Det er vigtigt at foretage sig noget sammen med sine store børn, og aktiviteterne må meget gerne være fysiske. Men gider teenagerne det? – Ja, de gør. Men vi forældre glemmer ofte at lytte til dem, siger familieterapeut John Halse.
Hvorfor er det vigtigt at foretage sig noget sammen med sine teenagebørn indimellem. Skal de ikke bare have lov at være sammen med vennerne, som de jo ser ud til at foretrække?
– Det er vigtigt at vi har en god tæt relation til vores børn, blandt andet fordi vi gerne vil være de mennesker som de har lyst til at tale med hvis der en dag er noget galt, siger familieterapeut, cand. psyk. John Halse, som blandt mange ting har været formand for Børns Vilkår i en lang årrække.
Han er overbevist om at vi tager fejl hvis vi tror at vores store børn er ligeglade med relationen til familien, selv om vi måske kan opleve det sådan.
– Mange forældre er for dårlige til at lytte til deres teenagere. Forældrene har måske på forhånd puttet de store børn ind i en bås der hedder: ”at de jo er lidt umulige, ”under ombygning” og ikke rigtig til at kommunikere med.” Men hvem har lyst til at have sådan nogle mærkater hæftet på sig, spørger familieterapeuten retorisk.
Han mener at det er naturligt at vennerne betyder meget for teenagerne, men at vi voksne skal være dem der skaber rammer for samtale og samvær. Det kræver indimellem at vi er lidt mere rummelige og kan sætte os i de unges sted.
De unge vil faktisk gerne
Sundhedsplejerske Susanne Riber fra Svendborg, der står i spidsen for en række meget populære foredragsaftner, netop om hvordan forældrene kan skabe en frugtbar relation til deres teenagere, er helt enig.
– Mange teenagere har computer og tv på værelset og burer sig lidt inde, men det er tilladt for forældrene at sige: ”Jeg vil gerne lave noget sammen med dig, hvad kunne du have lyst til?”, eller komme med nogle forslag som så kan passes til, siger Susanne Riber.
Hun oplever en stor usikkerhed hos forældrene, som frygter at de bare får et surt svar hvis de foreslår nogle fælles aktiviteter.
– Når jeg taler med de unge om det her, giver de faktisk udtryk for at de godt kan lide at høre at forældrene gerne vil lave noget sammen med dem, siger sundhedsplejersken, som arbejder med unge og familier i sit distrikt.
Hun pointerer at man selvfølgelig ikke kan forvente at den unge smider alt hvad han/hun har i hænderne, eller straks rejser sig smilende fra tv-serien, hvilket vi andre nok heller ikke ville gøre i en tilsvarende situation.
– Det er irriterende at blive afbrudt, og de unge lægger jo som vi andre en masse planer for deres fritid. En fremgangsmåde kunne være at foreslå at man laver noget sammen lørdag eftermiddag. Så kan den unge lige nå at fordøje det og få det passet ind i de øvrige planer med vennerne, siger Susanne Riber.
Aktiviteter der giver nærhed
De to eksperter på familier er også meget enige i at det giver tættere relationer at GØRE noget sammen.
– Det behøver ikke være forkromede ferier til eksotiske rejsemål. En kanotur på Gudenåen er noget af det allerbedste når vi snakker ferier, og en gåtur eller en cykeltur kan være glimrende i hverdagen, siger John Halse.
Han er udmærket klar over at otte ud af ti teenagere ville skulle overtales til at tage på kanotur.
– Men her er det så en gang imellem at forældrene må træde i karakter og sige: ”Men det er altså det vi gør,” siger familieterapeuten.
Han er overbevist om at det styrker familiebåndene at gennemgå nogle strabadser sammen.
– Alle er af sted på de samme præmisser. Alle er nødt til at padle og holde i hjørnet af teltet. Man kan næsten ikke undgå undervejs på sådan en tur at komme til at snakke om livet. Man kommer lettere tæt på hinanden end hvis man sidder hjemme i sofaen og SKAL snakke, siger John Halse.
Netop den der med at nu må vi sætte os ned og tage en snak om tingene, hører sundhedsplejerske Susanne Riber ofte de unge give udtryk for at de ikke bryder sig om.
– I teenageårene synes de unge det er svært at skulle sidde og se os voksne ind i øjnene og være åbenhjertige. De foretrækker absolut at snakke mens man fx går eller laver noget andet sammen, siger hun.
Og her kan man måske med fordel igen spørge sig selv om teenagerne adskiller sig så meget fra os andre. Der er ofte mere plads til lige at tænke lidt inden man svarer, når man er i gang med sammen at male et plankeværk eller traver rundt i skoven. Det giver mere luft til den enkelte end når man sidder rundt om bordet med det ene formål at løse et problem.
Fysisk aktivitet med engagement
Men den fysiske aktivitet kan andet end at skabe rum for en god snak. Der sker også nogle ting rent biokemisk.
– Vi ved at fysisk aktivitet påvirker hjernen. Blandt andet udvikler det område der har noget med hukommelsen at gøre, og det er jo ikke mindst vigtigt i de år hvor man er under uddannelse. Desuden mener man at der er en sammenhæng mellem intelligens og motion, fortæller Susanne Riber.
Endelig er der vist ikke nogen tvivl om at fysisk aktivitet kan skabe velvære, umiddelbar glæde, selvforglemmelse og en følelse af fællesskab, hvis der er tale om projekter som man klarer sammen.
– Mit bud er at vi skal snakke mindre og gøre mere. Forstået på den måde at hvis vi spørger vores teenagere hvordan det gik i dag, får vi oftest standardsvaret ”meget godt”, men hvis vi laver noget sammen, begynder de af sig selv at fortælle om deres liv og tanker, siger John Halse.
