Frisbee-sport

Af: Pernille Knudsen, fysioterapeut og ultimatespiller

Man kan bruge en frisbee til meget andet end at kaste til en ivrig hund, eller til at kaste lidt med på stranden om sommeren! Få inspiration her.

Frisbee-sporten i Danmark er hastigt voksende i medlemstal og popularitet. De to største discipliner er ultimate frisbee og discgolf. Derudover er der en lang række andre sjove sportsgrene der spilles med en frisbee. I denne artikel kan du hente inspiration. Så tag en frisbee og evt. en ven eller flere med i haven eller på stranden, og prøv hvor sjovt det er. Eller find en klub på www.dfsu.dk, Dansk Frisbee Sport Union, hvor de forskellige frisbee-sportsgrene er organiseret. Frisbees kan du købe gennem klubben, eller bestille på: www.discimport.dk (fra ca. 100 kr.).

Ultimate frisbee

Ultimate frisbee er et holdspil. Omkring 50 lande har organiserede ultimate-turneringer, og ultimate er bl.a. en fast disciplin ved World Games. I USA er sporten især stor inden for collegeverdenen, og mange skoler har 30-40 hold. Danmark er efterhånden blandt verdens ti bedste nationer.

Ultimate spilles året rundt, da det både kan spilles ude og inde. Det er en meget fysisk krævende sport. En udendørs bane måler 100 meter i længden og 37 meter i bredden. De bagerste 18 meter i hver ende af banen er såkaldte målfelter (end zones). Spillet startes ved at de to hold stiller 7 mand på linie over for hinanden i hver deres målfelt. Det forsvarende hold kaster frisbeen til det angribende hold. Herefter kan alle spillere bevæge sig frit på banen. Det angribende hold skal nu kaste frisbeen fra spiller til spiller, indtil det bliver muligt at kaste den til en medspiller der griber frisbeen inde i modstandernes målfelt. Man må ikke løbe med frisbeen, men til gengæld kaste den i alle retninger. Det forsvarende hold forsøger at blokere eller gribe modstandernes afleveringer, så de i stedet selv kan komme i angreb.

Til forskel fra andre idrætsgrene findes der ingen dommere, idet ultimate bygger på fair play og spillernes gensidige respekt. Du kan læse mere om ultimate regler på www.frisbee.dk

Disc golf

Disc golf spilles stort set som almindelig golf, dog erstattes golfkøllen og golfkuglen med en speciel golf disc, som skal kastes ned i en disc golf kurv. Der findes flere baner i Danmark (se www.frisbee.dk). Vinderen er den spiller der er kommet igennem banen på færrest kast.

Golf discen er lille, forholdsvis tung, og mindre vindfølsom end ”normale” frisbees. Der findes dog forskellige typer til forskellige slags kast, så som drives, indspil eller putts.

Disc golf spilles året rundt, og der findes turneringer og arrangementer fra elite til hygge, hvor alle kan deltage uanset alder og niveau. Udstyret er tilmed mindre bekosteligt end til golf.

Double Disc Court, DDC

DDC er en slags badmintondouble, der tester spillernes gribe- og kasteevne samt hurtighed, strategi og kommunikation. To par spiller mod hinanden på to banehalvdele, der er adskilt af 14 meters mellemrum. Der spilles med to discs samtidig. Spillet sættes i gang ved at hvert hold server samtidigt mod hinanden. Der scores point for et kast som lander og bliver inden for modstandernes kvadrat. Modstanderne scorer derimod et point hvis kastet lander uden for banen. Hvis et hold rører begge disc samtidigt, dømmes der “double disc”, og modstanderne får tildelt 2 points.

Discathon

Discathon er en konditionskrævende disciplin, der sætter høje krav til kasteteknik og planlægning. Discathon-ruten anlægges i et terræn med træer og buske, bakker og vandløb som forhindringer og er typisk mellem 600 og 1000 meter. Spilleren behøver ikke at løbe gennem hele banen, blot discen passerer alle porte (de naturlige forhindringer) korrekt. Der løbes i heat med fire spillere.

Guts

De to hold med hver fem deltagere står på linie over for hinanden med 14 meters mellemrum. Formålet med spillet er at kaste så hårdt og skruet mod modstanderne at de ikke kan gribe discen. Der kastes med en særlig disc. Den er lettere end den der bruges i ultimate frisbee, men der kræves en alligevel noget mod (deraf navnet) for at stille op i denne disciplin da de bedste spillere kaster 130 km/t.

Freestyle

I freestyle udfører spilleren forskellige tricks som flotte kast og avancerede gribninger med sin frisbee. Freestyle kan spilles af to eller tre personer, der jonglerer med en eller flere frisbees i fem minutter. Der spilles koreograferet til musik, og dommerne bedømmer sværhedsgrad, præsentation og variation. De allerbedste kan spinne deres frisbee på fingeren og føre den bag om ryggen, under benene, tippe med fingre, fod, hoved og albue, pivotere rundt om sig selv mellem disse tricks og endelig afslutte med en spektakulær gribning.

Længdekast

Kast så langt som muligt! Verdensrekorden er p.t. 250 meter. Der kastes med helt specielle discs, der har en lav profil og specielle, aerodynamiske egenskaber.

Præcisionskast

I en konkurrence kastes 28 kast fra 7 forskellige positioner (14-32 meter), og formålet er at få flest mulige forsøg gennem en lodretstående ring. Fire positioner er fra siden, hvor vinklen på ringen kun er 20 grader. Danmarksrekorden er 16 træffere, mens verdensrekorden er nærmere de 25.

Maximum Time Aloft (MTA) og Throw, Run & Catch (TRC):

I MTA kaster udøveren discen op mod vinden og forsøger at få den til at svæve i så lang tid som muligt. Udøveren skal gribe sit eget kast i én hånd. Resultater omkring 8,00 sek. er fint. I TRC måles hvor langt spilleren kan løbe fra det punkt, der kastes fra og til det punkt hvor kastet gribes. Resultater omkring 50 meter er fint.

Artikler fra Krop+fysiks arkiv opdateres ikke.