Tæt samarbejde med fysioterapeuter i forbindelse med skadesforløb har gjort håndboldspilleren Rasmus Lauge bedre i stand til at passe på sin krop. Landsholdets playmaker ved nemlig godt at det er den han lever af.

Rasmus Lauge er ikke helt ung længere. Hans krop er 29 år gammel, og den har indtil videre båret landsholdets playmaker gennem 12 opslidende år med professionel topsport i de største slutrunder og i nogle af verdens bedste håndbold-ligaer.

Det tærer, og der har da også været skader i ankler, knæ, skuldre med mere undervejs. Alligevel er den 29-årige midtjyde fra Viborg stadig i topform. Ikke mindst fordi skaderne har gjort ham meget klogere på sin egen krop.

– Med min spillestil får jeg mange knubs, og som hos alle håndboldspillere har min skulder blandt andet været udsat for forskellige overbelastningsskader i tidens løb. Men generelt har det største problem for mig været at jeg har slået mit ac-led (leddet mellem kravebenet og den øvre del af skulderbladet, red.) og klemt det utroligt mange gange. Det er vanvittigt smertefuldt, så den har jeg døjet en del med, siger Rasmus Lauge.

Skaderne har dog ikke kun været dårligt nyt for Rasmus Lauge. Paradoksalt nok har problemerne nemlig indirekte hjulpet ham med at holde kroppen i topform i det lange løb. Han har nemlig benyttet sig af skadespauserne til at opbygge en ekstra forståelse for kroppens fysik.

– Jeg har på godt og ondt været udsat for et par store skader, hvor jeg i løbet af genoptræningen har brugt tid på at lære at forstå hvordan kroppen hænger sammen, forklarer han.

Viden giver træningen kvalitet

Så mens de fleste skadede sportsfolk knokler løs i træningsrummet for at komme sig over skaderne, har Rasmus Lauge i lige så høj grad trænet hovedet når han har været ukampdygtig. Det har han gjort for at forstå teorien bag vejen tilbage på banen

– Jeg har taget et kursus i anatomi og fysiologi, og under alle mine genoptræningsforløb har jeg haft god kontakt med fysioterapeuter. Jeg har været nysgerrig og spurgt, ‘hvorfor dit og hvorfor dat?’, og de har været gode til at forklare at ‘det her skal du være opmærksom på’ eller ‘det her skal du død og pine blive ved med’. Og det har gjort at jeg har fået en større forståelse for hvordan min krop hænger sammen, siger han og uddyber:

– Tidligere trænede jeg bare fordi det var sjovt at spille, og så var det pisseheldigt at jeg kunne leve af det. Styrketræning var da også meget sjovt, men jeg lavede bare de øvelser som en træner stak i hovedet på mig, uden fokus på hvorfor lige den øvelse var god for mig. Men under de her skader blev jeg mere bevidst om hvad man skal træne for at blive god i forskellige situationer. Nu ved jeg hvad der er vigtigt at træne, og hvorfor.

– Jeg ved hvad man skal træne for at passe på sine knæ og sine skuldre, og jeg ved hvilke øvelser der er de bedste for at få den bedste core stabilitet, forklarer han.

Hårde vilkår for kroppen

Det er med andre ord ikke kun inden for stregerne at Rasmus Lauge har gennemgået en udvikling siden tiden som ungdomsspiller i Bjerringbro FH.

– Fra jeg startede som professionel for 11-12 år siden og til nu, er min forståelse for kroppen og for hvad kroppen kan, steget eksponentielt, siger han.

Med sin større viden er han godt klar over at der er forskel på skader. Der er både slemme og mindre slemme skader, når man ser på dem fra håndboldspillerens synspunkt. Der er de skader som man ikke kan spille med uden at gøre ondt værre, og så er dem der ‘kun’ gør ondt. Den slags skader skiller fårene fra bukkene, så at sige.

”Nogle gange får du en ordentligt god tackling, hvor det gør skideondt, og du mister pusten og ligger der på gulvet… Men så går der de der berømte to-tre sekunder, og så er der ikke mere i det”

Det kræver dog at man kan bide tænderne sammen, og det mener Rasmus Lauge nok at han kan.

– Ja, jeg vil da gerne kunne sige at jeg er tough!, griner han.

