Tjek på slankeprodukter

Tekst: Aut. diætist Stine Kjær

Foto: Shutterstock

Et hurtigt og ”nemt” vægttab er fristende – og har givet anledning til en kæmpe industri for slankeprodukter. Men hvad virker, og hvordan? Og er det overhovedet sundt at smide 10 hurtige kilo, hvis vi alligevel tager dem på igen?

Er der kommet et par ekstra kilo på sidebenene, kan det være fristende med en hurtig og effektiv slankekur. Og det er præcis hvad mange slankeprodukter lover, hvad enten det er pulver, barer eller piller. Men undersøgelser viser at langt de fleste af os efter endt slankekur tager de tabte kilo eller mere på igen. Hurtige vægttabsløsninger skal derfor altid følges op af en varig livsstilsomlægning og kan ikke stå alene. Men de kan for nogen være en udmærket kickstart på et langsigtet vægttab.

Der er mange slankeprodukter på markedet, og det kan være svært at gennemskue hvordan de forskellige produkter virker. Her kan du læse om nogle af dem der har vist effekt (hvis kuren altså følges!).

Pulver og barer som måltidserstatning

Om det hedder Nupo, Allévo, Nutrilett, Cambridge eller andet, så gælder det at man erstatter et, flere eller alle måltider med en shake, suppe eller bar. Jo flere måltider man erstatter, des større vægttab opnår man. Produkterne er rige på protein og fi bre, og man er sikret tilstrækkelig tilførsel af vitaminer og mineraler, så man kan leve af produkterne for en tid. Vælger man at erstatte samtlige måltider, vil man typisk indtage ca. 800 kcal/døgn. Afhængig af aktivitetsniveau og vægt vil man herved tabe ca. 1,5 kg om ugen. I starten af kuren vil man normalt føle sig sulten, men efter et par dage vil mange opleve at kroppen har vænnet sig til sin nye fastetilstand, og sulten vil derfor aftage. Produkterne bør højst bruges i 8-12 uger og skal herefter følges af en sund, kaloriereduceret kost for at holde eller måske øge vægttabet.

Alli-pillen

Alli med det aktive stof Orlistat er designet til at hjælpe svært overvægtige med at tabe sig.
Det er et af de mest testede slankemidler og fungerer ved at man indtager pillen i forbindelse med et fedtholdigt måltid, så fedtet bindes og udskilles med afføringen. I praksis betyder det at man er nødt til at spise magert, da udskillelsen af fedt giver ret store gener fra mavetarmkanalen. På den måde sikrer Alli at man naturligt vælger fedtfattig mad – og skulle man spise fedt, vil kroppen ikke optage det, og man vil tabe sig i vægt. Når man ikke får fedt fra kosten, vil man heller ikke optage fedtopløselige vitaminer (A, D, E og K) så godt, og derfor tilrådes det at supplere med en vitaminpille.

XL-S-piller

XL-S-piller er et nyere produkt på markedet og består af tre typer piller, der dels hjælper med at mindske appetitten, fordi pillen indeholder store mængder fibre der suger væske og derved fylder godt i maven, dels reducerer optagelsen af fedt og kulhydrater i kosten ved at binde en vis del af næringsstofferne i tarmen og udskille dem med afføringen. Pillerne hjælper altså en med både at spise og optage færre kalorier. For at pillerne skal have effekt, er det dog nødvendigt at leve sundt. Man kan ikke spise som man plejer, i den tro at kalorierne ikke optages, for det gør de – om end i mindre omfang end ellers.

Man skal gøre det helhjertet

Uanset hvilket produkt man vælger, er det vigtigt at være opmærksom på at det kræver en stor portion viljestyrke og motivation at gennemføre – ikke mindst efterfølgende. Hurtigt og effektivt er altså ikke nødvendigvis det samme som nemt. En sund og varieret kost kombineret med masser af fysisk aktivitet er stadigvæk det mest sikre og effektive på den lange bane.

Kur er sjældent den bedste løsning
Rigtig mange som påbegynder en slankekur, tager på igen når de ikke længere følger kuren, viser adskillige undersøgelser. 

Og flere undersøgelser tyder faktisk på at selvom overvægt i sig selv er usundt, kan det på nogle punkter være mere skadeligt at have en vægt der svinger meget op og ned (yoyo-vægt eller elevatorvægt). Forskerne har endnu ikke helt overblik over konsekvenserne af yoyo-vægt, men vælger du at gå på kur, så vent helst til du er fuldstændig motiveret til også at ændre livsstil, så du ikke ender med yoyovægt, der kan belaste såvel selvværdet som helbredet. Til gengæld kan du uden risiko på ethvert tidspunkt begynde dine små, men sikre skridt mod en sundere livsstil. Få evt. hjælp hos en diætist, og få råd om træning og motion hos din fysioterapeut.

Artikler fra Krop+fysiks arkiv opdateres ikke.