Gentagne fiberskader efter motionspause

Af: Kristian Thorborg

Jeg, kvinde først i 30’erne, har dyrket meget idræt da jeg var yngre. Efter en pause på nogle år ville jeg i gang med fodbold igen, men fik en fibersprængning allerførste gang jeg var til træning. Da den var helet, skete det samme igen efter et par ugers træning. Jeg har nu opgivet fodbold og koncentrerer mig om modern dance, men i sidste uge til dans fik jeg igen en fibersprængning samme sted bag på låret. Jeg er godt træt af det. Kan jeg slet ikke dyrke noget sport mere? Jeg kan godt cykle og jogge, og jeg synes jeg er i rimelig form. Da jeg var idrætsaktiv som ung, havde jeg ikke en eneste skade.

Hilsen Lene


Kære Lene

Muskelfiberskader optræder oftest i idrætsgrene hvor der indgår eksplosive momenter, eksempelvis sprint og spark i forbindelse med fodbold. Vi ved fra både praksis og  forskning at pause fra disse aktiviteter øger risikoen for muskelfiberskader når aktiviteten
genoptages. Alder ser desuden også ud til at øge risikoen,sandsynligvis fordi vores muskelvæv bliver svagere og mindrefleksibelt med tiden. Den helt store risikofaktor i forhold til at fåen muskelfiberskade i baglåret er dog hvis man som dig har haft skaden før. Risikoen for at skaden ”springer” op igen er stor, og netop fodbold og dans, hvor baglårets muskel-sene-enhed presses maksimalt gennem sprint og bevægelse mod yderstillinger, er i den forbindelse risikofyldte aktiviteter. Den gode nyhed er at det ser ud til at man kan gøre noget ved det. Vi har på Amager Hospital i et nyligt studie af mandlige fodboldspillere vist at ekcentrisk styrketræning (”nordic hamstrings”) er særdeles effektivt
i forhold til at forebygge at fiberskaden ”springer” op igen. Denne træningsform er dog ganske hård og varer i 10 uger; jeg vil foreslå at du starter lidt blødere ud og evt. bruger almindelige styrketræningsmaskiner for baglåret, superviseret af en idrætsfysioterapeut,
så du får vejledning i denne udfordrende træningsform. En sidste vigtig ting er at få konstrueret et gradvist løbe/danseprogram, som indeholder en kontrolleret progression af
aktiviteter som minder om fodbold/dansebevægelserne – brug igen idrætsfysioterapeuten til dette. Påbegynd programmet efter ca. 8-10 ugers styrketræning, og følg programmet i samme omfang som selve aktiviteten kræver, altså minimum 1-2 gange ugentligt i op til 4-6 uger, inden du igen fuldt ud optager de aktiviteter som har givet dig problemet. Som du kan se, kræver det en del af dig selv, men omvendt kan alternativet være at du helt
må holde dig fra aktiviteter som fodbold og dans i fremtiden, hvis dine baglår ikke er stærke nok til det.

Held og lykke.
Venlig hilsen
Kristian Thorborg

Artikler fra Krop+fysiks arkiv opdateres ikke.