Tid til at prøve noget nyt? Kamp-motion

Af: Marianne Nørup, journalist, i samarbejde med nysport.dk

Foto: Colourbox

Kampsport er en populær motionsform, som indeholder alsidig fysisk træning og et fascinerende element af disciplin og selvkontrol. Her får du en mini-guide til at finde rundt i de mange forskellige typer. Hvem ved – måske finder du svaret på hvad du skal gå til i år!

Kampsport, som typisk har en militær oprindelse, er i dag blevet populært som motionsform eller sport. De forskellige discipliner har forskelligt fokus og kategoriseres typisk efter deres geografiske oprindelse. De japanske kampsportsgrene er for eksempel judo, karate, sumobrydning og ju-jitsu, mens de europæiske tæller blandt andet boksning, brydning og fægtning.

Kampsport sætter generelt fokus på dyder som disciplin, respekt, selvtillid og selvforsvar. De fleste discipliner stiller store krav til motorisk koordination. Desuden trænes kondition, koncentration, smidighed, styrke og kropskontrol.

I princippet kan alle være med, og man kan ofte vælge en motionstilgang hvis man ikke ønsker at konkurrere. De fleste retninger har også let modificerede udgaver for børn, og op til en vis alder træner piger og drenge typisk sammen.

Boksning

Den traditionelle boksetræning indeholder bl.a. løb, sjipning, styrke, træning af reaktioner, balance mm. Og selvfølgelig kamp. Men flere steder er det muligt alene at gå til selve træningen – uden at bokse mod andre. Så man kan altså dyrke boksning uden at få bank!

Brydning

Brydning er efter sigende verdens ældste idrætsgren. Det er en kampsport uden slag og spark. Udøverne bliver udfordret på deres balance, bevægelighed, smidighed, styrke og taktik. Motorik og koordination er nøglebegreber, og man får brugt hele kroppen.

Fægtning

Fægtning er en traditionsrig sport, der blev praktiseret allerede i oldtiden. Den moderne konkurrence-fægtning har tre forskellige våben: fleuret, kårde og sabel. Fægtning er langt mere fysisk krævende end den umiddelbart ser ud. Sporten udvikler blandt andet balance, koncentrationsevne, styrke, hurtighed og strategisk sans. Det kræver tålmodighed at blive en god fægter, da sporten er særdeles teknisk.

Ju-Jitsu

Ju-Jitsu er et gammelt selvforsvarssystem. Det blev udviklet af de japanske samuraier som forsvar, i fald de mistede deres våben. Mange andre kampsportsgrene har rødder i Ju-Jitsu, som er en effektiv og meget alsidig kampsport. Selvforsvar er en vigtig del af træningen. Her lærer man bl.a. at vurdere kritiske situationer og at træffe de rigtige beslutninger. Sporten indeholder slag og spark.
 

Judo

Judo er en moderne kampsport, hvor man grundlæggende udnytter sin modstanders kræfter og balance til at udføre en teknik. Slag og spark er forbudt. Judo er japansk og betyder Den milde vej.

I Judo kaster man hinanden med forskellige teknikker og kontrollerer hinanden i gulvkamp. Når der trænes, bliver alle muskler rørt, og man får bl.a. trænet styrke, smidighed, balance, koordination og reaktionsevne.

Karate

Karate er en japansk kampsport, der betyder “tom hånd”, dvs. kunsten at forsvare sig uden brug af våben. I karate handler det om at bruge sin viden alene til selvforsvar og aldrig til angreb.

Karate giver alsidig motion, idet hele kroppen bruges.

Kickboxing

Kickboxing stammer fra USA og er en relativt ny sport. Sporten tager udgangspunkt i karate, men er tilført elementer fra andre kampsportsgrene. Der anvendes både slag og spark, og der er tale om en fysisk krævende sport, som træner såvel styrke som udholdenhed.

Taekwondo

Taekwondo er en gammel koreansk kampsport, som i tidernes morgen blev brugt til at forsvare sig mod angreb fra dyr og mennesker.

Taekwondo-træning styrker udøvernes fysiske kontrol, hvad angår smidighed, styrke og hurtighed.

Tai Chi

Tai Chi er en gammel kinesisk kampkunst, der benyttes til at træne krop og sind. I Kina dyrkes Tai Chi gerne hver morgen. Man træner balance, koordinering, samarbejde, koncentration og at lytte med kroppen.

Tai Chi siges i øvrigt at modvirke stress og rastløshed.

Hvad skal du gå til i år?

Få overblik over sportstilbud

Det er godt at gå til noget, men hvad skal man vælge? Det tilbyder websitet nysport.dk en hjælp til. Ny Sport er en samlet non-profit-guide, hvor du som forælder kan få overblik over sport dit barn kan gå til, samt aktive tilbud til hele familien. Selvom børn er primær målgruppe, kan du også sagtens finde inspiration til en ny motionsform til dig selv.

Du finder bl.a. ”Aktiv Familie Kalenderen” med motionsløb, friluftsarrangementer, introtimer til nye sportsgrene, streetsport mm. over hele landet. Over 60 spændende bud på sport til børn samt en klubguide med mere end 7.000 klubtilbud til børn.

Artikler fra Krop+fysiks arkiv opdateres ikke.