Sundhed inden for rækkevidde

Tekst: Marianne Nørup, journalist

Foto: Tommy Jensen

I Assens kommune har alle ansatte let adgang til sundhed. Tilbuddene er mange, og orker man ikke selv at opsøge dem, så kan man altid ringe efter sundhedsbussen! Siden kommunen styrkede sin sundhedsindsats, har hver medarbejder i gennemsnit været syg godt fem dage mindre om året. En besparelse på omkring 27 mio. kr. alene i 2012.

Motion. Oplæg. Mindfulness. Ergonomi. Sundhedstjek.
Listen er lang når det gælder sundhedstiltag i Assens Kommune. Kommunen har i flere år tænkt i sundhed til sine medarbejdere, og siden 2008 har alle tilbud været interne. Det betyder at de er både synlige og tilgængelige, uanset om man arbejder på rådhuset, på de kommunale veje eller i en dagpleje. Alle tiltag udspringer fra afdelingen Sundhed & Trivsel, som består af en fysioterapeut, en koordinator (som også er fysioterapeut), en psykoterapeut og en massør. Teamet har til huse i kommunens lokaler midt i byen, hvor alle er velkomne til at kigge forbi, men terapeuterne er yderst mobile.

– Vi er forsøger at være meget opsøgende, for det betyder at vi når ud til mange flere ansatte end hvis de skulle komme til os, fortæller sundhedskoordinator Bitten Bülow-Resting. Kommunen har 3500 ansatte, fordelt på 100 arbejdspladser – skoler, institutioner, park/vej, administration, hjemmepleje osv. – og den udfordring har Sundhed & Trivsels-teamet taget op ved at anskaffe en sundhedsbus, som regelmæssigt besøger kommunens forskellige adresser. Fra bussen, der bl.a. er indrettet med briks og testudstyr, tilbyder fysioterapeuten blandt andet sundhedstjek, man kan få massage eller en uforpligtende samtale med en af terapeuterne.

– Det har vist sig at vi har haft lidt svært ved at få mændene i tale, og her har bussen været rigtig god, siger Bitten Bülow-Resting.

Øvelser på toilettet

De ansatte får også med mellemrum et ergonomi-besøg af fysioterapeuten, og også her betyder det noget at man befinder sig lige der hvor det daglige arbejde foregår.

– Det er vigtigt at indsatsen giver mening. Derfor hjælper vi gerne med fx at tilpasse redskaber eller øvelser til den enkeltes arbejdsfunktion. Vi kan i øvrigt se at det ofte “smitter” hvis en ansat fx begynder at lave pauseøvelser – men er vedkommende blufærdig over at træne, giver jeg det råd at gå på wc. Øvelser kan også udføres på toilettet, smiler Sanne Lüttge Thomassen, som er den allestedsnærværende fysioterapeut.

– Vi skal ikke trænge os på, men vi vil gerne hjælpe, fx ved at stille spørgsmål som: “Er du i god nok form til dit arbejde?” Det er ikke nok at “reparere”, understreger Sanne Lüttge Thomassen, som godt kan finde på at udvide rådgivningen med decideret behandling, men højst nogle gange. Er der brug for mere, sender Sundhed & Trivsel videre til de lokale behandlere.

– Vi er helt overbeviste om at vi får fat i mange flere meget tidligere, fordi vi er til stede hvor de ansatte færdes. Ellers ville de fleste lade tiden gå før de evt. opsøgte hjælp. Og det gør en stor forskel, siger hun.

Elastikker, badeture og pilates

Adgangen til fysioterapeut, psykoterapeut og massør er kun en del af de mange sundhedstilbud – hvoraf nogle koster et symbolsk beløb. En elastikkampagne er et af de nyeste tiltag. Her træner skrivebords-arbejderne sammen nogle minutter hver dag med elastikker, og det har hjulpet flere ømme nakker og skuldre, fortæller Bitten Bülow-Resting.

– Vi har også firmaaftaler med bl.a. fitness-centret ved siden af, og her kan fysioterapeuten gå med den første gang for at lave program, hvis der er behov for det. Og så deltager vi altid i lokale motionsløb, og kampagner som “Vi cykler til arbejde”.

– I mange aktiviteter har det sociale element en stor betydning. Man kommer tættere på hinanden når man motionerer sammen, og det sætter de ansatte pris på, viser vores evalueringer, fortæller sundhedskoordinatoren videre.

Holdaktiviteter som pilates, mindfulness, ryghold osv. kører løbende, og udbuddet skifter alt efter efterspørgsel og ideer.

– Vi får forslag og input fra medarbejderne. Pilatesholdet opstod fx ud fra et ønske fra de ansatte, og for nylig startede kommunens Miljø og Natur-afdeling en gruppe med vinterbadning, som vi støtter aktivt op om, siger Bitten Bülow-Resting.

Færre sygedage

Sundhedsindsatsen har været en succes. Så stor at Sundhed & Trivsel nu er en permanent ordning. For ledelsen er ikke i tvivl om at det er indsatsen værd. Fra 2009-2012 er sygefraværet faldet med hele 5,3 sygedag pr. medarbejder om året! Det svarer til 58 årsværk, eller 27 mio. kr alene på sparede fraværstimer i 2012.

– Selvom vi måler på effekten, så holdes ordningen ikke fast på fx sygefraværet, for vi ved jo at de her ting er svære at måle, siger Bitten Bülow-Resting, der roser ledelsen for at have turdet satse på området.

– Der er slet ingen tvivl om at sundhedsindsatsen er positiv for medarbejdernes sundhed og trivsel – og så kan den tiltrække og fastholde de gode medarbejdere. Vi kan som kommune ikke konkurrere på løn, men så kan vi gøre det ekstra godt på andre parametre, slår hun fast.

6 gode råd til sundhedsindsatser der varer ved

  1. Tag udgangspunkt i hvad der giver mening for den enkelte medarbejder. Og træk ikke noget ned over hovedet på nogen.
  2. Kom helt ud til arbejdspladserne – vær opsøgende.
  3. Engagerede ledere bør være en selvfølge!
  4. Tænk ikke i projekter, men i langsigtede, vedvarende tilbud. Variér aktiviteterne efter behov og trends, og inddrag medarbejderne selv.
  5. Hold gryden i kog – fx ved kontinuerligt at markedsføre tilbuddene og tage hånd om ildsjælene.
  6. Bare gør det! Kom i gang – de tidstunge overvejelser og planer kan altid komme til senere.

Kilde: Sundhedskoordinator Bitten Bülow-Resting og fysioterapeut Sanne Lüttge Thomassen, Assens Kommune

Artikler fra Krop+fysiks arkiv opdateres ikke.