Snorkling forudsætter en maske og en snorkel eller en kombineret helmaske og snorkel. Og selvom svømmefødder (finner) ikke er et must, bidrager de til en god oplevelse: Du kan hurtigere komme omkring, du kan langt nemmere dykke ned, og du kan ligge stille og vugge i vandoverfladen mens du kigger på krabberne, klovnfisken eller de smukke koraller under dig.
Udstyret kan som regel lejes eller købes på feriedestinationer. Men du kan faktisk købe glimrende udstyr herhjemme til små penge.
Masken skal passe godt for at der ikke siver vand ind. Den dyreste maske er ikke nødvendigvis den bedste. Prøv forskellige på for at finde den der passer bedst. Du skal kunne holde masken godt fast blot ved at sætte den på ansigtet og suge ind gennem næsen – uden at sætte remmen på hovedet.
Snorklen må ikke have et for stort volumen eller være for lang. Små børn skal have en børnesnorkel med et tilpasset lille volumen – en voksensnorkel er for stor til deres små lunger. Mange snorkler har en ventil i bunden som gør det væsentligt nemmere at tømme snorklen for vand, og nogle har en anordning i toppen, der skal hindre at vand trænger ind.
En ny masketype er blevet meget populær, og med god grund. Det drejer sig om en helmaske med indbygget snorkel i toppen, hvor man kan ånde gennem både næse og mund uden at have et mundstykke i munden. Maskerne er således brugervenlige, og de gode af slagsen er også sikre at benytte. Men er helmasken designet forkert, er der risiko for at der ophobes CO2 i masken, så man ikke får tilstrækkeligt med ilt. Undgå derfor at købe billige modeller på kinesiske hjemmesider. Hold dig til masker fra velrenommerede producenter.
Finnerne fås med hælrem, så man kan have bade- eller våddragtssko på, eller som fuldfodsfinner til bare tæer. Begge typer kan bruges.
Meget hårde finner kan give krampe i lægmusklerne hvis du er uvant med at bruge finner, så vælg et par med blødt og ikke for langt blad.
TIP: En ting der ofte går galt når man er nybegynder, er at masken tager vand ind eller dugger. Her er løsningsmodellerne:
Skuffelsen kan være stor når du – eller de forventningsfulde børn – endelig har fået udstyret på, og I begiver jer ud på snorkelsafari. For nogle steder er der ganske enkelt kedeligt – eller vandet er for grumset.
Det er nærliggende at tro at smukke hvide strande med krystalblåt hav er det ideelle sted at finde smukke undervandsoplevelser. Det er dog på ingen måde en garanti. Gå i stedet efter elementer som sten, klipper, tangøer og lign., hvor fisk og bevoksning kunne tænke sig at bo og holde til.
TIP: Mange feriedestinationer – også herhjemme – arrangerer guidede snorkelture, hvor du sejles til et velegnet sted.
Lær at trykudligne
Når du ligger i vandoverfladen, kan du se det hele ovenfra. Hvis du vil tættere på – og øge oplevelsen af eventyr – kan du dykke ned. Det kræver lidt tilvænning, og ikke mindst at du lærer at trykudligne. Det gør du ved at holde dig for næsen, puste ud og få ørerne til at klikke – ligesom du gør når du lander eller letter i et fly. Du skal trykudligne tidligt og ofte når du dykker ned.
Træk vejret
Pas på ikke at hyperventilere! Slap af og træk evt. vejret lidt dybere og langsommere end normalt.
TIP: Våddragten skal sidde tættil kroppen. Sidder den for løst, vil der være stor vandudskiftning, og du vil hurtigt blive kold.
Vær fornuftig! Det gælder ikke om at holde vejret så længe som muligt, eller dykke så dybt du kan. Snorkling er ikke fridykning, som kræver stor viden og uddannelse. Så undgå at eksperimentere.
Med et GoPro-kamera eller lign. kan du forevige dine undervandsoplevelser. Det kan tilføre en ekstra dimension til dine snorkelture når du er ude over begynderstadiet.
TIP: De bedste undervandsfotos tages ofte nedefra og op. Så dyk ned lidt under dit motiv.
Har du snorkel, maske og finner, kan du også have glæde af dem i din sommermotion. Iført dem – og gerne en tætvåddragt – kan du motionssvømme langs kysten. Finnerne giver fart og gør det nemmere at holde små pauser undervejs. Masken giver motionsturen underholdningsværdi, og snorklen betyder at du kan holde hovedet i lige forlængelse af kroppen hele turen – dvs. du slipper for de (for nogle) besværlige vejrtræknings-hoveddrejninger når du crawler. Forskellen er meget mærkbar – og der er grobund for nogle lange friske ture.
Artikler fra Krop+fysiks arkiv opdateres ikke.