Græskartærte

Tekst: Louisa Lorang

Foto: Anders Schønnemann

Tærte er praktisk i madpakken. Den smager godt kold, og du behøver ikke meget andet end et stort stykke tærte og en håndfuld snackgrønt. Lav tærten til aftensmad, og gem et stykke til madpakken.

1 stor eller 4 små

Det skal du bruge

Dej

175 g hvedemel

75 g rugmel

1 dl olivenolie

1-2 tsk. salt

6-8 spsk. koldt vand

Fyld

400 g græskar uden skal, f.eks. butternutsquash

lidt olivenolie

1 løg, skåret i tynde både

3 fed hvidløg, skåret i tynde skiver

salt og peber

2 æg

3-4 spsk. tyk yoghurt eller skyr

1 bundt forårsløg, finthakket

100 g revet parmesan

Sådan gør du

Bland mel og olie, til det har konsistens som krummer. Saml dejen med salt og en smule vand. Sæt dejen i køleskabet i 15 minutter.

Skær græskarkødet i tern (ca. 1,5 x 1,5 cm). Steg dem i olivenolie på en varm pande. De skal ikke tage meget farve, men må gerne stege i 5-6 minutter. Kom løg og hvidløg ved, og steg i yderligere et par minutter. Krydr med salt og peber. Lad fyldet køle en smule af.

Tryk imens dejen ud i en smurt tærteform eller i 4 små forme. Forbag tærtebunden ved 180 grader i 8-10 minutter. Pisk æg og yoghurt sammen, og kom forårsløg og revet parmesan i massen. Vend græskarfyldet i æggemassen. Kom alt fyldet i tærtebunden, og bag tærten ved 180 grader i ca. 30-40 minutter, eller til fyldet har sat sig (20-30 minutter, hvis det er små tærter). Lad tærten køle af, og brug et stykke i madpakken.

TIP Der er så mange skønne tærter. Husk også løgtærte, sød kartoffeltærte, gulerodstærte, tomattærte, broccolitærte og alle de andre.

Fra bogen “Grønne madpakker” af Louisa Lorang.

Artikler fra Krop+fysiks arkiv opdateres ikke.