Slut med smerter: Else er kommet tilbage på cyklen

Af: Clara Edgar Jakobsen

Foto: Jørn Ungstrup GLA:D©

I august 2017 begyndte Else Spanggaard at få ondt i knæet. Så hun holdt sig i ro og håbede at det ville gå i sig selv. Det gjorde det ikke. Heldigvis blev hun henvist til fysioterapi og fik trænet smerterne væk, og i dag er der fuld fart over Else.

Der er gang i den 77-årige Else Spanggaard. Det har der altid været. Siden hun startede til gymnastik som 5-årig, har det ikke skortet på fysiske aktiviteter – håndbold, yoga, fitness – nogle gange flere motionsformer på samme tid, også efter hun gik på pension. Men for godt og vel halvandet år siden begyndte en smerte at tage form i knæene.

De var stive, kunne ikke bøje sig, og hun vågnede om natten når hun skulle vende sig. Hun overvejede om hun skulle få fat i nogle smertestillende piller hun kunne tage inden hun gik i seng. Men Else har aldrig været glad for piller. Så efter en hård nat hvor smerterne havde været særligt slemme, besluttede hun at tage til læge for at høre hans diagnose.

GLAD? Ja tak!

– Han mærkede på det, og der var ikke nogen voldsom hævelse. Fordi jeg har gigt andre steder, mente han at det var det der gav smerten i knæet, og så sagde han at jeg skulle gå til GLAD, siger Else.

GLA:D® er kort fortalt fysioterapeutisk guidet træning, der har som mål at fjerne smerter ved artrose. Else tog en snak med fysioterapeuten Sarah, som tager sig af GLA:D-behandlingen i Faaborg Fysioterapi og Træningscenter, og hun var enig i at Else sandsynligvis kunne have gavn af at komme på et hold.

Lige inden påske 2018 startede Else sit 8-ugers forløb med to træninger om ugen, og selvom hun håbede at det ville virke, var hun også skeptisk. Den skepsis måtte hun dog hurtigt pakke væk.

Artrose flere steder

Else har artrose flere steder i kroppen. Det ses tydeligt på hendes fingre, som er skæve og fyldt med knyster, selvom hun dog mener at hendes tid som håndboldspiller tager en del af æren for de skæve led. Else har stået i tøjbutik det meste af sit liv, og da hun stadig var på arbejdsmarkedet, var hun også plaget af smerter i ryggen. For omkring ti år siden fik hun efter en undersøgelse hos lægen at vide at hun manglede noget brusk i lænderyggen.

– Det kunne jeg blive opereret for, men det ville jeg helst ikke, siger Else.

For ligesom hun er tilbageholden med at tage piller, vil hun også for alt i verden gerne undgå operationer. Hun kan nemlig se på sin omgangskreds hvordan operationer kan være forbundet med komplikationer eller manglende fysisk frihed.

– En jeg bowler med, fik et nyt knæ i juli sidste år, og det er stadig ikke i orden. Hun går med en stok, og har lige fået at vide at det er noget med noget væske. Så jeg vil virkelig helst ikke have nyt knæ.

Nå ja, Else bowler naturligvis også – hver torsdag. Og hun vil altså helst ikke have indsat skruer, plader eller andet i hverken ryg eller knæ. Så hun fik i stedet hjælp til at gå i gang med specifikke øvelser til ryggen, og de hjalp hende i sådan grad at hun ikke længere døjer med rygsmerter, så længe hun husker at lave øvelserne derhjemme. Og det gør hun – hver morgen.

Undgik operation

Else opsøgte en kiropraktor inden hun startede på GLA:D, men syntes ikke at det havde den virkning hun håbede. Så hun endte med at søge lægen, som heldigvis kendte til GLA:D.

Efter bare fire uger med Sarahs behandling kunne Else mærke en forskel.

– Da jeg var omkring halvvejs i programmet, sov jeg for første gang i lang tid hele natten uden at mærke noget til knæet, så da jeg vågnede, tænkte jeg bare: ’det var da pokkers’, siger Else.

I dag er hun tilbage til at få sine syv en halv times uforstyrret søvn, forklarer hun. Hendes skepsis har hun også lagt væk. Faktisk så langt væk at hun i dag anbefaler GLA:D vidt og bredt

Træning både i og uden for salen

GLA:D-træningen er en kombination af øvelser og træning i bevægelse. Deltagerne træner mavemuskulaturen, laver øvelser med elastikker og bolde, styrker bækkenbunden og indarbejder nye vaner. Det er nemlig ikke nok kun at træne i salen. Else har eksempelvis lært at hun det meste af sit liv har gået uhensigtsmæssigt. Den fejl har Sarah fået rettet op på.

– Jeg har altid lært at man skal samle benene, men det skal man åbenbart ikke. Man skal gå med hoftebredde mellem fødderne og strække ud i hoften. Det var lidt svært at huske i starten for sådan en som mig i min alder, siger hun.

Hun har også lært hvad hoftebredde rent faktisk er – det er nemlig slet ikke så bred en stilling som hun troede, og hun er blevet bevidst om ikke at overstrække knæene.

Det er ikke ét element eller én øvelse der har fået Elses knæ til at holde op med at værke. Det er den samlede pakke og det faktum at hun rent faktisk begyndte at arbejde med musklerne, leddene og vanerne frem for at være inaktiv.

Tilbage på cyklen

Modsat hvad hun troede, gør man nemlig ikke sig selv en tjeneste ved at undlade at gøre noget, det handler bare om at man skal gøre det rigtige. Den viden tager hun med sig ind i gymnastikken, som hun er tilbage til at dyrke i fuldt flor.

Hun er også tilbage på cyklen, som hun er meget afhængig af, eftersom hun ikke har bil, og vigtigst af alt har hun fået meget af sit sociale liv og sin livsglæde igen.

– Jeg var nok lidt knotten og irriteret mens det gjorde ondt. Jeg kunne slet ikke det jeg kunne før, og det var jeg sur over. Det kan jeg nu. Men vi skulle godt nok sjippe i træningen i dag, og det synes jeg var lidt svært. Jeg følte mig tung i røven, men så må jeg jo bare prøve at øve mig lidt herhjemme, siger Else.

Og øve sig kan hun sagtens, for det gør nemlig ikke længere ondt i knæet når hun hopper.


GLAD igen

GLAD står for Godt Liv med Artrose i Danmark (GLA:D®)


ARTROSE: Smerter i leddene kan afhjælpes

Artikler fra Krop+fysiks arkiv opdateres ikke.