Her er sundhed rutine

Tekst: Journalist Ib Salomon

Foto: Kvadrat og Colourbox

Mange års bevidst indsats for at skabe en sund arbejdsplads har båret frugt: Kvadrat i Ebeltoft er kåret som Danmarks Sundeste Virksomhed 2012.

Det begyndte beskedent med pausegymnastik for snart mange år siden. Senere fik Kvadrat en rygepolitik, ligesom kantinen begyndte at servere økologisk mad. I 2007 blev virksomheden i Ebeltoft sundhedscertificeret. Og i år fulgte så den foreløbige kulmination da Kvadrat blev Danmarks Sundeste Virksomhed – kåret blandt 145 kandidater.

Opslagstavlen ved virksomhedens kantine nærmest bugner af tilbud man kan melde sig til – prøveture i havkajak, ”bike and run” eller ture på cykel, og langt de fleste af virksomhedens ca. 120 ansatte tager godt imod de mange tilbud, for sundhed er blevet rutine hos Kvadrat.

– De fleste synes at det er spændende, men nogen er ikke med, og det er helt i orden, for det er vigtigt for os at formidle at det hele er frivilligt, understreger Ramona Römisch-Vikner, medlem af Kvadrats sundhedsudvalg. Udvalget mødes cirka fire gange om året, og alle medarbejdere kan komme med forslag. Turene i havkajak er f.eks. et forslag fra en medarbejder der selv er kajakinstruktør i fritiden.

Fysioterapeuter på besøg

Kvadrat indkøber og videresælger tekstiler af meget høj kvalitet – især møbelstoffer. Virksomheden samarbejder tæt med nogle af verdens førende arkitekter og designere, og i Ebeltoft fi ndes virksomhedens imponerende lagre hvor tusindvis af stofruller ligger klar på hylder fra gulv til loft. Ud over de ca. 120 ansatte i Ebeltoft har Kvadrat omkring 150 medarbejdere rundt omkring i verden.

Med halvandet års mellemrum får alle medarbejderne i Ebeltoft tilbudt et sundhedstjek, et tilbud som rundt regnet halvdelen tager imod. Og ønsker man hjælp til at tabe sig, til at holde op med at ryge eller komme ud af et alkoholmisbrug, så bakker virksomheden op. Men igen betoner Ramona Römisch-Vikner frivilligheden:

– Det er også ok hvis man ikke vil have hjælp, og vi kan jo ikke tvinge folk til f.eks. at tabe sig, siger hun.

Et af de mest efterspurgte sundhedstilbud er massage. To fysioterapeuter kommer jævnligt ud på virksomheden, og det drejer sig ikke kun om massage for velværens skyld – de kan f.eks. også tage sig af løbeskader. Kvadrat betaler halvdelen af behandlingen, som man gerne må bruge flekstid på – men ikke arbejdstid. I det veludstyrede motionsrum er reglen den samme:

Man er altid velkommen, men må ikke bruge arbejdstid.

En løbeklub er også populær, det samme er fodboldklubben når det er sæson. Og har man lyst til at cykle på mountainbike, er der en lang bane i skoven lige bag virksomheden. En time om ugen kan man deltage i ”power hoop”, en times intensiv konditionstræning. Den foregår i Kvadrats store lager.

Dagens glædelige overraskelse

Ramona Römisch-Vikner har arbejdet hos Kvadrat i syv år og bruger selv tilbuddene om havkajak, power hoop og massage. Plus Kvadrats kantine, som er et kapitel for sig. Karin Overgaard, der leder kantinen, brænder for sagen, og ifølge Ramona Römisch-Vikner er maden altid en glædelig overraskelse. For 350 kr. om måneden får man en fedtfattig og overvejende økologisk frokost, og det tilbud tager langt de fleste imod. Rundt omkring på virksomheden står der desuden frugt til fri afbenyttelse.

Der er tradition for at medarbejderne giver morgenbrød når de har fødselsdag, og mens det tidligere var det hvide brød der gik mest af, så er det nu rugbrød og det grove brød der ryger først.

Sygefraværet er under 1 procent

Kvadrats ledelse er meget opsat på at forebygge stress, så alle medarbejdere har været igennem en halv dags oplæg om stress, ligesom virksomheden har uddannet stressmentorer som man kan snakke med hvis man begynder at mærke symptomer på stress. Problemet er dog ikke så stort, bl.a. fordi der er en solid tradition for at hjælpe hinanden når det brænder på. Og alt i alt kan Kvadrat konstatere at de mange sundhedsfremmende tiltag virker – sygefraværet er f.eks. under 1 procent. At Kvadrat er en populær arbejdsplads, afspejler sig også i at virksomheden får omkring 300 uopfordrede ansøgninger om året fra mennesker der ønsker at arbejde for virksomheden.

Vil nå de ansatte ude i verden

Virksomheden har dog ikke tænkt sig at hvile på laurbærrene, for der er stadig ting der kan blive bedre. En af dem er at få sundhedsarbejdet til at omfatte de mange ansatte rundt omkring i verden, hvoraf nogle arbejder alene eller 2-3 sammen, andre i Kvadrats datterselskaber.

– Vi er i gang med at overveje hvordan vi kan nå dem, forklarer Ramona Römisch-Vikner. Også hjemme i Ebeltoft vil der ske nyt. For eksempel kan man i september komme på seks ugers kursus i mindfulness. Og interessen er stor – så stor at kurset antageligt må dubleres.

Bedst blandt 145
145 virksomheder meldte sig til årets konkurrence om at blive Danmarks Sundeste Virksomhed. 10 gik videre til anden runde, og tre blev nominerede. Blandt dem pegede dommerkomiteen enstemmigt på Kvadrat i Ebeltoft.
Kvadrat blev bl.a. valgt fordi virksomheden har aktiviteter inden for alle KRAMS-faktorerne, det vil sige Kost, Rygning, Alkohol, Motion og Stress.

Artikler fra Krop+fysiks arkiv opdateres ikke.