2,7 millioner flere lægebesøg hvert år. Det har danskere med artrose tilsammen, sammenlignet med personer der ikke har artrose, og det svarer til 8 % af alle besøg hos egen læge. Næsten 1 million voksne danskere lider af artrose – i folkemunde også kaldet slidgigt – og artrose ligger i top 3 når det gælder antallet af lægebesøg, indlæggelser og samfundsmæssige omkostninger, ifølge tal fra 2015.
Artrose kan opstå i alle led, men er mest udbredt i hænder, knæ og hofter, og specielt knæartrose er en hyppig årsag til smerte og nedsat funktion.
Selvom mange måske forbinder artrose – ”slidgigt” – med et røntgenbillede af et ”slidt” led, så kan man stille diagnosen uden røntgen, ud fra en række symptomer og kliniske fund (se s. Xx), uanset hvordan røntgenbilledet ser ud. Dit led kan nemlig se meget slidt ud på røntgen – uden at du får symptomer overhovedet, og omvendt kan du have symptomer på artrose uden det vil fremgå af et røntgenbillede. Derfor undgår man helst røntgenundersøgelse, med mindre der er brug for at udelukke andre diagnoser, eller hvis man skal vurdere et evt. behov for operation. Nok så væsentligt er det uvedkommende hvor slidt knæleddet ser ud på røntgen, i forhold til hvilken effekt du kan opnå af træning og fysioterapi. Du kan forvente den samme effekt, uanset om du på røntgenbilledet har et tilsyneladende upåvirket led eller et helt nedslidt led.
Når lægen eller fysioterapeuten skal stille diagnosen, vil han eller hun spørge ind til en række risikofaktorer for at udvikle artrose, såsom overvægt, tidligere ledskade (fx korsbåndsskade), overbelastning af leddet i arbejde og fritid, inaktivitet og artrose i familien. Risikoen for at få knæartrose er eksempelvis næsten tre gange større hvis man tidligere har haft en alvorlig knæskade, og over dobbelt så stor hvis man er overvægtig. Der ligger derfor også et enormt potentiale for at forebygge artrose, både i at reducere overvægt, og i at forebygge alvorlige knæskader og øge det fysiske aktivitetsniveau.
De fleste patienter med knæ- og hofteartrose har mindst én anden kronisk sygdom, med forhøjet blodtryk, hjertesygdom og diabetes som nogle af de mest hyppige. Det er med andre ord mere almindeligt at en patient har to eller flere kroniske sygdomme end kun én, og det skal der naturligvis tages højde for i behandlingen. Da fysisk inaktivitet er en risikofaktor for minimum 35 kroniske sygdomme, er der al mulig grund til at indtænke træning og anden fysisk aktivitet som behandling, også med tanke på at der er videnskabeligt belæg for at træning er en effektiv behandling af mindst 26 kroniske sygdomme, herunder de ovennævnte sygdomme.
Patientuddannelse og træning er det centrale omdrejningspunkt i den fysioterapeutiske behandling, evt. med supplement af skinner/bandager og manuel behandling (fx mobilisering af hofteleddet). Overvægtige patienter kan desuden med fordel gennemgå et vægttabsforløb for at reducere deres symptomer (et vægttab på over 5 % kan formindske symptomerne mærkbart, viser forskning). Først hvis denne grundbehandling er afprøvet grundigt i mindst tre måneder, superviseret af en fysioterapeut, bør der henvises videre til vurdering for evt. operation.
Det store fokus på motion og bevægelse skyldes blandt andet at langt størstedelen af patienter med knæ- og hofteartrose ikke overholder de anbefalede retningslinjer for fysisk aktivitet, men også at fysisk aktivitet som nævnt kan forebygge og behandle andre kroniske sygdomme. Internationalt anbefales minimum 150 minutters fysisk aktivitet om ugen ved moderat intensitet eller 75 minutter ved høj intensitet for at opnå de generelle sundhedsmæssige effekter, men noget tyder på at mindre – 45 min. per uge – kan være tilstrækkeligt til at fastholde eller forbedre funktionsniveauet blandt voksne med ledsymptomer fra hofte, knæ eller fod. Lidt fysisk aktivitet er bedre end ingenting, og alle bør støttes og motiveres til at bevæge sig så meget som muligt i dagligdagen, også selvom de ikke er i stand til at leve op til de officielle retningslinjer.
Specifik træning er den vigtigste behandling fysioterapeuten kan tilbyde en patient med knæ- eller hofteartrose. Solid forskning viser at træning er en effektiv behandling af ledsmerte, og at træning forbedrer patientens funktion.
Træning i vand kan specielt i begyndelsen være et godt og effektivt valg, hvis du har for ondt til at træne på land, men generelt kan man ikke sige at én type træning er mere effektiv end en anden, formentlig fordi patienterne er så forskellige i udgangspunkt og behov. Træningen skal derfor tilpasses den enkelte for at få optimal effekt.
