Det slider på kroppen når musikken spiller og koncentrationen overdøver kroppens signaler. Det ved professionelle musikere af bitter erfaring. De har nemlig nogle af Danmarks måske mest fysisk krævende jobs.

Forestil dig at holde en tung basun i ro foran munden med din ene arm, mens den anden bevæger det lange basuntræk frem og tilbage. Eller at sidde med begge arme løftet og hovedet permanent på skrå for at holde på din violin. Samtidig med at du skal koncentrere dig om noder og rytmer – og om at følge din dirigent.

De færreste af os forbinder nok en stillesiddende aktivitet som at spille musik med noget fysisk krævende. Men professionelle musikere sidder i timevis i samme låste stilling når de øver og spiller koncert. Og det slider på kroppen.

– Smerter i bevægeapparatet er meget udbredt blandt musikere. Det gælder især de unge, som endnu ikke er tilvænnede, og de ældre musikere. Jo ældre de er, jo mere hyppige er skaderne, siger Lars Brandt, speciale- og forskningsansvarlig overlæge og ph.d. på Klinik for Musikersundhed på Odense Universitetshospital, landets eneste specialklinik for musikere.

– Professionelle musikere har spillet siden de var børn, og i modsætning til eliteidrætsudøvere, der typisk stopper når de er 30-40 år, så bliver musikerne ved.

“Når du er bare 45 år, har du måske spillet hver dag i 40 år. Det kan kroppen mærke.”

Gener afhænger af instrumentet

Særligt strygerne er ramt. Dels fordi de er meget på, og dels fordi de sidder meget låst med løftede arme, bøjning i nakken og stor aktivitet i fingermusklerne, fortæller Lars Brandt.

Mens strygerne typisk oplever smerter i skuldre, nakke og arme, så er belastningen på nakke og skuldre mindre for blæserne. De skal ganske vist også holde deres instrumenter løftede foran kroppen, men de har som regel flere pauser undervejs i koncerten. Blæserne kan til gengæld opleve at få fokal dystoni omkring munden. Dystoni betyder at muskelkontrollen forstyrres lokalt, og i praksis at de ikke kan samle læberne korrekt – og dermed ikke passe deres arbejde. Blæseinstrumenter kan desuden give hovedpine og smerter på grund af overbelastning af kæbemusklerne.

For meget eller for voldsomt

Når idrætsfolk får overbelastningsskader, sker det ofte på grund af for store mængder træning eller for hurtig optrapning af træningen. Det er samme mekanisme der udløser problemer blandt musikerne.

– En professionel musiker øver på hverdage måske et par timer selv plus tre timer med orkestret, og spiller dertil 2-3 koncerter om ugen. Weekender og ferier er sjældent musikfri, for de her mennesker vil yde det ypperste. Præcis som en eliteidrætsudøver skal de levere maksimalt hver gang de er på scenen, forklarer Lars Brandt. Og musikere stopper ikke op midt i en koncert for lige at strække ud; de fortsætter koncerten på trods af eventuelle smerter, tilføjer han.

En anden typisk overbelastningssituation ses blandt unge mennesker som øver sig meget intensivt i en måned eller to op til en optagelsesprøve. Her bliver mængden så stor – og øges så pludseligt – at muskler, led og væv overbelastes. Det samme scenarie kan opstå når de professionelle musikere eksempelvis ved juletid spiller ekstra mange koncerter. Eller hvis orkestret fx spiller Wagner.

– At spille en Wagnerkoncert må være musikkens ultramaraton. Det er både hårdt og kræver enorm udholdenhed – alle ved at det kommer til at gøre ondt, fortæller musiker-lægen.

Fingre, mund, kæber – og meget andet

Hvor løberknæ og meniskskader er kendt og frygtet blandt motionister og eliteidrætsudøvere, så kan der være andre og mere særegne diagnoser på spil (!) i musikkens verden: Kæbe- og halsskader, fokal dystoni i fingre eller læber og, blandt de kuriøse om end sjældne, en fibersprængning i kinden.

– Men de overskyggende gener er smerter i nakke, skuldre og lænd – og en tennisalbue kan lige så vel stamme fra en kontrabas som fra en ketsjer, fastslår Mads Panduro, som er fysioterapeut og tidligere kollega til Lars Brandt i Center for Musikersundhed.

