Fysioterapeutens forårsguide: Undgå skader når du kaster dig over havearbejdet

Af: Marianne Nørup, fysioterapeut og journalist

Foto: Scanpix/Iris

Foråret er højtid for havearbejde – og desværre også de smerter i ryg, skuldre og knæ der kan opstå hvis du glemmer at passe på dig selv når ukrudtet skal luges, eller hækken klippes. Her får du fysioterapeutens bedste råd til havearbejdet.

Når fuglene for alvor begynder at fløjte, og solens varme stråler rammer vores ansigter for første gang i mange måneder, kan det være yderst fristende at kaste sig over de haveprojekter der har stået i stampe i løbet af vinteren. Det føles friskt og godt endelig at kunne komme udendørs og gøre nytte.

Men ofte ender vi i problemer. Det er nemlig de færreste der har forberedt kroppen og trænet op til de fysiske discipliner som hækkeklip og ukrudts-lugning reelt kan betragtes som. De uvante og ofte ensidige arbejdsstillinger i haven kan give bøvl med kroppen hvis du ikke tænker dig om, og så kan de mange udendørs projekter ende med en omgang ondt i ryggen, en tur på langs i sofaen eller i værste fald en tur til lægen eller fysioterapeuten.

Højsæson for have-skader

Landets fysioterapeuter kan nikke genkendende til de særlige ”forårsgæster” på klinikken:

– Jeg ser ikke mindst mange rygskader der er udløst af havearbejdet, fortæller fysioterapeut Thomas Höfelsauer, som er indehaver af tre fysioterapi-klinikker i Nordsjælland. Han får hvert forår besøg af adskillige patienter der har været lidt for ivrige i haven.

Ifølge ham bør man ikke undervurdere havearbejdet. Havearbejdet er godt i sig selv, problemet opstår først når man pludselig belaster kroppen på en måde den ikke har været vant til længe, og når man arbejder i ensidige eller belastende stillinger.

– Havearbejde er god motion for kroppen, men ligesom det gælder for anden motion og sport, skal man bygge langsomt op, og det kan være en god ide at varme op, så kroppen er klar til at arbejde, siger Thomas Höfelsauer.

Og så er variation og pauser alfa og omega, også når det gælder havearbejde.

– Med lidt omtanke og planlægning er havearbejde bestemt ikke farligt, tværtimod. Man skal endelig kaste sig ud i det, også selvom man måske har lidt vrøvl med ryggen eller knæene. Havearbejdet skal dog ikke forværre generne; hvis det gør det, bør man spørge sin fysioterapeut til råds. Ofte er det et spørgsmål om tilrettelæggelse og måske specifik træning der kan gøre at man kan passe sin have.

Thomas Höfelsauer er indehaver af FysioDanmark Hillerød, Lyngby og Hørsholm


13 gode råd du kan tage med dig ud i forårshaven

  • Varm op – løb lidt på stedet, lav knæbøjninger, rul med skuldrene osv. Lav også opvarmende øvelser for ryggen – bøj dig forover, bagud og til siden, og drej kroppen. Man kan kalde det “oplysningsøvelser”. De kan nemlig fortælle dig om der er noget stivhed eller låsning i ryggen som du skal være opmærksom på når du skal i gang med dit arbejde.
  • Byg langsomt op – en hel dag i haven er en dårlig ide efter seks måneders pause. Start med det fysisk nemmeste arbejde, og korte perioder ad gangen.
  • Undgå træk eller kulde på kroppen.
  • Indret din have ergonomisk venligt. Sæt hjul under krukkerne. Tænk i højbede, bevoksning i fornuftige højder, bunddække der gør lugning overflødigt osv. Det gør havearbejdet nemmere og kan bidrage til en smuk og varieret have.
  • Brug hjælpemidler. Brug gerne en lille måtte til knæene og en taburet eller lign. når du skal arbejde i lav højde.
  • Drik vand
  • Variér dit arbejde. Skift mellem at luge, rive, grave, samle op osv.
  • Hold gode pauser. Sæt fx alarmen på dit ur, så du holder pauser med et passende interval.
  • Vær opmærksom når du løfter og graver. Mange kommer til at løfte med ryggen. Bøj i stedet i benene – og brug dermed hele din krop til at løfte og grave med.
  • Undgå at arbejde med armene i en vinkel over 90 grader, i længere tid ad gangen. Brug i stedet en stige.
  • Pas på vrid! Uanset hvad du laver, skal du altid være i en position, så knæene peger lige ud over fødderne. Hvis næse og tæer så vidt muligt også kigger i samme retning, kan du undgå at vride for meget i ryggen.
  • Stå altid med kroppen lige på stigen, i stedet for at læne dig langt fremover eller til siden. Også selvom stigen måske skal flyttes mange gange når du eksempelvis klipper hæk!
  • Skulle uheldet være ude, og du alligevel kommer til at lave en ’forkert’ bevægelse som giver smerter, så fortsæt aldrig arbejdet. Det vil kun udsætte helingsprocessen. Læg evt. en ispose på det ømme sted, og giv det lidt ro.

 


Højsæson for have-ulykker

Det er ikke kun muskler og led der kan komme galt afsted under havearbejde. Deciderede ulykker er desværre ikke ualmindelige.

Mere end 10.000 danskere endte i 2015 på skadestuen efter ulykker med havearbejde. Der findes ikke tal på hvor mange der får muskel-sene-skader af havearbejde.

Højsæson for skaderne er april og juli – og det er værst på lørdage og søndage.

De fleste ulykker sker med hækkeklipper/saks, stige og plæneklipper. Samt (naturligvis) motorsav.

Ulykkerne kan forebygges ved at vedligeholde og betjene sit udstyr korrekt, bruge sikkerhedsudstyr som fx beskyttelsesbriller, og ikke mindst være særligt opmærksom ved brug af stiger.

Kilde: Statistik over haveulykker fra Ulykkes Analyse Gruppen, Ortopædkirurgisk Afdeling, Odense Universitetshospital. Data indsamlet 2008-2016

Klinikker i nærheden af dig