Ingen bissetricks i dag”, lyder det formanende fra lærer Steffen Sørensen til de unge vvs-lærlinge mens de begiver sig ud på den spejlblanke is i Århus Skøjtehal. Det er onsdag, og de næste fem kvarter står der ishockey på skemaet. De unge lærlinge går virkelig til den på isen, og der lyder hårde smæld når pucken hamrer ind i banderne – eller et ordentligt brag når to spillere tørner sammen. Tempoet er højt, og snart kommer de første svedige spillere ud for at holde en kort pause på udskiftningsbænken.
Her sidder Thomas Vedel i forvejen. Han forvred en ankel under en nærkamp i sidste uge, så han er ikke med i dag – og det er han ked af, for han synes at timerne på isen hurtigt har givet et godt sammenhold på vvsholdet, der begyndte på Aarhus Tech i januar.
– Man sveder, og det er hårdt, og man er helt færdig bagefter. Men det er sjovt, siger Thomas Vedel, der er noget ældre end de andre på holdet og lige har fået en voksenlæreplads.
Peter Andersen, en anden af lærlingene, kalder ligefrem ishockeyen for ugens højdepunkt
og er blevet så grebet af sporten at han godt kunne tænke sig at gå til ishockey. Holdets lærer, Steffen Sørensen, erkender at han var betænkelig da han hørte at noget af undervisningstiden skulle bruges til at spille ishockey.
– Jeg tænkte at det går fra undervisningen – og vi skal jo nå et pensum. Men vi når det,
kan jeg se nu, og idrætten giver et utrolig godt sammenhold og en god arbejdsmoral, siger Steffen Sørensen, der har undervist i rigtig mange år på Aarhus Tech, eller Århus Tekniske Skole, som den tidligere hed.
Ishockey er kun et af de mange idrætstilbud på Aarhus Tech. Boksning, styrketræning, boldspil, kampsport eller spinning er nogle af skolens øvrige tilbud, forklarer René Frost, der er projektleder på Aarhus Techs idræts- og sundhedsprojekter – og i øvrigt håndboldtræner og elitetræner i fritiden.
Skolen begyndte at tilbyde idræt i 2009, og målet er at alle i et grundforløb skal have idræt. Hver klasse har sit eget projekt, og det må meget gerne være en idræt de unge ikke kender i forvejen. Det stiller dem lige.
– Vores målgruppe er ikke vant til at dyrke idræt, for kun en tredjedel af vores elever dyrker idræt i fritiden. I gymnasiet er det to tredjedele af eleverne der gør det, oplyser René Frost.
– Men vores elever skal ud at have et fysisk krævende job, så det er godt hvis de har en god grundform, tilføjer han.
Der er enkelte elever som ikke synes om at Aarhus Tech har idræt på skemaet, ligesom der har været en vis modstand fra lærerne, der frygtede at miste kostbar ndervisningstid, men generelt er erfaringerne gode: Idrætten giver mange af eleverne mere energi, og den styrker det sociale sammenhold. Det smitter så af på frafaldet, som er et stort problem på erhvervsskolerne. På et hold på automekanikeruddannelsen var frafaldet helt oppe på 40 procent, men da idræt blev obligatorisk, faldt kun én elev fra, og det var i øvrigt fordi han skiftede til en anden uddannelse. Også det generelle frafald er blevet mindre – de nyeste tal er fra 2009, og da gik frafaldet ned fra 30 til 20 %.
At idrætten også giver eleverne bedre kondition, kan Aarhus Tech dokumentere fordi der i nogle klasser er lavet sundhedsprofiler på eleverne, både når de starter på skolen og efter grundforløbet. En sundhedsfremmende samtale indgår i øvrigt nu også i skolens tilbud.
I begyndelsen fik Aarhus Tech et særligt tilskud til idrætsaktiviteterne, men det er slut nu. Ikke desto mindre har skolen, som har ca. 3800 årselever, besluttet at bevare idræt på skemaet.
– Vi vil gerne være kendt som et sted hvor bevægelse er en del af skolelivet, forklarer René Frost og tilføjer at det største problem er økonomien, for skolen har ikke nogen idrætsfaciliteter. Den råder heller ikke over egne instruktører, så man skal leje sig ind og hyre instruktører. I nogle tilfælde har skolen dog indgået et samarbejde med lokale instruktører – det gælder bl.a. på ishockeyholdet, som trænes af instruktører fra Aarhus Ishockeyklub.
På langt sigt håber René Frost derfor at idræt bliver skrevet ind i de bekendtgørelser der gælder for landets erhvervsskoler, for effekten er han ikke i tvivl om.
Tilbage på skøjtebanen kæmper det hvide hold fortsat mod sort hold. De to hold er nogenlunde jævnbyrdige, og efter fem kvarter også lige svedige. Kampen bliver fløjtet
af, og Benjamin, der har siddet over i dag, kommer med frisk vand til alle, alt mens de
store handsker bliver smidt og visirerne bliver slået op. Timen er slut.
Automekaniker-lærlingene på Aarhus Tech er blevet fulgt særlig tæt og har bl.a. haft en personlig samtale med en sundhedsmedarbejder. Eleverne ønskede at opbygge en bedre muskelmasse, og det lykkedes for næsten alle (95,4 %), ligesom de i løbet af 11 uger forbedrede deres kondital med 11 %. Eleverne spiser også mere frugt og grønt nu, mens de har skåret ned på slik, kager og sodavand. Den generelle tilbagemelding fra eleverne er at de har fået mere energi og bedre kan koncentrere sig, oplyser idrætskoordinator René Frost fra Aarhus Tech.
Artikler fra Krop+fysiks arkiv opdateres ikke.