Mange danskere kender Janni Pedersen fra TV2, hvor hun igennem mere end to årtier har arbejdet som krimireporter og hårdtslående nyhedsvært. Men hvem Janni er, ud over at være journalist, har i mange år været lidt af en hemmelighed. Det er nemlig først for ganske nyligt at hun så småt er begyndt at åbne op og dele ud af sin person – og det hænger i høj grad sammen med at hun er blevet ældre.
Og det er det jeg har sat Janni stævne for at tale om. Alderen. For selvom Janni kun er 53 år gammel, og i den grad knokler derudaf som både forfatter, vært på Go’ Aften Live og tilknyttet programmet Station 2, så kan hun godt mærke hvordan alderen påvirker hende både fagligt og privat, fysisk og psykisk.
At Janni i de seneste år er begyndt at dele mere ud af sit privatliv, hænger som nævnt sammen med hendes alder og den erfaring der hører med. Som journalist har det ellers været vigtigt for hende at fremstå som et neutralt blad, men netop fordi hun i mere end 20 år har excelleret i sit fag, føler hun i dag at hun har den faglige ballast til at bruge sin platform på en ny måde.
– Det er noget jeg har tænkt meget over og diskuteret med veninder der også er tv-værter, for det er en balance, men jeg er kommet frem til at der ikke går noget af min faglighed ved at jeg også bruger mig selv, mit liv og mine erfaringer som inspiration, siger Janni.
Den nye tone hænger også til dels sammen med at Janni i 2019 sprang ud som krimiforfatter til bogen “Vinterland”, som hun har skrevet med sin mand, journalisten Kim Faber – og både den og parrets efterfølgende romaner har haft stor succes og er solgt til udgivelse i udlandet og som filmrettigheder.
– Nu er vi jo et par der skriver og sælger bøger, og jeg sidder tit som journalist og laver interviews med forfattere, hvor jeg prøver at få dem til at dele ud af sig selv. Og så synes jeg ikke det er fair hvis jeg ikke selv vil gøre det samme når der bliver lavet interviews med os, siger hun.
Når Janni kastede sig ud i at skrive romaner, skyldes det ikke at hun er ved at lægge journalistikken på hylden, eller at hun gør klar til et karriereskift. For hun er ikke færdig med journalistikken, og hun tror heller ikke at journalistikken er færdig med hende.
“Jeg tror ikke at jeg har en udløbsdato på skærmen. Det kan godt være at andre tænker det, og jeg så bliver overrasket en dag, men jeg tror simpelthen at fagligheden overtrumfer alder og udseende”
– siger Janni, som dog godt kan opleve at nogle seere har en lidt anden oplevelse.
Hun får med jævne mellemrum beskeder, hvor folk skriver til hende at TV2 da må have værter som er både yngre og pænere, og om hun ikke kan give pladsen til dem? Når den slags tikker ind i indbakken, kan hun stadig godt mærke at det kan gøre hende ked af det, men fordi hun i dag er så sikker på at hun er dygtig til det hun laver, tænker hun samtidig, at kritikerne bare kan komme an. Og det kan de yngre journalister som ånder hende i nakken, også.
– De skal godt nok stå tidligt op, for jeg arbejder hårdt, også hårdere end mange andre, og det er derfor jeg sidder hvor jeg gør, siger hun.
At Janni så alligevel, midt i alt det hårde arbejde, fandt tid og lyst til at blive forfatter, hænger dog på sin vis alligevel sammen med alderen. Det fælles forfatterskab med manden Kim giver dem nemlig en seniortilværelse fyldt med oplevelser at se frem imod, og udligner nogle aldersrelaterede dynamikker imellem dem.
– Kim er 13 år ældre end mig, og i starten af vores forhold var der stor forskel på os. Jeg var studerende, han arbejdede som journalist på Politiken, og der kunne være opstået en stor kontrast mellem os igen nu, hvor han har trukket sig tilbage, og jeg stadig arbejder. Men fordi vi har bøgerne, føles det ikke så voldsomt, siger Janni.