For at imødegå de fysiske gener må man sætte ind fra flere sider, fortæller han.

– Jeg ser altid på den enkeltes situation: Hvad er problemet, og hvor kan det stamme fra. Jeg kigger konkret på hvordan vedkommende spiller på sit instrument, og så laver vi sammen en realistisk ergonomisk korrektion. For eksempel hænger musikeren måske i kroppen når hun sidder, og kan helt lavpraktisk rette sig mere op, forklarer Mads Panduro.

Instrumentet blokerer

Man vil også se på om musikeren kan holde anderledes på instrumentet.

– Som eksempel havde jeg en klient, som er violinist og havde haft ondt i højre albue i 2-3 år. Han havde forsøgt med akupunktur, massage osv., men intet hjalp. Da jeg så ham spille, opdagede jeg at hans greb om strengene var meget anspændt. Sammen fandt vi frem til en mindre anstrengt måde at holde på, et mere rundt greb om strengene – som når man holder om en bold. Han fik desuden nogle specifikke øvelser for tennisalbue og besked på at øve lidt mindre end normalt, og med det nye greb. I løbet af to måneder havde han det markant bedre, og efter små 6 måneder var smerterne minimeret, fortæller Mads Panduro, som nu anbefaler det runde greb til andre strygere.

Endnu en mulighed er at se på om instrumentet på nogen måde kan tilrettes. I modsætning til kontor- eller rengøringsudstyr kan det dog være svært eller umuligt at ændre på et musikinstrument, fortæller overlæge Lars Brandt.

– Som regel er kun en ganske lille tilpasning mulig. For eksempel har jeg foreslået at få lagt et ekstra siliconelag på violinbuen, så grebet bliver bredere. Og på Institut for Idræt og Biomekanik på Odense Universitet afprøver man lige nu en ny type hagebræt til violiner, som er indstilleligt og mere mobilt, så musikeren får en bedre stilling i nakken, uddyber han.

Det muliges kunst

Der kan gå lang tid før musikerne søger hjælp for deres smerter. Nogle gange har overbelastningen stået på så længe at senerne er helt eller delvist revet over – og det vanskeliggør naturligvis behandlingen, fortæller fysioterapeut Mads Panduro.

Ind imellem er en sygemelding uundgåelig, for musikerne er bundet af deres instrument og af musikken, så der er faktorer som ikke kan ændres.

– Når man spiller musik, er der tale om det man kalder ensidigt gentagent arbejde, EGA. Den bedste modkur mod EGA er hyppige pauser, men under en koncert er der selvklart ikke mulighed for at holde pauser efter behov, siger Mads Panduro.

Det er der til gengæld når man øver derhjemme, og det skal musikerne vænne sig til.

– Jeg anbefaler som hovedregel 5-6 minutter hver time – gerne aktive pauser hvor man rejser sig og går rundt, og meget gerne også laver øvelser og pausegymnastik, siger fysioterapeuten, som desuden varmt anbefaler at musikerne generelt træner kroppen og er fysisk aktive i fritiden.

–  Jeg plejer at sige at de skal være lige så dedikerede med deres fysiske træning som med deres musik. Principielt virker enhver form for motion, men jeg er personligt fortaler for målrettet motion som giver mening for den enkelte og for vedkommendes funktion. Nogle få udvalgte, simple øvelser for skuldre, arme og ryg tre gange om ugen vil kunne holde de fleste musikere smertefri.

Kroppen er en del af instrumentet

Både Lars Brandt og Mads Panduro undrer sig over at landets orkestre ikke prioriterer forebyggelse, og at de konservatorie-studerende ikke lærer noget om kroppen.

“Fodboldklubber og andre atleter har tilknyttet fysioterapeuter. Hvorfor ikke musikere? Indfør træning som en del af arbejdet – tre gange om ugen.”

– Det er langt bedre at forebygge end at behandle, lyder det fra musikerlægen. Og fysioterapeut Mads Panduro tilføjer:

– Som musiker skal du huske at din krop er en del af instrumentet. Den skal også øves.