Løb off-road: På afveje

Tekst: Marianne Nørup, fysioterapeut

Foto: Shutterstock

Løb væk fra de etablerede veje og stier – og opdag en ny verden. Med ét bliver løbeturen endnu mere effektiv, og din mentale sundhed bliver plejet.

Lige så snart du træder uden for stien, mærker du en forskel.

Foden lander og sætter af på en anden måde. Dine skridt føles anderledes, og kroppen retter sig, så du bevarer balancen. Hvert skridt er en ny udfordring – du løber skævt, opad, nedad, bremser, hopper over en tue, sætter af på en stub, dukker dig under en gren, svinger uden om en busk.

Roen lukker sig om dig. Du kan høre dit eget åndedræt, lyden af smågrene der knækker under dine fødder, susen i trætoppene.

Du er på afveje.

God konditionstræning

Oplevelsen af at komme helt tæt på naturen er ikke den eneste gevinst ved at løbe off-road (også kaldet trailløb eller crossløb). Motionsmæssigt er trailløb langt mere varieret end almindeligt løb. Belastningen på kroppens led og muskler bliver derfor ikke så ensidig som kilometer efter kilometer på asfalt gør. Fødder, knæ, hofter og ryg udfordres hele tiden på forskellige måder, så belastningen fordeles, og koordination og balance udfordres.

På grund af de naturlige forhindringer undervejs er det helt basalt hårdere at løbe uden for stierne. Det betyder blandt andet at kredsløbet – konditionen – udfordres. Trailløb er naturlig intervaltræning: Det går pludseligt stejlt op ad bakke – og pulsen stiger til tæt på max – hvorefter den falder igen på vej nedad.

Styrker hele kroppen

Når du løber trailløb, bruger du kroppen mere naturligt – sådan som vores urforfædre gjorde før verden blev asfalteret og nivelleret. For vi er ikke skabt til udelukkende at bevæge os på et jævnt underlag.

Det skiftende underlag med skrænter, mudder, sten og rødder udfordrer din balance og din teknik. Det kræver lidt tilvænning. Og det mere bakkede terræn du sandsynligvis kommer ud i, når du forlader den slagne vej, gør også at du får brug for musklerne i dine baller, ben og fødder. Dine lægmusklers fleksibilitet udfordres når du løber op ad bakke, og du bruger din kropsmidte – ryg- og mavemusklerne – for at holde balancen og overføre kraft. Med andre ord træner du hele kroppen på en anden måde end ved traditionelt løb.

At naturoplevelser, ikke mindst ud i den vilde natur, også dæmper stress og øger humøret, er en ekstra bonus. En tur på afveje er en lise for sjælen.

I gang med trailløb

Udstyr

Du kan sagtens bruge dit sædvanlige løbetøj. Vælg evt. lange ærmer og ben i løbetøjet for at forebygge flåtbid og undgå at blive revet af kviste og grene. Du skal dog kunne leve med at tøjet bliver beskidt og måske får en flænge eller to.

Dine almindelige løbesko kan også fint bruges. Får du mod på trailløb, kan du investere i et par særlige trailsko. De hjælper dig til at stå bedre fast når underlaget er mudret eller ujævnt.

Hvor kan jeg løbe?

Som udgangspunkt kan du løbe hvor som helst. Men det kan være en fordel at finde nogle gode sammenhængende og varierede ruter.

Nogle løbeklubber har introduktion til trailløb og/eller arrangerer fælles trailløb. Her kan du få glæde af andres erfaringer og tips.

På Udinaturen.dk kan du finde forslag til løberuter i din skov.

Vil du kombinere trailløbet med orientering, kan du finde ruter og udprinte et kort med poster på findveji.dk.

Husk at tjekke for flåtbid – du kommer helt tæt på bevoksningen, hvor de små kryb sidder på spring.


Fysioterapeutens kommentar

Mange fordele

Trailløb er yderst alsidig træning og styrker både kredsløb, muskelkraft, udholdenhed, balance og koordination. En perfekt kombination, som ovenikøbet foregår i frisk luft og natur.

Kroppens bevægelser nærmer sig meget vores naturlige bevægemønstre – natural movement – fordi vi inddrager hele kroppen og forholder os til skiftende udfordringer og omgivelser. Det styrker ikke blot krop og motorik, men også hjernen.

Desuden kan trailløb give et mentalt boost og sænke niveauet af stresshormoner.

Vær opmærksom

Tilvæn gradvist kroppen til den nye udfordring!

Risikoen for at vrikke om er større når du løber uden for de afmærkede stier og veje. Har du tendens til at vrikke om, er det en god ide at træne din balance sideløbende, samt bruge tape eller en særlig skinne på dine ankler. Når du først er sikker på benene, vil trailløb til gengæld være med til at styrke din stabilitet og balance i fod- og knæled. Men vær altid opmærksom – du kan ikke slå autopiloten til på samme måde som mange af os gør under almindeligt løb!

At løbe off-road kræver en hurtig reaktionsevne – der er risiko for svirp af grene eller at falde over en fritliggende rod osv. Igen: Vær opmærksom!

Artikler fra Krop+fysiks arkiv opdateres ikke.