Af: Pernille Ravn Jakobsen, ph.d. studerende, lektor ved Videncenter for Sundhedsfremme UC SYD

Foto: privat

KLUMME: Syg, rask eller midt imellem?

En rask person er blot en person der ikke er tilstrækkeligt undersøgt! Sådan lyder en humoristisk talemåde. Men er der noget om snakken? Og er vi i dagens sundhedsvæsen blevet så gode til at finde afvigelser fra normalen at man ikke længere per definition er rask?

Der er i sundhedsvæsenet i dag et stort og øget fokus på risikotænkning. Det skyldes primært store epidemiologiske studier, hvor man har fundet en sammenhæng mellem forskellige risikofaktorer og forekomsten af sygdomme. Dertil kommer de mange muligheder vi i dag har for at undersøge og behandle forskellige sygdomme. Bliver man undersøgt grundigt nok, vil der være afvigelser fra det normale hos de fleste af os. Flere og flere af os oplever derfor at befinde sig i gråzonen mellem syg og rask. Det kan fx være en kvinde, der efter en knoglescanning får at vide at hun har knogleskørhed og derfor bliver sat i medicinsk behandling for at forebygge knoglebrud. Eller en mand med forhøjet blodtryk der bliver ordineret blodtrykssænkende medicin for at forebygge blodpropper. Ingen af dem oplever symptomer på sygdom, men bliver nu sygeliggjort og medicineret mod en sygdom som de muligvis aldrig ville være kommet til at mærke noget til.

Tendenserne er klare: Flere defineres som syge, og andelen af ”normale” og ”raske” er faldende. Tankegangen har ændret sig fra ”Det må gå så godt som det kan” til ”Det kan og skal der gøres noget ved”. Og det giver da også rigtig god mening at blive bedre til at forebygge, for mange af de kroniske sygdomme vi ser i dag, er svære at behandle når først de er der.

Dilemmaet opstår i forhold til om man skal forurolige og sygeliggøre en lang række mennesker og gøre dem til patienter og eksempelvis sætte dem i medicinsk behandling – med de ulemper der måtte følge – eller om man skal undlade at undersøge og diagnosticere og dermed gå glip af at forebygge sygdomme. Tendensen i dag hælder til at sundhedsfagligt personale er mere bange for at overse en diagnose end at stille for mange. Men vi skal sørge for at sundhedsvæsenet ikke skader mere end det gavner.

Når et menneske efter en undersøgelse får at vide at det er i risiko for en sygdom fordi vedkommende afviger fra nogle normalværdier, er personen så rask eller syg? Og hvad er prisen for at give en person denne viden i forhold til det liv der skal leves med eller uden sygdom? Gevinsterne ved at opdage at man er i risiko for at blive syg, er mange, men det kræver at vi bliver bedre til at fokusere på netop det positive ved at opdage det i tide. Det gør vi ved at inddrage det enkelte menneske og dets ønsker og behov i forhold til at håndtere sundhed og sygdom, og lægge vægt på hvad man selv kan gøre for at undgå at sygdom udvikler sig. Derved vil den enkelte og samfundet som helhed få gavn af den risikotænkning der i dag hersker i samfundet.

Artikler fra Krop+fysiks arkiv opdateres ikke.