom hun i modsætning til Anne-Marie Jensen har en at dele forældreansvaret med – kæresten Jens Sætter-Lassen, der også er skuespiller – stiller det krav til planlægningsevnerne at være mor og skuespiller på én gang:

– I vores branche er vi tit væk hjemmefra i kortere eller længere perioder. Mercur er indspillet på Fyn, så jeg var fire måneder i Svendborg under optagelserne. Selvom Jens kom over med Ellen og var der nogle dage indimellem, er det klart at det giver nogle afsavn. Til gengæld kan man så i pauserne mellem jobs tage nogle uger hvor man holder helt vuggestuefri og tilbringer en masse tid sammen, hvad man jo ikke kan i et ni-til-fire-job, siger Neel Rønholt og tilføjer:

– Heldigvis har Ellen også en masse bedsteforældre som vi kan trække på. Jeg er sådan en systematiknørd som laver skemaer, hvor mormor har én farve, far en anden og så videre. Så plotter jeg dem ind efter hvem der henter og passer hvornår. Ud af hovedet og ned på papir, så har jeg styr på det, griner den lattermilde skuespiller.

Fysioterapeut hjalp med hoften

Skemaet som værktøj bruger hun også professionelt, nemlig til at holde styr på det dramatiske forløb i optagedagens scener:

– På en produktion som Mercur, hvor tidsplanen var stram, er man nødt til at være ekstra velforberedt. Når man på samme dag skal optage mange scener fra vidt forskellige tidspunkter i seriens forløb, er det vigtigt at have styr på hvordan ens karakters relation er til medspillerne: Ligger denne scene før eller efter den konfrontation som de har i afsnit det-og-det? Der laver jeg en tidslinje til mig selv, med små lapper i forskellige farver til at give mig overblik. Det passer perfekt til én som mig der både er perfektionist og visuelt tænkende, smiler Neel Rønholt.

Til at holde kroppen i form til intense optagedage og forestillingsforløb har hun – ved siden af pilates – også god erfaring med at konsultere en fysioterapeut:

– Når man spiller teater, laver man de samme bevægelser igen og igen, aften efter aften. Det kan være hårdt for kroppen, og på et tidspunkt for nogle år siden fik jeg vrøvl med min hoftebøjer-muskel. Der kom jeg til en fysioterapeut, som jeg har gået til med mellemrum siden. Han er superfin, og god til at kombinere behandling med forebyggende øvelser. Han kender også til pilates, så vi har en god dialog og taler lidt samme sprog, slutter den kropsbevidste skuespiller.

Du kan læse mere om hvordan pilates kan være med til at ændre din kropsholdning og afhjælpe skader her på www.krop-fysik.dk


Kort om Neel Rønholt

  • Født 1984 i København, opvokset i Skovshoved
  • Uddannet skuespiller fra Statens Teaterskole i 2011
  • Startede skuespillet allerede som teenager i mindre reklamefilm samt Min søsters børn-spillefilmene. Har siden medvirket i en række film og tv-serier, bl.a. Dig og mig, Kollegiet, Forbrydelsen III og Badehotellet. For tiden aktuel i dramaserien Mercur på TV Charlie
  • Spiller også teater, bl.a. som den ene tredjedel af trioen N.I.P.S., som hun startede i 2005 sammen med kollegerne Julie Ølgaard og Laura Christensen

Artikler fra Krop+fysiks arkiv opdateres ikke.