Sæt hverdagen i bevægelse

Jeg vil gerne, men jeg har for travlt, har ikke råd, gider ikke tage af sted alene, er i for dårlig form… Vi har mange barrierer for at bevæge os mere. Mange af dem kan elimineres ved at integrere bevægelse i hverdagen og dyrke motion sammen med andre.

Vi ved det godt. De fleste af os sidder for meget, og rører os for lidt. Og rigtig mange af os vil faktisk gerne motionere mere, men synes måske ikke vi har tid. Mangel på tid er den hyppigste årsag til ikke at dyrke sport eller motion, viste en stor dansk undersøgelse fra Idrættens Analyseinstitut for nogle år siden. Her fremgår det også at 21 pct. paradoksalt nok oplyser at de ikke dyrker motion fordi de er i dårlig form. 9 pct. synes ikke de har råd.

Et vigtigt budskab er at fysisk aktivitet sagtens – og gerne – må være hverdagsbevægelser, havearbejde, gåture, cykelture og masser af andre gratis aktiviteter som ikke kræver at man i forvejen er i god form, og som ikke behøver at koste masser af ekstra tid eller indbefatte ”at gå til noget” eller at dyrke sport som sådan (et budskab som måske er druknet lidt i nutidens fokus på jernmænd, maraton og ekstremsport).

Hvis vi skal blive mere fysisk aktive, er vi under alle omstændigheder nødt til at tænke bevægelse ind i vores hverdag og prioritere vores tid lidt anderledes. Vi har samlet en række ideer.


Hverdags-bevægelse

  • Beslut dig for at bevæge dig mere og sidde mindre. Få gerne en ven, kollega og familien derhjemme med på ideen.
  • Gør det næsten uundgåeligt at bevæge sig. Anbring fx ting du bruger tit, et sted du er nødt til at bevæge dig for at nå. Lad træningsmåtter, træningsbolde, elastikker osv. ligge fremme, så de er lette at gå til, og du får lyst til at bruge dem. Placér fx et vippebræt eller en mini-stepper i nærheden af tv’et og en minitrampolin i køkken-alrummet.
  • Brug kroppen som transportmiddel. Det kræver vaneændring og praktisk tøj, men giver masser af fordele, herunder frisk luft, lys og motion. Gå eller tag cyklen i stedet for bus, tog eller bil (eller stå af bussen lidt før målet). Hvis du cykler i skole eller på arbejde, er du oven i købet friskere når du møder ind.
  • Når du cykler og går, så sæt hastigheden op, så du får pulsen mærkbart i vejret
  • Leg med dine børn/børnebørn/nabobørn. En rask fangeleg eller fodboldkamp med ens kære er godt for hjertet – på alle måder!
  • Sæt god musik på højtalerne, og mærk hvad der sker i kroppen. Dans, syng, hop…
  • Brug en skridttæller eller et aktivitetsarmbånd. For nogle er det yderst motiverende at kunne aflæse hvor meget/lidt man bevæger sig. Sætter man sig et dagligt mål, er det en stor tilfredsstillelse når man når det.
  • Beslut dig for altid at bruge trappen – og sæt fart på.
  • Læg ting på plads med det samme, hent én kop kaffe ad gangen, og se det fra den positive side hvis du glemmer noget – gå tilbage med det samme og hent det.
  • Slå græsset med håndskubber, og udfør havearbejdet og rengøringen selv
  • Dyrk motion i klub, fitnesscenter eller på egen hånd. Meld dig til noget, eller sæt tid af i kalenderen til at gøre det selv. Prøv forskellige motionsformer, og vælg det du synes er sjovest.
  • Sæt dig konkrete og realistiske mål, og lov dig selv en belønning når du overholder dem.
  • Alt er bedre end ingenting – gå en tur eller hop lidt på trampolinen, også selvom du kun har 5-10 minutter.

Hvor meget og hvorfor?

Fysisk aktivitet giver som bekendt et væld af fordele for såvel sundheden som humøret.

Sundhedsstyrelsen anbefaler at vi voksne er så fysisk aktive at vi bliver forpustede mindst 30 minutter om dagen, børn mindst 60 minutter om dagen. Perioderne skal vare minimum 10 minutter ad gangen. Derudover skal vi træne med høj intensitet mindst et par gange om ugen.

Blandt de mange positive effekter er bedre indlæring og arbejdseffektivitet, bedre humør og større velvære, mindre sygdom og et længere liv. 


Gør det sammen!

Danskere som har hjemmeboende børn, eller som har partnere der ikke dyrker sport eller motion, er blandt de befolkningsgrupper der dyrker mindst motion. Samtidig angiver 16 pct. af dem der ikke dyrker motion, at det skyldes at de mangler nogen at følges med. Meget taler dermed for at vi bør være fysisk aktive sammen.

Grib fat i din kollega, ven, kone, søn – eller find en ny ven ved at melde dig til et hold eller i en klub. Du kan også søge en træningspartner, fx på forummet sportsbuddy.dk.

I artiklen ”Kvinde og mand – kend jeres svagheder” kan du få ideer til hvordan mænd og kvinder kan være fysisk aktive sammen og begge få et træningsudbytte, på trods af de fysiologiske forskelle.

I artiklen ”Motion for forældre – ta’ barnet med” får du flere ideer til børn-forældre-motion. Du finder artiklerne på www.krop-fysik.dk

Kilde: Danskernes motions- og sportsvaner, Idrættens Analyseinstitut, 2016

 

 

Artikler fra Krop+fysiks arkiv opdateres ikke.