Det hjælper at være en hårdfør håndboldspiller når det gælder det ac-led der har drillet Rasmus Lauge så ofte.

– Det er en skade som typisk er meget smertebetonet. Men der er ikke noget farligt ved det hvis ikke leddet er hoppet helt ud. Så kan du spille så snart du kan holde smerten ud, siger han.

– Og dét er en dejlig melding at få fra fys’en, siger han så entusiastisk at man næsten kan fornemme smilet over den skrattende mobiltelefonforbindelse fra Ungarn.

Respekt for smerten

Rasmus Lauge har dog stadig respekt for smerten.

– Jeg har forstået at kroppen er mit vigtigste redskab. Det har jeg lært efter de skader jeg havde, og det har hjulpet mig til at komme i kanon god form at lære at passe på den, siger han.

I dagligdagen arbejder Rasmus Lauge med klubbens fysioterapeut, så han er sikker på at han tolker kroppens signaler bedst muligt.

– Det kan ske man har ondt efter en kamp, men at det bedste  stadig kan være at komme ned og få høvlet en træning af sted i styrkelokalet, selv om kroppen gør ondt, siger han

– Men når min skulder er så øm at det er for dumt at træne videre på den, så kan jeg i samarbejde med fysioterapeuten afgøre om jeg skal sidde en træning over fordi jeg er overbelastet, siger han.

Det gør man dog ikke unødigt.

– Tro mig: Træneren kigger lige på dig når du siger at du har for ondt. Og så bliver der rullet øjne, og du ved at han ikke er tilfreds med dig, siger Rasmus Lauge.

Smerter er dagligdag

Når kampen først er fløjtet af, og spillerne ligger og får behandling på briksen hos fysioterapeuten, så er det dog en helt anden sag. Så må man godt sige ‘av’, hvis det gør ondt.

– Haha, ja der sker det at man godt kan skrige lidt. Men der bliver man nu heller ikke beskyldt for at overdrive eller for at spille skuespil. Det eneste man risikerer, er lidt drilleri fra kollegerne, siger han.

Den slags vil Rasmus Lauge dog godt selv holde sig for fin til, altså drilleriet.

– Beder du mig om at hænge mine holdkammerater ud?, spørger han forarget, da han bliver spurgt om der mon er nogle af de andre spillere på håndboldlandsholdet der er særligt slemme til at jamre sig når fysioterapeuten tager fat på briksen.

Det er dog tydeligt at han ikke sådan for alvor har noget imod at ‘hænge en holdkammerat ud’, og det er lige så tydeligt at han ikke behøver tænke særligt længe over svaret:

– Arh, okay så. Der er da nogen der godt kan jamre lige lovlig meget-Jannick-Green!, siger han lynhurtigt, så man næsten ikke når at fange navnet på den 32-årige landsholdsmålmand, der ifølge lidt venskabeligt drilleri er lidt mere pivet end de fleste i rødt og hvidt.

Rasmus Lauge griner igen. Men han har nu også sit på det tørre:

– Når du har været i kamp og givet dig fuldt ud, så kan du mærke det om aftenen og dagen efter, men der er også dem der har ondt på daglig basis på grund af de knubs de har fået i en lang karriere. Nogen har ondt hver dag når de står ud af sengen, men SÅ gammel er jeg heller ikke, griner han.

Endnu… Han er 29, og lige om lidt venter endnu en slutrunde med Danmark. Han har prøvet at vinde både EM og VM, mens OL-guldet glippede fordi han var ude med en alvorlig knæskade. Til januar gælder det verdensmesterskabet i Egypten. Denne gang sker forberedelserne på baggrund af en ekstra lang pause på grund af corona-pandemien, hvilket, på trods af Rasmus Lauges erfaring og viden om kroppen, har været en stor udfordring.

– Jeg kunne godt mærke at min ferie normalt kun varer en måned, og så i gang igen! Jeg har styrketrænet en masse og løbet en masse, og været et par gange i hallen for at kaste med en bold, men jeg har nok ikke været god nok til at holde skulderen i gang, erkender han.

– Derfor har der været lidt bøvl med at få skulderen i gang igen, men jeg er vist ved at være på den anden side af det nu, siger han.