Supervision og dosering af træningen ser ud til at kunne have en betydning for effekten af træningen – dette kan sikre at træningen individualiseres og løbende tilpasses, men også skabe tiltrængt tryghed, idet det er almindeligt at have ondt under træningen, og at opleve at symptomerne blusser op, specielt i starten af træningsforløbet. Her har fysioterapeuten en vigtig rolle i at sikre det mest optimale resultat. Det anbefales at træningen som minimum indeholder 12 superviserede træningssessioner (fx 2 træninger ugentligt i 6 uger), og at den lever op til de generelle anbefalinger for træning og progression.
International forskning viser at effekten af træningen aftager over tid, højst sandsynligt fordi patienterne ikke fastholder træningen. Derfor er patientuddannelse sandsynligvis meget vigtig, for at sikre at du som patient har forståelse af sygdommen, effektive og mindre effektive behandlinger og sætte dig i stand til i højere grad at håndtere din sygdom, bl.a. gennem træning og anden fysisk aktivitet.
Godt Liv med Artrose i Danmark (GLA:D®) er et landsdækkende 8-ugers forløb bestående af patientuddannelse og minimum 12 sessioners superviseret, individuelt tilpasset såkaldt neuromuskulær træning til patienter med knæ- og hofteartrose. 40.000 danskere er i gang med eller har allerede gennemført GLA:D®, og opfølgende data på 25.000 patienter viser en gennemsnitlig forbedring i smerte på 26-27 % efter 1 år. Samtidig stopper en stor andel med at tage smertestillende medicin og med at være sygemeldte. Se mere på www.glaid.dk.
Det raske led
Et led er en forbindelse mellem to knogler. Knoglernes ender er beklædt med brusk, som udgør leddets glideflader. Rundt om leddet er en ledkapsel, som stabiliserer leddet og forsyner den med ledvæske. Ledvæsken fungerer som smøremiddel og næring. For at kunne bevæge leddet har vi muskulatur rundt om det, og ledbånd som stabiliserer. Bruskoverfladerne er glatte for at give minimal modstand ved bevægelse, og brusken er elastisk og solid for at give støddæmpning og fordele belastningen når leddet belastes.
Kan ikke gøre ondt
Så vidt man ved, har brusken ingen smertereceptorer og kan derfor ikke gøre ondt (evt. smerter stammer sandsynligvis fra bl.a. slimhinde, ledkapsel, sener og muskler). Ledbrusken indeholder heller ikke nogen blodkar, i stedet kommer næringen til brusken fra den omgivende ledvæske. Brusken kan sammenlignes med en svamp; ved belastning presses væske og affaldsstoffer ud af brusken, og når trykket sænkes, suges ny næring ind i brusken. Det er det der sker når vi bevæger os og belaster vores led, fx ved gang, og det at belaste leddene er således en forudsætning for at brusken har det godt. I et raskt led sker en konstant nedbrydning og genopbygning af bruskceller, og der er balance mellem det som bygges op, og det som nedbrydes.
Artrose – hvad sker der?
Artrose er tidligere blevet beskrevet som slitage. Dette er misvisende, blandt andet fordi brusken har behov for belastning for at vedligeholdes og nydannes.
Ved artrose opstår en ubalance mellem opbygning og nedbrydning af brusken i leddet, hvor de nedbrydende faktorer er størst. Brusken bliver flosset, tynd og skrøbelig, og kan få sprækker; senere kan den forsvinde helt, så de to knogleender glider direkte på hinanden. Der kan opstå hævelse og øget varme over det påvirkede led. Selv knogler og bløddele (fx muskler) rundt om leddet påvirkes og kan stramme og gøre ondt.
Knæ, hofter og fingre er de led der oftest rammes af artrose.
Kilder: glaid.dk, ”Basisbehandling af artrose”, Thorstensson og Roos, 2011
Artrose er den mest almindelige årsag til nedsat funktion hos ældre mennesker, men er også almindelig hos yngre og midaldrende. I Sundhedsstyrelsens Nationale Sundhedsprofil 2017 angiver knap 21 pct. – 17 pct. af danske mænd og knap 25 pct. af alle danske kvinder over 15 år – at lide af slidgigt. Det svarer til knap en million danskere, hvilket er en lille stigning ift. 2013.
Kilder: sst.dk
Hovedreglen er at hvis du er ældre end 40 år, har du knæartrose hvis du opfylder flg. fire kriterier (uanset om røntgenbilledet viser at leddet har tegn på artrose eller ej):
OBS: Der findes andre diagnosekriterier for artrose, og mennesker yngre end 40 år kan også have artrose.
Artikler fra Krop+fysiks arkiv opdateres ikke.