Han pointerer også at det er vigtigt at vi som forældre engagerer os helhjertet i aktiviteten.
– Tager man i et badeland eller et sommerland, kan selv teenagerne godt lide at få forældrene lokket med op i den vilde rutchebane. De nyder at opleve os lidt løsslupne, siger familieterapeuten.
Og her bliver han bakket op af de unges egne udsagn, som børnefysioterapeut Lene Bruun samlede sammen da hun for nylig interviewede en række teenagere til et studie om 11-15-åriges aktivitetsniveau.
– Interviewene handlede om de unges forhold til deres lærere. En af de vigtige pointer var at de unge gerne vil gøre ting sammen med de voksne i skolen, men at lærerne skal vise et ægte engagement. De skal ikke bare hoppe i en trampolin for at aktivere de unge, de skal gøre det fordi de selv nyder det og gerne vil have det sjovt sammen med de unge. Den ægthed kunne man formode er lige så væsentlig når det handler om samspillet med forældrene, siger Lene Bruun.
Sund mad i køleskabet
En yderligere fordel ved at være fysisk aktive med sine store børn er naturligvis sundheden, for vi vil jo alle gerne give vores børn sunde vaner. Herunder også sunde kostvaner – som sjældent passer med teenagernes livsstil og hang til fastfood og snacks. Her er familieeksperterne igen enige om at vi i stedet for meget snak skal handle.
– Når jeg snakker med niendeklasseselever kan jeg tælle at det kun er omkring en tredjedel af dem der spiser morgenmad, og langt de fleste køber frokosten i en kiosk eller sandwichbar hvis de bor i en større by, siger sundhedsplejerske Susanne Riber.
Hun tror det kan være meget vanskeligt at få dem til at stå tidligere op om morgenen så de kan nå at få morgenmad eller tage en madpakke med, men så kan man i stedet sørge for at der er sund mad i hjemmet.
– Det er vigtigt at den mad der er tilgængelig når de åbner køleskabet efter skoletid, er sund. Der skal være ordentligt brød, frugt og grønt og ikke en masse chips og den slags der kan friste, siger hun.
Vejen til sunde teenagere og et mere frugtbart forhold mellem forældre og teenagere er altså ifølge de tre fagpersoner blandt andet: Ægte engagement, mere lytten og en tro på at de unge faktisk godt gider lave noget sammen med deres forældre indimellem, hvis de bare selv bliver taget lidt med på råd og føler sig respekteret som ligeværdige partnere. Og man kan ikke starte for tidligt med de gode vaner.
– Det vil ofte være nemmere at introducere fælles cykelture, sund mad og andre sunde vaner hos de mindre børn, og så holde det ved lige og tilpasse det når de bliver teenagere. Men det er ikke umuligt at sætte ind selv om man ikke er kommet så tidligt i gang. Slet ikke, slutter Susanne Riber.
18 ideer til fælles aktiviteter Aktiviteterne skal først og fremmest passe til jeres familie og dens behov – lyt til den unge, og gør det på jeres måde: 1. Gå en aftentur én forælder og ét barn – lad den unge bestemme hvor I går hen. 2. Aftal med din teenager at I laver mad sammen; lad den unge vælge menuen, tag sammen ud at handle (på gåben eller cykel hvis det er muligt), og hyg jer med madlavningen. 3. Tag en cykeltur for hele familien i weekenden. Engager den unge i at finde en interessant rute, indstil evt. gps´en på cyklen, og tag en god madpakke eller noget lækkert frugt og drikkevarer med. Eller køb en sandwich undervejs. 4. Find et sted ikke for langt væk hvor man kan leje kanoer eller kajakker, og brug en halv søndag hele familien på en sejltur. 5. Brug et par timer (evt. sammen med nogle venner med børn i samme alder) på at tage ud og plukke jordbær eller andet i sæsonen, og fråds så i den friske frugt sammen når I kommer hjem. 6. Tag ud at samle vilde bær i sæsonen – fx brombær eller hyben – og lav sammen marmelade. 7. Tag et slag badminton en sommeraften. 8. Tag til fodboldkamp eller andre sportsbegivenheder sammen, og tag cyklerne derhen hvis det er muligt. 9. Bak op om dit barns sportsaktiviteter og andre aktiviteter, og stå på sidelinjen hvis de gerne vil have det. 10. Tag en aftenbadetur enten i en sø eller i havet. Afstanden til vandet er sjældent ret stor i Danmark. 11. Tag en gang om året (måske på årets første skoledag) en tur ud at spise hele familien. Lad børnene sammen eller på skift vælge en restaurant inden for en aftalt prisklasse. 12. Tag i biografen sammen hele familien. Tag cyklen eller offentlig transport. 13. Tag et slag Kinect, Wii eller andet aktivt computerspil. 14. Inviter dit barn med når du selv skal løbe en tur eller til zumba, squash eller fitness etc. Lidt større projekter 15. Planlæg en kanotur i en ferie eller weekend, og brug tiden op til på at tage små træningsture. 16. Planlæg en cykelferie med telt eller mellem vandrehjem/kroer, og brug igen tiden op til på at tage nogle træningsture så I kan klare nogle km i sadlen. 17. Tag på skitur som fra arrangørens side er tilrettelagt efter at man skal hjælpes ad med madlavning og andre praktiske ting som gruppe. Det bliver både en skiferie i den billige ende og en rigtig god familieoplevelse. 18. Vandreture findes også i familieudgaver – korte, lange, herhjemme og i udlandet. Og man behøver ikke gå hver dag! |
Artikler fra Krop+fysiks arkiv opdateres ikke.