Work-life-balance lyder måske som et lidt smart og fortærsket mode-ord. Ikke desto mindre er det en vigtig faktor i vores hverdag. Men hvad dækker begrebet egentlig over?
For mig handler work-life-balance om at leve OG arbejde med trivsel. At have balance eller snarere at være i balance handler ikke om at alt er perfekt, og tingene bare kører som smurt hele tiden. Det handler snarere om at skabe en form for stabilitet i den pulserende hverdag.
Forestil dig en vippe – der kan være små eller store udsving alt efter påvirkningen. Når vippen tipper meget til den ene side, og der opstår en midlertidig ubalance, så gælder det om at påvirke modsatte side for at genvinde balancen. Det er nøjagtig det samme vi skal tænke på når stress opstår. Så gælder det om at fokusere på og skrue op for trivslen som modvægt.
Som når du eksempelvis i en længere periode haft alt for travlt, og trænger til at få sovet mere, spist sundere, holde fri med familien og få tanket op med grin, kys og kram.
Eller når du beslutter dig for at sige fra over for en proppet kalender og/eller personer som dræner din energi, og du i stedet bruger tiden på dig selv og gør ting som du nyder og slapper af med.
Arbejdsmæssigt kan det måske handle om at få uddelegeret nogle opgaver i en periode, så du kan få energien og overblikket tilbage.
Det er vigtigt at stoppe op indimellem og mærke efter: Er jeg ok? Fungerer tingene? Er der ro/uro? Er jeg glad og tilfreds eller…? Det giver dig mulighed for at justere og handle på tingene mens tid er. På den måde sikrer du at ubalance kun opstår midlertidigt – og stressen aldrig når at bide sig fast.
Eva Schmidt er fysioterapeut, erhvervscoach og ejer af konsulentvirksomheden EVAS, som arbejder med stresshåndtering, trivsel og udvikling. Forfatter til bogen ”Stress er IKKE din fjende – sådan vender du underskud til overskud” www.evaschmidt.dk
5 konkrete tips: Sådan opnår du work-life-balance
Har du ofte følelsen af aldrig at blive færdig med tingene, eller altid at være bagud? Så kan det være en god idé at bytte ”To Do”-listen ud med en ”Have Done”-liste i en periode. På den måde kan du synliggøre for dig selv – og andre – hvad du rent faktisk har nået, frem for det du ikke nåede i dag. Det giver bedre samvittighed og ro. Samtidig kan du se om du bruger tiden effektivt og på de rigtige ting.
Måske mærker du ind imellem den dårlige samvittighed når du kommer bagud med tingene, eller når du kommer til at vrisse af en kollega, eller når du endnu engang henter ungerne 10 minutter for sent. Eller måske har du dårlig samvittighed når du er hjemme med familien, men tænker på arbejdet – og omvendt. Sådan kan vi blive ved… Problemet er at den dårlige samvittighed ikke rigtig tjener noget formål, og desværre er en stor kilde til stress. Den negative følelse sætter gang i produktionen af stresshormoner, og på den måde kan vi komme til at stresse os selv dagligt. Når du mærker den dårlige samvittighed, så tag dig af den. Sig til dig selv: ”Tak, dårlige samvittighed, fordi du minder mig om at jeg gerne vil gøre tingene godt! Og jeg gør mit bedste.” Det kan virke lidt fjollet i starten, men når du omfavner dig selv på denne måde, så giver det ro … Prøv det! |
Artikler fra Krop+fysiks arkiv opdateres ikke.