Viktor Axelsen: Nogle gange er det bedste træningspas det hvor du bliver i sofaen!

Tekst: Jakob Melgaard, journalist

Foto: Yellows for Team Danmark, The Company Film, Shi Tang

Danmarks store OL-håb Viktor Axelsen elsker sit job som badmintonspiller. Ikke mindst den del der foregår i træningscentret. Af og til må han dog huske sig selv på ikke at træne FOR meget.

Uanset hvor stort et talent man er født med, så kommer succesen sjældent af sig selv: Det kræver masser af hårdt arbejde på træningsbanen at nå toppen inden for elitesport.

Det er dog ikke et problem for Viktor Axelsen, en af verdens absolut bedste badmintonspillere og et af vores varmeste bud på en OL-medalje i Tokyo lige om lidt. Talentet kan han ikke løbe fra, og det hårde arbejde kan han slet ikke undvære.

– Jeg er en type der helst vil træne meget, og jeg elsker at træne, siger Viktor Axelsen.

– Det kan både være en svaghed og en styrke, og jeg vil ikke være det foruden, men det kan betyde at man presser citronen, indrømmer han.

Han ved nemlig godt at han skal passe på sin krop, og det gør han. Hver dag.

– Jeg ser det som en del af mit arbejde at passe på min krop. Både med hensyn til at præstere så godt jeg kan her og nu, men også så jeg har longevity, så jeg kan præstere i mange år endnu uden smerter, siger han.

For som badmintonspiller på eliteplan, så bliver der trukket store veksler på knogler, led, muskler – og der er jo det med kroppen at den ikke – som skoene og ketsjeren – bliver skiftet løbende ud.

Den krop der skal give Viktor Axelsen succes ved OL i Tokyo, er den samme krop som den der gjorde ham til et verdenskendt navn for over 10 år siden: Da han i 2010 blev kåret til Årets Fund i dansk idræt; da han vandt guld ved ungdoms-VM i Mexico, og da han for første gang bragede frem på verdensranglisten, hvor han de sidste seks år har været helt i toppen.

– Så meget som jeg bruger min krop, med al den træning jeg ligger og laver hver eneste dag for at jeg kan præstere på banen, så kræver det at min krop er 100 procent klar, siger han.

Doserer træningen

Viktor Axelsen er efterhånden blevet 27 år, og han kan mærke sliddet.

– Jeg er blevet opereret i begge ankler, og jeg bliver jo også ældre, så det er klart at det jo ikke decideret er sundt det jeg laver. Jeg slider på kroppen, men det er en del af det. Selvfølgelig er der smerter hist og pist, og der kommer måske flere i og med jeg nærmer mig de 30, men jeg synes jeg er et godt sted i forhold til at holde mig smertefri på banen, siger han.

Det er noget han har lært sig i løbet af sin karriere. Tidligere var ‘mere’ som regel lig med ‘bedre’ når det gjaldt træning, men der er han blevet klogere med årene.

– Jeg er meget obs på at hvis jeg har lidt ondt, så kan det godt være at det bedste træningspas er det hvor jeg bliver på sofaen, siger han.

“Tidligere trænede jeg derudaf fem-seks timer om dagen, men jeg kan mærke nu at jeg må dosere træningen mere klogt.”

– Det er noget jeg skal tage mig i at gøre, siger han.

Det betyder også at han af og til må skifte den hårde træning ud med lidt teknisk træning, der ikke er alt for udfordrende for kroppen.

Som regel træner Viktor Axelsen tre-fire timer om dagen seks dage om ugen. Den syvende dag holder han fri. Hvilket på Viktor Axelsen’sk selvfølgelig ikke betyder ‘helt fri.’

– Nej, om søndagen laver jeg så måske lidt øvelser med en foam-rulle, eller jeg laver lidt på en crossbold, eller får massage eller noget i den stil… Eller jeg triller en tur på cyklen, og så går jeg en tur, og så laver jeg lidt udstrækning… Det er en fridag for mig, siger han.

Han ved at det giver bagslag med for meget inaktivitet – for Viktor Axelsens krop er som en sportsvogn der helst ikke skal stå for meget i garagen. Så bliver den sværere at få tilbage på vejen.

