” Jeg har aldrig været i tvivl om at håndbolden var det rigtige”

Tekst: Kristine Buske, journalist

Foto: Anna Vibeke Johansson

Louise Burgaards krop har været meget igennem for at karrieren kunne lykkes. Hun fortryder intet, for hver skade har givet mod til at kæmpe endnu hårdere for at blive klar til næste kamp. Det er ingen undtagelse til årets VM i kvindehåndbold, hvor hun vil bruge sine erfaringer til at styrke holdet.

Venstre fod. Højre knæ. Venstre knæ. Pegefingeren. Højre back-spilleren Louise Burgaards liste over skader er lang. De seneste to skader fik hun i år. Alligevel er hun mødt op med stor kampgejst på Vejle Center Hotel, hvor hun og resten af kvindelandsholdet i håndbold varmer op til årets VM-turnering.

Men i maj måned, efter Champions League med sit franske hold Metz, måtte Louise holde en måneds pause fra håndbolden. Under kvartfinalekampen fik hun delvist overrevet et ledbånd i højre knæ – det knæ som hun sætter af på under skud. Alligevel fortsatte hun kampen.

LOUISE BURGAARD

Louise Katharina Vinter Burgaard er håndboldspiller i den franske klub Metz Handball og spiller på Danmarks kvindehåndboldlandshold. Hun er venstrehåndet og spiller højre back.

Louise er 31 år og født i Esbjerg. Hun begyndte i den lille klub Vinding SF da hun var omkring fem år, og har spillet på alle ungdomslandsholdene – i alle slutrunder blev hun udtaget til all stars-holdet.

I sin seniorkarriere har hun spillet i klubberne:
2010-2011: KIF Vejen
2011-2013: TTH Holstebro
2013-2015: Viborg Håndbold Klub
2015-2019: FC Midtjylland Håndbold
2019-: Metz Handball

Hun fik debut på det danske kvindelandshold ved VM i 2011.

– Det skete akut midt i kampen, så jeg kørte på adrenalin, og jeg vidste at det var afgørende at jeg fortsatte.

Jeg ved efterhånden hvor meget jeg kan presse citronen og har før spillet med en nyopstået skade. I sådan en situation tænker jeg over min spilteknik og holder mere afstand til forsvaret for at bevæge mig så lidt som muligt, så skaden ikke bliver værre, siger Louise.

Forskellig genoptræningskultur

Når det kommer til genoptræning, er der et stykke mellem kulturen i Danmark og Frankrig. I Danmark er tilgangen at de skadede dele skal bruges med langsom genoptræning. Her er det fysioterapeuten der lægger et program. I Frankrig er kuren hvile, og det er lægen der lægger behandlingsplanen.

Louise ved hvor meget genoptræning betyder, så hun ringede til fysioterapeut Mikkel Hjuler fra det danske landshold for at få en second opinion.

Louise Burgaard - håndbold

– Mikkel anbefalede mig at styrketræne knæet, så det hurtigere blev modstandsdygtigt igen, og han samarbejdede med Metz om at lægge et genoptræningsprogram for mig, siger Louise.

Et smertefuldt uheld

Desværre fik Louise kun to måneders aktiv spilperiode inden hun igen måtte trække sig fra hallen. Under et opvarmningsspil i august rev hun højre pegefinger af led. Om det var bolden eller landsholdskollega Kristina Jørgensen der ramte fingeren, er der ingen der ved.

”Ik’ kig!” råbte Kristina Jørgensen.

Da Louise alligevel kiggede ned, strittede fingeren ud i luften, og man kunne se knoglen. Louise skreg, og de næste to til tre timer var et smertehelvede, som medicin ikke kunne tage, inden hun havnede på operationsbordet. Hasteoperationen foregik med lokalbedøvelse, og Louise kunne høre saven bevæge sig gennem hendes finger. Heldigvis gik alt godt. Beskeden fra lægerne lød at hun kunne spille igen efter fire til seks uger, men der gik kun tre uger før hun spillede med den beskadigede finger i en skinne, tapet sammen med nabofingrene. Og nu, to måneder efter skaden, ser det fornuftigt ud.

– Jeg spiller stadig med en plastikskinne, og jeg kan også mærke det på min finmotorik. Men det påvirker ikke mit spil, og jeg har aldrig været i tvivl om at jeg nok skal blive klar til VM, siger Louise.

Dus med sine fysioterapeuter

Den skade som har fulgt Louise mest, er hendes springerknæ på højre ben, som er det ben hun lander på. Derfor er tung og langsom styrketræning en stor del af træningsprogrammet, og hun bruger også styrketræningen for at forebygge nye skader.

– Jeg har en dårlig faldteknik, og det er med til at slide på brusken i knæet, forklarer Louise.

Uanset hvilken klub hun har spillet i, har hun brugt sin fysioterapeut meget. Ikke kun til sine konkrete skader, men også til at holde kroppen stærk og klar til næste kamp.

Louise Burgaard - håndbold

– Når vi er på farten med holdet, reagerer jeg meget på at ligge på hårde senge, og jeg bliver stiv i ryggen, så ud over styrketræning af knæet har jeg også styrke af ryggen på programmet. Når jeg har fuldt kamprogram, kan jeg ikke køre aggressivt på den forebyggende træning, så det gør jeg uden for kampsæson, fortæller Louise.

Sat i verden for håndbolden

De mange skader er en pris Louise mener er værd at betale. Hun satte sine ben i en håndboldhal allerede som helt lille, da hen-des mor spillede 1. division i Esbjerg HK. Louise startede allerede som femårig med at følge i mors fodspor i den lille klub Vinding SF. I venindebøgerne i folkeskolen under feltet ”Det vil jeg være når jeg bliver stor” skrev Louise: ”Håndboldspiller på kvindelandsholdet”. Med stor selvsikkerhed. Det betød nej til mange ungdomsfester og drukture. Men når Louise fortæller om det, er der ingen ærgrelse at spore i hendes stemme.

– Håndbold var bare sjovere. Det er ikke fordi jeg ikke har haft min ungdom, men det var fællesskabet i klubben jeg altid valgte først, siger hun med et smil.

Selvom hun nåede målet som professionel håndboldspiller, bliver man måske overrasket når man hører hvad hun bedst kan lide ved sit arbejde.

– Jeg føler jeg er lidt atypisk på det punkt. Når andre snakker kampe og titler, er det hverdagens trummerum og rutinerne jeg sætter mest pris på.

Der er en mening med alt det vi laver i vores træning, og hver gang man kommer hjem om aftenen, har man udviklet sig, siger Louise.

Klar til VM

Nu står Louise over for sin 12. slutrunde på landsholdet, og hun er klar til at bruge sine mange års håndbolderfaring som et positivt boost til holdet til årets VM.

– Der er plads til forskelligheder på landsholdet, og det er vigtigt.

Jeg håber jeg kan være med til at skabe en kultur hvor vi italesætter sårbarhed og hjælper hinanden, så vi bliver stærkere som spillere og som hold.

– Jeg er mega taknemmelig for at kunne leve af det jeg brænder for. Sammenholdet er noget helt særligt, vi griner og græder sammen og er sammen 24/7. Jeg har aldrig været i tvivl om at håndbolden var det rigtige, men jeg tror først jeg rigtig forstår hvad det har givet mig, når det en dag er slut.

Her kan du læse om ledbåndsskader i knæet, som den Louise har døjet med.