Krop & Fysik tester nyt gear til din træning: På løbetur med sko-sensor

– en modstræbende motionists bekendelser

Det er sundt og godt at løbetræne. Ja. Men hvad nu når man hader at løbe? For Krop & Fysiks testperson blev en elektronisk løbemakker en genvej til længere distancer.

Jeg har aldrig været rigtig glad for at løbe. Så er det sagt! Jeg føler mig tung, tiden snegler sig af sted, og jeg kan kun tænke på hvor ondt det gør.

Alligevel har jeg i årevis løbet et par gange om ugen – af ren nød for at holde mig i form (for det kan som bekendt knibe med tid til holdsport når man har stiftet familie). Altid kun  5-6 kilometer ad gangen.

Men så – i et svagt øjeblik – lod jeg mig overtale til at melde mig til Lillebælt Halvmaraton. Jeg kunne træne sammen med tre venner. De starter hvert år løbetræningen i oktober og bygger formen op til halvmaraton i maj. Det kunne måske  være en vej ud af min løbefobi, tænkte jeg. Måske ville jeg endda lære at elske at løbe,  sådan som så mange påstår at de gør.

Vi startede løbetræningen en mørk og blæsende oktoberaften. Vi løb ca. syv kilometer. Mine kammerater løb og småsludrede hele vejen. Jeg måtte kæmpe for at hænge på med det yderste af neglene og lungerne uden på tøjet. Nåja, jeg skal vel lige vænne mig til tempoet, tænkte jeg. Så i de følgende uger og måneder kløede jeg på med krum hals og en klar forventning om at løberusen lå lige om hjørnet. Men den kom aldrig; mønstret forblev det samme: De andre løb forholdsvis ubesværet afsted, mens jeg var ved at dø. ”Kan du mærke at du bliver bedre,” spurgte de. Men det kunne jeg helt ærligt ikke. Jo, nok blev distancen forøget, og tempoet sat en smule op. Men på hver tur var jeg ude ved grænserne af min formåen. Var min form blevet bedre? Jeg havde ingen anelse.

Tal på træningen

Jeg ræsonnerede mig frem til at jeg manglede en gadget: Godt nok kunne jeg ikke mærke nogen forbedring i min form, men måske kunne jeg måle mig frem til en.

Så jeg fik mig et ur der kan måle puls – et Polar RS300X – og en ”foot pod” (en lille dims  der spændes fast til skoen) som kan måle afstand. Disse to målinger sætter uret i stand til  bl.a. at vise hastighed, tilbagelangt afstand, kilometertid, gennemsnitshastighed og aktuel  puls. Samt fortælle hvilken ’zone’ man befinder sig i – dvs. hvor hårdt man presser sig selv. Alle disse muligheder gør naturligvis uret til en småindviklet tingest, og jeg havde mit hyr med at finde rundt i det omfangsrige display. Men da jeg omsider krøb til korset og gik ombord i manualen, fandt jeg til sidst ud af at indstille uret og kalibrere det til min  skridtlængde, så den nu måler temmelig præcist.

Det var med stor spænding jeg gav mig ud på min første løbetur. Hvor god var min form  mon? Min puls lå konstant omkring 150, min gennemsnitlige løbehastighed på ca. 5:15 min. pr. kilometer, og jeg fik løbet 10 kilometer. Det var da meget godt. Og selvom jeg  var træt, og knæ og ben var ømme, følte jeg mig ved bedre mod end længe.

Min nye træningsmakker

Siden har jeg haft tendens til at løbe længere – for når uret viser et givent antal kilometer, kan jeg som regel lige lægge en kilometer eller to oveni. Jeg har kunnet pace mig selv på  hastigheden, og jeg har øget min løbedistance. Og selv om det er hårdt og gør ondt at løbe så langt, så føles det anderledes end før.

Den 7. maj i år gennemførte jeg halvmaratonen. Og det var fantastisk. Jeg løb ikke  sammen med mine venner – de løber for hurtigt – jeg holdt mig til min elektroniske  træningsmakker; og med dens hjælp holdt jeg de planlagte 5:25 min./kilometer. For målet var at gennemføre.

Har jeg lært at elske at løbe? Jeg kan ikke påstå at jeg nyder det. Men jeg er heller ikke  ved at dø hele vejen. Og i dag hørte jeg mig selv sige til min kone at jeg lige løber mig en kort tur på 6-8 kilometer!
Men ligefrem at elske at løbe, det kommer jeg sgu’ aldrig til!