– Hvis du ikke er en lille bitte smule aktiv når du holder fri, så har du svært ved at komme i gang dagen efter. Jeg vil helst lige gøre lidt, så musklerne varmer en lille smule op. Så restituerer jeg bedre: Active recovery, siger han.

Når træning er arbejde

Selvom Viktor Axelsen elsker at træne, så er der dog også aspekter ved træningen der er mere ‘arbejde’ end andre. Det er blandt andet de øvelser som skal forebygge at han løber ind i flere skader end han allerede har haft i sin karriere.

Han er blevet opereret i begge ankler, og han har været nødsaget til at melde fra til store turneringer med smerter i benene. Ryggen er også et svagt punkt han holder øje med.

– Det er klart, for jeg er en høj gut, så det kan godt være lidt hårdt for ryggen når jeg skal bukke mig helt ned til boldene i defensiven, så jeg har meget fokus på ryg og på ben, ankler og hofter, siger han.

Og det gør han med øvelser som han mere gør af pligt end af lyst, i samarbejde med sin fysiske træner Sean Casey.

– Det er ikke kun styrketræning, men også stabilitets- og smidighedstræning og så videre. Jeg bruger altid 20-30 minutter på de øvelser, som tit kan føles kedelige: Det er en investering fremadrettet i at holde mine hofter, min ryg, skuldre og core skadesfri, forklarer han.

– Det er ikke lige så sjovt som at rive i en vægtstang… Men det er en del af mit arbejde, siger han.

Hellere forebygge end behandle

Det er også en del af Viktors arbejde når han lægger sig på briksen og bliver behandlet af Team Danmarks fysioterapeut Michael Ries Dünweber.

– Michael hjælper mig med at få løsnet kroppen, ofte i bentøjet. Han sørger for eksempel for at der ikke er låsning i anklerne.

“Jeg vil langt hellere forebygge end behandle”

Turen på briksen er også en ‘del af arbejdet’ – og det er i hvert fald ikke fordi det er særligt rart når først fysioterapeuten tager fat.

– Nej, så gør det nas! Hvis du er lidt øm oppe i hoften og får løsnet den, så er det ikke ‘dejligt’! Du ligger ikke på briksen og falder i søvn til lyden af havet: Du bliver most igennem. Det skal sgu gøre lidt ondt når han skal ind og løsne der hvor det ikke er super rart. Men det er det jeg helst vil have, siger Viktor Axelsen.

De små ekstra tiltag der gør forskellen

Viktor Axelsen er hundrede procent dedikeret til sin sport og træning. Et eksempel på dedikationen – og på at han tager den et trin længere end de fleste af sine konkurrenter – er at han har lært sig kinesisk, fordi badminton er en kæmpestor sport i Kina. Og da Viktor tidligere på året blev testet positiv for COVID19 – lige før finalen om EM i badminton, som han derfor tabte uden kamp – stod han over for en 13 dage lang isolation i Kiev, Ukraine. Det ville gå ud over Viktors træning og fysiske form, så han tog en resolut beslutning og betalte for et privat ambulancefly, der transporterede ham sikkert hjem til Danmark – liggende i et isolationskammer med tilhørende iltapparat.

I det hele taget er der ikke meget som Viktor Axelsen ikke vil gøre for at finde lidt ekstra procenter. Gennem karrieren har han prøvet alt fra særlige sovebriller, kobbersmykker, et særligt farvefilter på computeren og meget mere. Og der er også ting han holder for sig selv.

– Ja, det er der, men det vil jeg helst ikke tale om før jeg er færdig med min karriere. Jeg ligger hele tiden og prøver at uddanne mig på forskellige ting og sager. Der er små ting du kan gøre uden for banen, små ting der kan give få procent, siger han.

Den tilgang har gang på gang sendt Viktor Axelsen helt til tops: Ved EM, VM, All England, på verdensranglisten. Kun OL-guldet mangler endnu. Han fik bronzemedalje ved legene i Rio i første forsøg – og han arbejder stenhårdt på at gøre det endnu bedre i anden omgang.

..

Læs også: Hurtigere, højere og stærkere: Atleterne bliver ved med at sætte rekorder

Artikler fra Krop+fysiks arkiv opdateres ikke.