”Helga og Lone” er blevet et begreb hos Østjyllands Politi – de arbejder med fravær og trivsel på den store arbejdsplads, og de er vant til at både store og små problemer er til for at blive løst.
Den røde lampe over døren til Helga og Lones kontor på Politigården i Aarhus er tit tændt. Ja, nogle gange er der ligefrem kø for at komme ind at snakke med Helga Sandorf Jacobsen eller Lone Holleufer. Alle i Østjyllands Politi kender dem, og alle ved at man roligt kan gå til dem med både store og små problemer.
Helga Jacobsens titel er fraværskonsulent, mens Lone Holleufer er trivselskonsulent. Den kombination er der næppe andre arbejdspladser i Danmark der kan mønstre, og heller ikke deres kontor er traditionelt: Potteplanterne står tæt i vindueskarmen, og over vinduet hænger en lyskæde mens fire stearinlys brænder på deres fælles skrivebord. Stemningen er alt andet end formel, og det er netop meningen.
Helga Jacobsen er uddannet politibetjent, mens Lone Holleufer er jordemor med 20 års praktisk erfaring.
– Og jordmødre og politibetjente ligner hinanden, hævder de nærmest med én mund:
– Vi er vant til vagter på skæve tidspunkter, vant til at tage beslutninger her og nu, og vi ved aldrig hvad dagen bringer.
Begge synes det var modigt og fremsynet af deres personalechef at oprette stillinger med fokus på sammenhængen mellem ledelse, fravær og trivsel. For som Lone Holleufer siger: ”Det er ikke gratis frugt der får folk til at trives – det er ledelse!”
En del af deres arbejde er derfor at arrangere kurser og temadage for ledelsen – det kan f.eks. være om hvordan man tager imod nye medarbejdere, eller om hvor forskelligt mænd og kvinder opfatter begrebet trivsel. Kvinder vil typisk gerne snakke om tingene
(og gerne rigtigt længe!), mens mænd kan lide at skære igennem.
Deres generelle erfaring med kurserne og temadagene er at politiet er en meget handlingsorienteret organisation.
– Så der må ikke være for langt mellem teori og praksis. Lederne har brug for konkrete
værktøjer og løsninger, siger Lone Holleufer. Fravær er et fælles ansvar Hos Østjyllands Politi stiger det korte sygefravær for tiden, og det er også noget lederne skal lære at håndtere. Tidligere var sygdom ikke noget man blandede sig i, men i dag forventes det at en god leder blander sig i fravær, uanset om der er tale om ”plukfravær” eller en langtidssygemelding.
– At være syg er en privatsag, men fravær er et fælles ansvar, siger Lone Holleufer, som synes det er fint at det nu er legalt at tale om sygefravær, for det gør det også nemmere at komme i tide hvis man har problemer.
– Vi får f.eks. nogle gange meldinger om at den og den hænger lidt med næbbet, fortæller
Helga Jacobsen.
Alle de omkring 1000 medarbejdere kan trække på trivselskonsulenten og fraværskonsulenten. Og gør det. Nogle ringer, ofte uden for almindelig arbejdstid, mens andre møder op på kontoret, og alle er velkomne med både store og små problemer. ”Når folk synes det er et problem, så er det et problem”, lyder holdningen hos Helga og Lone. De skal ikke tage referater, de skal ikke referere videre, og de har normalt tavshedspligt,
men er undertiden nødt til at spørge om de må gå videre med en sag.
De problemer medarbejderne kommer med, spænder vidt: Det kan være skilsmisser, syge børn, stress, problemer i afdelingen, alvorlig sygdom eller alkoholmisbrug. Eller det kan være unge medarbejdere der er udkørte af kombinationen af små børn og skifteholdsarbejde.
Den hjælp Helga og Lone kan tilbyde, spænder lige så vidt: De kan f.eks. henvise til en psykolog, ligesom de er bemyndigede til at bevilge en ansat midlertidig nedsat tid eller et pusterum på måske 14 dage.
– Det sker også at vi tager hjem til folk eller går med som bisiddere hos lægen eller kommunen. For folk i krise hører ikke hvad der bliver sagt – eller de ser spøgelser, siger Lone Holleufer.
– Det er svært at se løsninger hvis man ikke har det godt, men her hos os bliver der fundet løsninger. Det er vores job.
Nogle gange er løsningen at skifte funktion i en periode, og her er det en stor fordel at politiet er en rummelig organisation med mange funktioner. Hjælpen kan også bestå i at skaffe hjælpemidler eller særlige mødetider – eller måske i at tillade den pågældende at gå til genoptræning i arbejdstiden.
Problemer med fysikken støder Helga og Lone naturligvis også på, men ikke så ofte som på andre arbejdspladser. Det skyldes at der rent fysisk stilles store krav for at komme ind på politiuddannelsen, og selv om der ikke er noget krav om at vedligeholde formen, så gør de fleste politifolk det fordi jobbet ofte kræver en god fysik. Motionsrummet på politigården i Aarhus bliver derfor brugt meget, og i kantinen serveres der sund mad – ”sund mad på den gode måde”, som Helga Jacobsen udtrykker det.
Artikler fra Krop+fysiks arkiv opdateres ikke.