Ny energi på barsel med AKTIVITET I NATUREN

Af: Carsten Johansen, journalist

Foto: Colourbox

Nybagte mødre går tur i skoven og træner samtidig. Med kyndig vejledning får NatureMoms meget større udbytte af udflugten end bare frisk luft.

Efter en fødsel har kroppen brug for at blive bygget op igen.

Mange nybagte mødre bruger noget af deres barsel med at gå til mor/barn-gymnastik eller i fitness center, så de kan komme tilbage i form. Men hvorfor ikke komme i form og få frisk luft samtidig? Hvorfor ikke være aktiv ude i naturen, samtidig med at den lille ny baby får en lur i den rene skov-luft?

– Jeg synes jo bare at vi alle sammen skal ud i naturen. Både mødre og børn. Det kan ikke blive tidligt nok, griner naturvejleder Rikke Vesterlund.

Rikke Vesterlund står bag et initiativ i Middelfart kommune som hedder NatureMoms. Sammen med fysioterapeuten Ditte Sommerlund Skydt lavede hun et tilbud specielt målrettet kvinder på barselsorlov.


Vandretur med motion i pauserne

I Naturparken Hindsgavl Dyrehave travede de nybagte mødre rask af sted, mens Rikke fortalte om naturen og historien i området. Og når selskabet stoppede op, satte Ditte kvinderne i gang med øvelser.

– Vi var forberedt på at nogle deltagere ville være vant til meget motion, mens andre måske ikke havde dyrket sport før graviditeten. Så øvelserne skulle ikke skræmme nogen fra at deltage, forklarer hun.

– Deltagerne havde deres egne yogamåtter eller liggeunderlag med, og de var friske på at lave liggende øvelser. På de dage hvor det regnede eller var meget vådt, fandt vi dog på andre løsninger, siger Ditte Sommerlund Skydt.

Kvinderne var glade for at de kunne lave en aktivitet som lå i dagtimerne, og hvor de kunne have deres baby med.

– Det er jo ikke altid så let at have en nyfødt med til fitness. Og så er det udendørs – flere deltagere kom kørende temmelig langvejs fra fordi de ville med ud i naturen, fortæller Rikke Vesterlund.

Broget gruppe kræver specialviden

Som naturvejleder og fast tilknyttet Hindsgavl Dyrehave var det Rikke, der stod for at udstikke en rute og bidrage med oplysning om natur og kultur. Men hun lagde stor vægt på at få en fagligt kvalificeret fysioterapeut med på holdet. Også selvom det var et krav til deltagerne at de havde været til deres 8 ugers-undersøgelse før de kunne kvalificere sig som NatureMoms.

– Det var jo en meget broget gruppe i forhold til fysisk formåen. Nogle fødte for to måneder siden, mens andre skulle tilbage i arbejde om to måneder. Men en fysioterapeut har jo de redskaber der skal til for at graduere øvelserne på en måde så alle kan få udbytte af det. Det fik vi mange positive tilbagemeldinger på, siger Rikke Vesterlund.

Ditte Sommerlund Skydt havde derfor lavet øvelserne så ”brede” som muligt, så de var lette at kaste sig ud i. Og hun opfattede generelt at kvinderne var mindre tilbageholdende end hun havde forventet. Især når de kunne bruge skoven som træningsredskab.

– En meget populær aktivitet var at lave cirkeltræning omkring fx et bord-bænkesæt eller et bålsted med siddepladser. Deltagerne syntes det var sjovt at de kunne bruge de naturlige omgivelser til deres øvelser. Sådan nogle øvelser var også inspiration til hvordan de kan lave øvelser på egen hånd når de er en tur i skoven – måske sammen med deres mødregruppe, siger fysioterapeuten.

Forløbet i Middelfart lå fra august til november, så deltagerne blev flere gange udfordret af efterårsvejret. Men selv i silende regnvejr mødte omkring halvdelen af de 20 indskrevne deltagere troligt frem.

– Nogle af dem kunne godt melde afbud af og til hvis det fx regnede. Men mange var rigtige udemennesker, som var med hver eneste gang, forklarer Rikke Vesterlund.


Naturens positive effekt

Rikke Vesterlund var glad for at høre fra sine deltagere at de satte pris på at lære om plante- og dyrelivet, og at de ofte var en tur i skoven med resten af familien i weekenden for at fortælle deres viden videre. Men hun glædede sig også over tilbagemeldingerne om bedre kondition og fysik fra de trofaste deltagere.

– Selvfølgelig var der nogle der trænede ved siden af. Men der var også en del der ikke gjorde, men som alligevel mærkede en tydelig forskel og udvikling, siger hun.

– Der findes jo allerede mange undersøgelser som påviser at ophold i naturen har positiv effekt på både krop og sind. Og det er rart at opleve at undersøgelserne holder stik, siger naturvejlederen.

Rikke Vesterlund havde i februar allerede 8 på venteliste til sit næste hold, der er startet i april. På sit nyeste hold må hun dog undvære fysioterapeut på grund af en ændret fordeling af de kommunale ressourcer.

– Jeg er tidligere gymnast, så jeg kan godt sætte deltagerne i gang, selvom der jo vil være nogle områder hvor jeg ikke har den samme viden som Ditte bidrog med til det første hold. Men jeg gør gerne et forsøg, for jeg vægter det meget højt at tilbuddet er gratis. OG at vi får mennesker ud i naturen hver gang der er mulighed for det, siger Rikke Vesterlund.

 

Inspirationen kom fra Outdoormums

I Kolding startede det 9. hold af Outdoormums i marts. Kvinder følges ud i naturen og træner sig til ny energi.

Outdoormums er et tilbud som har kørt siden 2011 og ligeledes er startet op af en naturvejleder. Kolding kommunes Nanna Winbladh fik ideen da hun var gravid for anden gang, og allerede før hun var færdig med sin barsel, var hun i gang med det første hold i selskab med fitness- og pilates-instruktøren Inge Støvring, der også er sygeplejerske og zoneterapeut.

– Deltagerne melder tilbage at de får masser af energi af at være med. ”Selvom jeg bliver træt i benene, er det om torsdagen efter vores tur jeg har energi til at støvsuge derhjemme”, fortalte en deltager mig, lyder det fra naturvejlederen.

– Jeg står for underholdningen mens vi puster ud mellem øvelserne. Jeg tager udgangspunkt i årstiden og skovens kulturhistorie og krydrer gerne fortællingerne med sjov viden. Vidste du fx at bøgetræet drikker 125 liter vand i døgnet, eller at Marielundsskoven har været gennemskåret af en pansergrav under 2. Verdenskrig? forklarer Nanna Winbladh.

Nanna Winbladh er glad for at at andre kommuner nu opretter lignende tilbud.

– Vi vil gerne give råd og vejledning til andre der vil starte et lignende koncept uden for Kolding, og vi har da også gjort vores for at udbrede konceptet gennem bl.a. naturvejlederforeningens sundhedsnetværk, siger hun.

 

 

Natur for krop og sjæl

Forskning peger blandt andet på at:

  •  At leve i naturen eller at være bruger af natur og grønne områder påvirker helbredet i positiv retning, både psykisk, oplevelsesmæssigt og kropsligt.
  • Hyppig brug af naturen virker afstressende og bruges af mange som et regulært afstressningsmiddel.

Artikler fra Krop+fysiks arkiv opdateres ikke.