Så forfatterskabet er en måde at fremtidssikre og sørge for at parret også i de kommende år har projekter at kaste sig over. Projekter, som også harmonerer med, at fysikken ikke bliver ved med at være, hvad den har været.
Jannis egen fysik har også ændret sig, særligt efter hun kom i overgangsalderen. Hun har altid været meget slank, men nu kan hun se hvordan kiloene sætter sig lettere.
– Jeg er blevet rundere psykisk, men altså også fysisk. Der er tøj som jeg har haft siden starten af min karriere, og som jeg ellers har kunnet passe indtil for nyligt, og det kan jeg ikke mere. Men så tænker jeg at det også er meget rart for mine børnebørn at jeg er blevet blødere at sidde på, griner Janni.
Når hun kigger rundt på sin omgangskreds og sine venner, kan hun også se hvordan tidens tand sætter sig.
– To veninder og jeg har lige været på vandretur i Norge, og der stod vi op om morgenen, og jeg havde en træls ryg og en anden har gigt i foden – så det er da skide irriterende. Men vi snørede skoene, grinede af det og gik ud i naturen og nød den skønhed der var, siger hun.
For at få fysikken til at være på niveau med hendes mentale tempo og ambitioner er det vigtigt for Janni at passe på sin krop. Det gør hun blandt andet ved at gå hos en fysioterapeut, som hjælper hende med dårlig ryg og ‘hekseskud’.
Derudover gør hun hvad hun kan, for at holde sig aktiv. Derfor bruger Janni sjældent bilen, men foretrækker at cykle rundt, og hun går også ofte i fitnesscenter, ligesom hun har planer om at samle nogle kvinder til fodbold snart. Meget af hendes aktive liv og de faste aftaler med fysioterapeuten har været sat på pause under corona, og hun kan godt mærke at det er skidt for hende:
“Jeg trænger til at komme ud og bruge min krop mere og få genoptaget min fysioterapi, for jeg har brug for til at holde min krop ved lige.”
– Jeg kan mærke at, i modsætning til tidligere, hvor det med at holde sig i form måske mere handlede om at være lækker, så er jeg simpelthen nødt til det nu, hvis jeg vil være den bedste udgave af mig selv i den tid der er tilbage, siger hun.
For Janni er bevidst om at tiden ikke er uendelig, og derfor er det blevet så meget mere vigtigt for hende at bruge den rigtigt. Både privat og professionelt. Derfor er hun også glad for skiftet fra skarp nyhedsformidler til vært på Go’ Aften Live, hvor der er fokus på inspirerende historier, mens konflikter er i baggrunden.
– I takt med at jeg er blevet ældre, og også har været i faget i så mange år, er jeg blevet mere konsensussøgende. Jeg vil gerne være med til at vise gæsternes gode sider, og at det skal være lidt hyggeligt. Sådan har jeg det også med mine venner. Vi har virkelig fokus på at hygge os. Det er ikke fordi jeg ikke stadig kan være streng eller diskutere, men den tid der er tilbage, skal være fyldt med nydelse, siger hun.
Født 14. juni 1968
Uddannet journalist i år 2000 og startede i 2001 på TV2’s nyhedsredaktion
Efter mange år som krimireporter og vært på TV2 News skiftede Janni til Go’ Aften Live i april i år.
Gift med journalist Kim Faber, som hun har skrevet tre succesfulde krimier med.
Sammen har parret datteren Nana, og Kims søn fra et tidligere forhold har to børn, som Janni omtaler som sine børnebørn.
Janni er glad for beagle-hunde, og havde i mange år hunden Bella, som døde sidste år. Nu har familien fået en hvalp, som Janni glæder sig til at gå lange ture med.
Artikler fra Krop+fysiks arkiv opdateres ikke.