Orienteringsløb: Motion for både hjerte og hjerne

Af: Marianne Nørup, journalist

Foto: Scanpix/Iris

Når du skal finde vej mens du løber, får du set naturen fra helt nye vinkler, og du træner både koncentration og kondition, balance og koordination. Orienteringsløb er velegnet til både dig med et konkurrencegen og som familieaktivitet.

Har du tendens til at løbe den samme rute hver gang du spænder løbeskoene på? Og synes du dybest set det er lidt kedeligt at løbe?

Mange af os glemmer at variere vores træning – og det kan betyde at vi mister gejsten og i øvrigt ikke får det maksimale udbytte af træningen. Når det gælder løb, er orienteringsløb et godt bud på at finde ny motivation: Enhver tur er anderledes end den sidste, du bliver udfordret på både kondition og koncentration, og du tilbringer tid i naturen – ofte den vilde af slagsen.

Orienteringsløb er for alle, også dig der ikke har løbetrænet før, og dig der ikke har læst et kort før. De mange klubber landet over tilbyder støtte og introduktion – tillige med selskab – og vil du hellere selv løbe, så er det store ”Find-vej-i”-projekt en nem og tilgængelig mulighed for at prøve ideen af i dit nabolag; oplagt i selskab med familie eller venner.

Mange ekstra gevinster

Når du skal finde vej gennem byen eller skoven, oplever du den pludselig mere intenst end når du løber din sædvanlige rute. For at finde posterne skal du holde udkig efter højderygge, moseområder, lysninger osv., og det betyder at ikke blot din kondition, men også din hjerne bliver udfordret. Kombinationen af at skulle koncentrere sig, samtidig med at du er godt forpustet, er god træning for både krop og hjerne, men det betyder også at du bliver afledt og derfor måske glemmer at det er lidt hårdt for kroppen, eller at du faktisk har været i gang en hel time.

Naturlige bevægelser

Når man løber ”off-road”, dvs. på små spor og i endnu højere grad helt uden for de afmærkede ruter og stier, bliver underlaget langt mere udfordrende og varieret at løbe på. Stubbe, rødder, buske og sten skal forceres eller passeres, underlaget er pludselig skrånende og ujævnt, og der vil oftere være stigningsskift. Du skal bukke dig for at komme under grene, du skal hoppe over små buske, træstubbe eller vandløb, og du skal løbe slalom uden om træerne. Det kræver at du er adræt og opmærksom, og alt i alt betyder det at du bevæger dig langt mere varieret end når du løber en tur på asfalt eller en jævn skovsti. Og det er en stor fordel for kroppen. Du får blandt andet inddraget flere muskler og får trænet din motorik, koordination og balance. Tænk eksempelvis på hvordan dine fødder og knæ udfordres og trænes i en skovbund, frem for på hverdagens jævne asfalt eller gulve. Kroppen er skabt til den type bevægelser, og vil elske at få lov til at arbejde varieret.

Konkurrence eller motion

Orienteringsløb kan dyrkes udelukkende for motionen og fornøjelsens skyld, men der er også rig mulighed for at konkurrere og dermed tilføje et ekstra element af spænding. Danmark har en stolt tradition for at have dygtige orienteringsløbere, bl.a. har danske Maja Alm vundet hele syv VM-titler.

På motionsbasis er orienteringsløb meget velegnet som social aktivitet, fx for familien på tværs af alder. Der findes masser af forskellige ruter og sværhedsgrader, og som hold kan man hjælpes ad med kortet. Familier er meget velkomne i klubberne, men kan også få stor fornøjelse af det mindre forpligtende ”Find-vej”.

Det er relativt nemt og billigt at komme i gang. Du kan starte ud med dit almindelige løbeudstyr. Sidenhen kan det blive nødvendigt med særlige løbesko – med ekstra riller under bunden – hvis du løber i skoven, ligesom trøjer og tights med lange ærmer og ben er bedst egnet til orientering.Sjov aktivitet for familien – nemt at gå til


Sjov aktivitet for familien – nemt at gå til

Dansk Orienterings Forbund har de seneste år gjort orienteringsløb mere tilgængeligt, først og fremmest med det store ‘Find vej i Danmark’-projekt, som er en forenklet udgave af orienteringsløb – en slags skattejagt, der bringer dig gennem skoven, parken eller byen på jagt efter poster.

Du kan finde en rute nær dig, printe den ud – og så er det afsted, på jagt efter posterne! Der er ruteforslag i forskellige længder og sværhedsgrader. Du kan også starte en mobil-rute, med eller uden quiz.

Se mere på www.findveji.dk

Har du lyst til at blive medlem af en klub, kan du få glæde af fællesskabet ved fælles træning og evt. konkurrencer. Der er både lette og svære baner, så alle kan være med. Find din lokale klub på www.do-f.dk.

Kilde: https://do-f.dk/dansk-orienterings-forbund/find-en-klub


Fysioterapeutens kommentar: Glimrende og alsidig træning. Husk tilvænning og opmærksomhed!

Orienteringsløb er effektiv træning, hvor man træner kroppen varieret, og får bl.a. trænet balance, koordination og varieret motorik, ud over naturligvis kondition. Samtidig udfordres hjernen og koncentrationsevnen.

Der er risiko for skader ved enhver motionsform. En af de hyppigste skader i orienteringsløb er ankelforstuvninger. Det er derfor en god ide at starte på veje og præparerede stier, så man langsomt vænner sig til det ujævne, skiftende underlag i skov og åben natur.

Når man løber off-road i skoven, øger man også risikoen for at løbe ind i noget, fx at få en gren i ansigtet. Det stiller krav til opmærksomheden.

Skovbund, fugtig jord osv. øger risikoen for at glide/skride. Her bliver skovalget vigtigt. Klubben – eller en god sportsbutik – kan vejlede.

Husk også de gængse retningslinjer for opstart af ny træningsform. Fysisk aktivitet som man ikke er vant til, øger risikoen for overbelastningsskader, fx i akillessene, skinneben, knæ og hofte, og derfor skal du huske at starte roligt op.

Alejandro Martinez Bugge, fysioterapeut hos Team Danmark