Lige nu er der i fitness-verdenen stor interesse for Naturlig Bevægelse. Der tales om primal movement, animal movement og natural movement. Hvad er det? Og hvad er det godt for?
Vi kan nok alle blive enige om at en tiger er et stærkt og prægtigt dyr. En tiger behøver ikke træne på løbebånd for at blive klar til at jage. En tiger løber, hopper og kravler sig fit via dens naturlige bevægelser. Vi mennesker har, ligesom tigeren, alt hvad der skal til for at blive fit – nemlig vores krop. I sin reneste form handler Naturlig Bevægelse – eller Natural Movement, Primal Movement, Animal Movement – om at genskabe og træne de evolutionære bevægelser som vi alle er født med. Gennem bevægelser som at hoppe, kravle, løfte, gå, balancere, klatre, løbe – og trække vejret – udvikler og forfiner du teknik og effektivitet til at bevæge din krop til det den er skabt til. Og i den proces kommer du samtidig i rigtig god form.
Hvis du sammenligner med almindelige motionsformer og ikke mindst fitnessrutiner, vil du som regel kun udvikle få af førnævnte teknikker og funktioner, fx løb eller vægtløftning. Men din krop kan meget mere end det, og mange bevægelser og funktioner bliver negligeret i fitnesscenteret. På den måde skabes der en ubalance i kroppen, som kan give årsag til smerter og skader.
Alle der har en krop, uanset hvor trænet den er, kan være med! Simple kravle- og hoppeteknikker kan udfordre alle. Det kan være en god start for folk som ikke har trænet i mange år. En inaktiv og utrænet person kan, ved at arbejde med fundamentale øvelser med fokus på korrekt teknik og med den rette progression, træne sikkert og udvikle sig – og samtidig undgå skader. Men også en eliteudøver kan få udfordring ved at skrue på teknikkens kompleksitet, intensitet eller volumen.
Naturlig bevægelse er og vil altid være en biologisk nødvendighed for mennesker. Det er let at forestille sig de negative konsekvenser, fysisk og mentalt, for dyr som er indespærrede og forhindrede i at bevæge sig naturligt. Hvorfor skulle det være anderledes for os mennesker?
Moderne fitness opleves af mange som en pligt og en byrde der skal overstås. En negativ ting. En straf for være i dårlig form. Folk tvinger sig afsted og er ikke altid til stede i nuet – de ser måske tv eller læser imens de står på stepmaskinen. Det kan være anderledes: Bevægelse kan være leg, glæde og udfordring. Oplev fx den barnlige glæde ved at hoppe eller balancere. En ekstra gevinst ved træningsformen er fokus. Når du fx balancerer på en træstamme eller hopper fra sten til sten, kan du ikke tillade dig at tænke eller fokusere på andet end nuet, og at være opmærksom og fokuseret. Med andre ord det der kaldes mindfulness.
100 mavebøjninger og 5 minutter i planken vil ikke lære dig noget nyt. Du bliver udmattet og træt i musklerne, men det udfordrer ikke din hjerne og dit nervesystem. Ved træning af naturlige bevægelser lærer du noget du aldrig glemmer. Du lærer at have god holdning og god vejrtrækning, at slappe af, balancere og hoppe – og dine bevægelser bliver mere effektive og praktisk anvendelige i hverdagen. Du udvikler fysiske kompetencer og lærer teknikker du kan have med overalt. Lige pludselig bliver hele verden dit fitnesscenter.
Træning af naturlige bevægelse er ikke kun for udseendets skyld. Hvad er meningen med store muskler hvis du ikke kan bevæge dig? Igennem træningen vil du lære at bevæge din egen kropsvægt over og under forhindringer. Din koordination, bevægelighed, tilpasningsevne, udholdenhed, adræthed og dit fokus vil blive trænet. Alt det vil gøre dig i stand til at reagere på livets udfordringer: Hvis du fx glider, vil du have styrke, balance og tilpasningsevne til at justere dine fødder hurtigt og derved opretholde balancen. Livet bliver lettere og mindre skræmmende når din krop udvikler naturlige kompetencer til at overkomme livets udfordringer.
Mange fysiske problemer stammer fra mangel på bevægelse – mangel på naturlig menneskelig bevægelse.
Vi er skabt til bevægelse, men vores livstil negligerer bevægelse. Med mindre vi gør et bevidst forsøg på at være fysisk aktive, behøver vi knap bevæge os. Selv i fitnesscenteret kan vi sidde ned og træne.
Det er den moderne komfort der har ændret den måde mennesker lever og bevæger sig på. Før i tiden var det træning at få rent drikkevand, som skulle hentes eller pumpes op. Vores livstil nu er så komfortabel at det er unødvendigt for vores overlevelse at kunne bære 10 liter vand over flere kilometer i ujævnt terræn. Vi skal ikke hoppe, klatre og kravle igennem skoven for at jagte dyr eller finde føde. Vi kan overleve uden disse bevægelser, men vores krop, hjerne, ja alle celler i kroppen har brug for alsidig bevægelse for at blive stimuleret. Hvis ikke, går hjernen og nervesystemet på standby, og vi bliver dårligere til at aktivere musklerne. Og er musklerne ikke er stærke og stabile, vil det gå ud over leddene. Dine vaner og din kropsholdning kan med tiden begrænse dig i dine bevægelser og dine funktioner. Over tid fører det til dysfunktion, småskader, smerter og måske frygt for bevægelse, som igen vil føre til uhensigtsmæssige kompenserende bevægelser, der vil stresse andre steder i kroppen – osv.. Der er ubalance i kroppen! En ond cirkel.
Som fysioterapeut ser jeg mange patienter med ubalance i kroppen. Når denne ubalance bliver rettet op, mindskes stress på kroppens væv, og smerten forsvinder. Træning i Naturlige bevægelser kan være med at genoprette balancen i kroppen.
Se forskelige øvelser til naturlige bevægelser her: Natural Movements – Krop & Fysik – BetterMove
Artikler fra Krop+fysiks arkiv opdateres ikke.