<

Sigurd Barrett: Husk at se HIMLEN BAG SKYERNE

Af: Mette Bender

Foto: David Trood

Sigurd Barrett og hans kollega forulykkede for et år siden voldsomt efter et skred på en vej, der var glat som en skøjtebane. Mens Sigurd slap med skrækken, fik hans kollega et alvorligt brud på en nakkehvirvel. Oplevelsen har gjort ham en smule mere forsigtig – og endnu gladere for livet.

Karin, er du okay?

Da bilen endelig stod stille efter en kolbøtte på 360 grader ud over vejkant, grøft og mark, konstaterede Sigurd Barrett at hans krop var nogenlunde intakt. Han spurgte straks til kvinden i passagersædet, hans dukkefører gennem 30 år, Karin Prosberg Hansen.

– Hun svarede at hun kunne mærke noget underligt i sin nakke, og så blev jeg bange. En mand kom løbende mod bilen og sagde vi skulle holde os i ro. Seks minutter efter var ambulancen og redningsfolkene der.

Det var i februar sidste år under stormen Egon. Sigurd og Karin var på vej fra København mod Vestjylland, hvor de skulle optræde i Ansager Kirke med Sigurds Bibelhistorie. En forestilling hvor engle har mobiltelefoner, og vaskebjørnen Snapper stiller spørgsmål à la: ”får man mange is nede i Israel?”.

Et pludseligt islag som følge af hagl havde gjort vejbanen spejlblank, og hverken Sigurds Mercedes’ fine køreegenskaber eller hans egen store erfaring som bilist gjorde nogen forskel.

– Vi blev skåret fri af et hold af ekstremt professionelle reddere, der agerede lige så effektivt og veltimet som et symfoniorkester. Jeg lænede mig tilbage i deres varetægt, og vi blev hejst op gennem taget, efter at alt glas var fjernet.

Traume og skyld

På hospitalet vurderede lægerne at Sigurds krop mirakuløst var næsten uden skader. Det var noget andet med Karin, som havde brækket en nakkehvirvel og skulle opereres.

Sigurd blev hos Karin på Odense Universitetshospital den kommende uge og blev til sin overraskelse tilbudt samtale med en krisepsykolog.

– Det mente jeg ikke at jeg havde brug for, for det var jo Karin det var gået ud over. Men jeg tog fejl. Jeg var i chok og en høj lyd oppe fra taget kunne få mig til at tro at alt faldt ned over mig. Jeg havde altid følt mig meget sikker bag et rat. Når dette kunne ske, hvad kunne jeg så regne med?

Psykologen lærte ham at forstå at et traume ikke lagrer sig pænt som andre erfaringer i bevidstheden. Det sætter sig som angst og utryghed i nervesystemet og farver alle oplevelser. Bag det hele lurede en følelse af skyld, og den fik Sigurd Barrett lidt efter lidt på plads.

– Politiet sagde at jeg havde gjort alt rigtigt. Karin bebrejdede mig intet. Der kom aldrig den allermindste mislyd, selvom også hun var i krise. Hun sagde tværtimod at når det nu skulle ske, var hun glad for at det var lige præcis var mig der sad ved rattet. Det hjalp.

Glæden over øjeblikket

Allermest hjalp det at Karin kom godt gennem sin operation og op at gå og stå igen. I dag kan hun arbejde, men lever med stivhed i nakken på grund af den indopererede titaniumplade og en tendens til hurtigere at blive træt.

– Det har været stort at opleve hvordan hun har tacklet det. Hun har en særlig evne til at se lyst på tingene. Jeg er dybt taknemmelig over at det ikke gik værre, og oplevelsen har ført mig tættere på det vigtigste: At glæde mig over hvert øjeblik mens det er her. Jeg ville gerne have undværet ulykken, men den har lært mig at lade være med at spilde tiden med ligegyldige ærgrelser over sure mennesker eller skattevæsenet.

Ulykken har også gjort Sigurd Barrett mere tryghedssøgende. Han har altid kørt fornuftigt. Nu kører han nærmest lidt forsigtigt.

– Jeg er vokset op i en tryg familie som adoptivbarn og enebarn hos et lærerpar i Viborg. Der var klassisk musik, ingen gæster og ikke mange udsving. Jeg tænkte dengang at mit liv skulle være fuldt af børn, liv og rejser, og sådan har jeg levet. Nu har jeg absolut intet behov for at opsøge farlige ting, og efter ulykken er jeg blevet lidt bange for at falde når der er sne.

Kaj, Andrea og Victor Borge

I Sigurds bjælkehytte med mos på taget i Valby er der varmt og hyggeligt og masser af plads. Her lever han med sine fire døtre og kæresten, der er violinist. Sigurd Barrett har fem børn: En søn på 21 år, der er flyttet hjemmefra, og fire piger i alderen 9 til 17 år, som bor på skift hos ham og deres mor.

I bjælkehyttens stue troner et flygel, og i reolen er fire lange hylder fyldt op af Sigurds udgivelser. 31 cd’er og 34 bøger. Størstedelen rettet mod børn. Selv var Sigurd Barrett et barn der elskede at fortælle og spille. Han var fascineret af Kaj og Andrea og Poul Kjøller. Senere kom Victor Borge, Jerry Lee Lewis og Leo Mathiesen til som idoler.

– Jeg elsker ideen med at blande musik, humor og historier, og det var tidligt min plan at blive entertainer. Jeg fandt bare ikke på at lave noget for børn før jeg selv var blevet far.

Sigurd er uddannet musiker. Han skrev sine første sange som 6-årig og og har optrådt siden han var 12 år. I ? sendte han en prøveoptagelse fra sin stue med sig selv, en pladespiller og Bjørnen Bjørn. Derfra kørte det derudad, og det har det gjort siden.

Snakke-radio til træningen

Bjørnen Bjørn fik Sigurd Barrett da han var fem år gammel, og den sidder i køkkenet og kigger på mens han blender hummus til frokosten.

– Jeg er meget på farten, og det bliver let til snacks og burgere når jeg er sulten, og det skal gå stærkt. Men er jeg ved at rette op på det. Jeg har lavet en hylde i køleskabet med den mad jeg må spise, og der er hverken smør, mayonnaise, karrysild eller spegepølse, fortæller han.

I en tilstødende hytte har han indrettet motionsrum med kondicykel og romaskine.

– Jeg tager kaffe og vand med derud, tænder stearinlys og sikrer mig at der er rart. Så træner jeg i en time mens jeg hører snakke-radio. Debat og orientering lavet af mennesker der brænder for deres udsendelser.

Men sundhed og velvære er meget mere end kost og træning, mener Sigurd Barrett.

– For mig handler det gode liv først og fremmest om hver dag at få øje på den blå himmel i stedet for at stirre på skyerne.

___________

Sigurd Barrett og tallene

  • Er 49 år
  • Har 5 børn
  • Har udgivet 31 cd’er
  • Har udgivet 34 bøger
  • Har optrådt over 3.000 gange i 17 lande
  • Har solgt 500.000 bøger
  • Elsker tal og kan huske 150 telefonnumre
  • Hans nyeste forestilling hedder ’Luther på 100 minutter’
  • ’Sigurds Børnebibel’ kom i 2010 og er solgt i 150.000 eksemplarer
  • Til august udkommer ’Sigurds Danmarkshistorie’ i et oplag på 10.000

Artikler fra Krop+fysiks arkiv opdateres ikke.